Home Nyheder Nu sætter Putin sin lid til atommissil kendt som

Nu sætter Putin sin lid til atommissil kendt som

2
0
nu-saetter-putin-sin-lid-til-atommissil-kendt-som

Ifølge en dansk ekspert skal Putins udtalelse om at fokusere på atomvåben ses som et forsøg på at afskrække USA.

Rusland vil fokusere på at udvikle sit arsenal af atomvåben.

Det siger den russiske præsident, Vladimir Putin, i en videotale til Dagen for Fædrelandets Forsvarere – Ruslands årlige helligdag til minde om landets faldne soldater.

– Vi vil være ekstra opmærksomme på at styrke atomvåben-triaden. Og forsyne vores militær med avanceret teknologi såsom angrebssystemer, spion- og kommunikationsudstyr, droner og artillerisystemer.

Ruslands atomtriade, der udgør kernen af landets forsvarssystem, består af tre ben: Landbaserede raketter, raketter på ubåde og raketter på bombefly.

– Samtidig øger industrien nu hastigt produktionen af alle konventionelle våbentyper, lyder det fra den russiske præsident.

Vil afskrække USA

Ifølge Peter Viggo Jakobsen, lektor på Institut for Strategi og Krigsstudier, skal Putins udtalelse ses som et forsøg på at afskrække USA.

– Han siger, han vil øge alle sine konventionelle våben, som han står og mangler desperat på slagmarken i Ukraine. Og så tilføjer han selvfølgelig, at han ikke glemmer atomvåbnene.

– Når Putin siger, han er opmærksom på sin triade, er det fordi, det er helt afgørende for, at Rusland kan blive ved med at afskrække USA fra at angribe først. Hvis ikke Putin gjorde det her, passede han ikke sit arbejde. Så jeg tror ikke, man skal lægge alt for meget i det, siger Peter Viggo Jakobsen til TV 2.

Suspenderer nedrustningsaftale

Torsdagens udmelding fra Putin kommer blot to dage efter, at præsidenten officielt meldte ud, at Rusland suspenderer deltagelsen i atomnedrustningsaftalen New START.

Aftalen begrænser antallet af atomsprænghoveder, USA og Rusland må have i deres beholdning. Aftalen tillader de to lande at være i besiddelse af 1550 strategiske atomsprænghoveder, som er klar til brug.

Beslutningen om at suspendere sin deltagelse i aftalen er en reaktion på, at USA og NATO teknisk set har erklæret krig mod Rusland.

Det siger Dmitrij Medvedev, Ruslands tidligere præsident og nu viceformand for landets sikkerhedsråd, ifølge Reuters.

Med sin udmelding torsdag fokuserer Putin især på tre hypersoniske missilsystemer, der er i stand til at bære atomsprænghoveder. Det skriver BBC.

Der er blandt andet tale om RS-28 Sarmat, også kendt som ‘Satan 2’, som ifølge præsidenten vil blive klar i løbet af året.

Rusland har i løbet af 2022 foretaget flere testaffyringer af netop Sarmat-missilet.

RS-28 Sarmat er et såkaldt ballistisk missil, der kan udstyres med op til ti nukleare sprænghoveder og ramme mål i Europa og USA.

Missilet er ifølge russerne verdens mest avancerede interkontinentale ballistiske missil (ICBM). Det kan affyres fra både undergrundssiloer og mobile enheder.

Et ballistisk missil kan ikke manøvreres, når først det er affyret, men flyver i en forudbestemt bane. Derfor er ballistiske missilers præcision ofte forbundet med en vis usikkerhed.

Ifølge oplysninger fra Rusland vejer Sarmat-missilet 210 ton og er mere end 36 meter langt. Det har en rækkevidde på 18.000 kilometer og en topfart på 25.560 km/t.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here