Home Sport Vildt scenarie giver Karius mulighed for at skrive sin historie om

Vildt scenarie giver Karius mulighed for at skrive sin historie om

1
0
vildt-scenarie-giver-karius-mulighed-for-at-skrive-sin-historie-om

Loris Karius’ karriere blev smadret for fem år siden. Søndag kan han skrive sin historie om efter en uventet chance.

Tiden stod helt stille, mens bolden trillede de sidste meter ind over stregen.

Forsvarsspillerne stod som forstenede. Tilskuerne holdt vejret. Og situationens hovedperson slog ud med armene.

Men den var god nok.

Det ville være en kæmpe mulighed for ham i forhold til at omskrive historien om sin karriere

Newcastle-manager Eddie Howe om Loris Karius

Loris Karius havde netop kastet bolden direkte ind i Karim Benzema, hvis krop sendte læderet retur – direkte ind i målet.

Mareridtet udspillede sig i Champions League-finalen i 2018. Målet sendte Real Madrid foran mod Liverpool, og 32 minutter senere droppede Karius igen, da et ufarligt skud smuttede mellem hænderne på ham.

Real Madrid vandt kampen 3-1, og Karius blev den helt store skurk.

Fem år senere står han igen i en stor finale. En finale, der kalder på revanche og en omskrivning af den kedelige historie, der har plaget ham siden mareridtet mod Madrid:

EFL cup-finalen mod Manchester United.

Karrieren gik i stå

Vejen til søndagens finale har dog langt fra været nem for den i dag 29-årige målmand.

For mens tiden gik i stå, da Karius droppede, gjorde tyskerens karriere det samme. I hvert fald på den helt store scene.

I sæsonen efter mareridtskampen blev han udlånt til tyrkiske Besiktas, hvor han spillede to sæsoner, og siden røg han til Tyskland og Union Berlin, som kun gav ham spilletid i fem kampe.

Nu er han i engelske Newcastle, og det ophold har kastet en uforudset mulighed af sig.

For selvom Karius blev hentet ind som tredjemålmand på en fri transfer, ser det altså nu ud til, at han skal stå på mål i søndagens pokalfinale mod Manchester United.

Det kan han takke en mindre række af tilfældigheder for.

En kæmpe mulighed

Normalt ville klubbens andenmålmand, Martin Dubravka, stå i pokalturneringen. Men fordi han var udlånt til Manchester United – og spillede for dem i pokalen – er han udelukket.

Næste levende billede er førstemålmand Nick Pope, som har stået de seneste pokalkampe i denne sæson. Han fik rødt kort i sidste weekends Premier League-kamp, og derfor er han også ude af opgøret.

Det baner vejen for Loris Karius, der ifølge Newcastle-manager Eddie Howe har alt at spille for.

– Det vil være en kæmpe mulighed for ham i forhold til at omskrive historien om sin karriere.

– Der har været masser af historier i fodboldverdenen gennem tiden, hvor ting som disse er sket, og det er endt med et virkelig positivt resultat … eller ikke. Vi kan ikke forudsige, hvad det ender med her, siger manageren til The Guardian.

En ny historie i Karius’ karriere

Selvom Howe taler varmt om et muligt “comeback” til Karius, som ikke har spillet en gældende fodboldkamp i to år, vil han ikke bekræfte, at tyskeren starter inde i finalen.

Hans udtalelser om målmanden indikerer dog, at det godt kunne ske.

– Lige da det skete (Popes røde kort, red.), fik jeg en følelse af, at der var en anden historie i Karius’ karriere. En ny side eller et nyt kapitel at skrive.

– Og hvem ved, hvordan det kapitel kommer til at se ud? Det er det smukke ved fodbold.

Pokalfinalen mellem Newcastle og Manchester United fløjtes i gang søndag klokken 17.30.

Opgøret spilles på Wembley Stadium i London.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here