Home Sport “Hold da ferie” – drømmemål i fornemt Di María-hattrick

“Hold da ferie” – drømmemål i fornemt Di María-hattrick

2
0
“hold-da-ferie”-–-drommemal-i-fornemt-di-maria-hattrick

Juventus spillede sig torsdag videre i Europa League, efter det italienske mandskab sejrede med 3-0 over Nantes.

Der findes ikke én formel på at ældes med ynde.

Men torsdag aften gav 35-årige Ángel Di María sit bud på, hvordan det kan gøres, da argentineren præsterede et hattrick for Juventus i Europa League-opgøret mod Nantes.

Efter få minutter af kampen modtog Di María bolden på kanten af franskmændenes felt. Med sin første berøring hamrede han til kuglen, der i en blød bue fløj ind ved det fjerneste hjørne. Alban Lafont i målet kunne chanceløst se til.

– Hold da ferie for en scoring. Det er et gudemål. Det er fuldstændig vanvittigt. Det er kun helt specielle spillere, der kan gøre noget som det her, sagde TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen ved synet af scoringen.

– Der er meget rod i Juventus i øjeblikket, men de har en topspiller i Di María. Han er afgørende i hver eneste kamp, tilføjede eksperten.

Godt et kvarter senere omsatte argentineren fra straffesparkspletten.

I det 78. minut blev hattricket så fuldendt. Efter lidt rodet spil i Nantes-feltet kom Di María højest til vejrs og headede mod mål. Kort efter kunne dommer José Sánchez’ ur fortælle, at bolden havde passeret stregen – til stor forløsning for Di María.

Kampen endte 3-0 til Juventus, der går videre fra 1/16-finalerne med en sammenlagt 4-1-sejr over Nantes.

Svarede igen på kritikken

Forløsningen var til at få øje på hos hovedpersonen efter sejren.

– Jeg er virkelig glad for at kunne omsætte holdets gode arbejde til mål. Jeg har ventet på en aften som denne med Juventus i lang tid, og jeg formåede at hæve niveauet. Jeg hjalp holdet, og jeg er utrolig glad for de tre mål, sagde Di María ifølge Sky Sport Italia.

Offensivspilleren kom til Juventus i sommer. Inden torsdagens hattrick havde han præsteret 4 mål og 6 assists i 20 kampe for Torino-klubben.

Præstationen mod Nantes betød, at Di María kunne svare igen på den kritik, der ifølge ham selv har været den seneste tid.

– Jeg er meget ked af den kritik, der er kommet. Det tog mig tid at komme i form igen. Jeg havde skader og tilbagefald. Det var ikke nemt, men nu er jeg her, siger han.

En mesterlig spiller

Juventus-cheftræner Massimiliano Allegri havde ikke overraskende store ord til overs for Ángel Di María efter kampen.

– Når en spiller som ham hæver sit niveau, ser han ting, ingen andre ser. Han tilhører kategorien af mestre.

Det er Nantes-cheftræner Antoine Kombouaré enig i. Han sagde følgende inden kampen:

– Ángel er en mester, og han var den bedste mand på banen i første kamp. Vi håber, han er ikke er helt så god denne gang.

Men det var Di María, der sammen med resten af Juventus-holdet gik videre til ottendedelsfinalen i Europa League. Her venter tyske SC Freiburg.

De mødes første gang 9. marts med returopgør en uge senere.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here