Home Nyheder På internettet forsøger konspirationsfolk stadig at overbevise dig om, at der ikke...

På internettet forsøger konspirationsfolk stadig at overbevise dig om, at der ikke er krig i Ukraine

2
0
pa-internettet-forsoger-konspirationsfolk-stadig-at-overbevise-dig-om,-at-der-ikke-er-krig-i-ukraine

Påstande om en iscenesat krig har floreret siden krigens begyndelse, og årsdagen for Ruslands invasion udløste en ny bølge af falske historier.

Kameraet panorerer hen over rækkerne med lig.

I alt 50 personer, der alle ligger på jorden tildækket med sort plastik.

Men da en journalist kort efter kommer i billedet og begynder at tale, sker der noget mærkeligt. Bag ham bevæger et af ligene sig pludseligt og tager fat i sit plastik, der er ved at blæse af. Personen er tydeligvis ikke død.

Ovenstående er en beskrivelse af et videoklip, der er blevet delt og set millioner af gange på tværs af sociale medier. Måske du endda selv er stødt på videoen, som hævdes at stamme fra Ukraine?

Det gør den bare ikke.

Videoen er optaget af avisen Österreich ved en klimademonstration i den østrigske hovedstad, Wien, tre uger før Rusland sidste år indledte sin invasion af Ukraine.

Alligevel bliver videoen her et år senere fortsat brugt som “bevis” for en vedholdende konspirationsteori om, at krigen i Ukraine ikke er virkelig, men iscenesat for at snyde omverdenen.

– Kernen i mange konspirationsteorier er, at der sidder en bagvedliggende elite og forsøger at snyde os og skjule, hvordan virkeligheden ser ud. Og vi ser de samme type argumenter, ligegyldigt om det er månelandingen, coronapandemien eller nu krigen i Ukraine, siger Jeanette Serritzlev, der er militæranalytiker på Forsvarsakademiet med speciale i informationskrig.

Tilbagevendende video

Påstanden om en falsk krig dukkede op allerede i krigens indledende fase. Allerede dengang blev videoen med “liget”, der bevæger sig, brugt i desinformationen.

Det er helt basalt noget sludder at sige

Jeanette Serritzlev, militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Siden er påstanden dukket op i små dryp, og særligt i tiden omkring årsdagen for Ruslands invasion 24. februar blev der igen pustet liv i konspirationsteorien.

Det er til trods for, at tusindvis af civile beviseligt er blevet dræbt, at millioner af ukrainere er fordrevet fra deres hjem, og at bygninger eller hele byer på tværs af Ukraine er blevet ødelagt af bombardementerne.

Men konspirationsteoretikerne finder deres egne påståede “beviser”, der modsiger den officielle fortælling.

Heriblandt altså videoklippet fra Østrig, der bruges som bevis på, at skuespillere er blevet hyret til at spille lig i Ukraine for at understøtte Vestens fortælling om krigen.

– Stop med at bevæge dig – det er meningen, at du skal være død! skrev en amerikansk højrefløjskonto sarkastisk på Twitter, da han for nylig delte videoen med sine over 160.000 følgere.

Samtidig spekulerede han i, at der var tale om en såkaldt “psyop” – en militær operation designet til at påvirke individers, gruppers og udenlandske regeringers opfattelser og holdninger.

I de efterfølgende dage blev videoen delt med samme budskab af adskillige andre højrefløjsprofiler på Facebook, Twitter og Tiktok.

Efterlyser optagelser af krigen

Et andet argument, som går igen blandt konspirationsteoretikerne, er mangel på video fra slagmarken.

Det er en påstand, som blandt andet er blevet fremsat af højrefløjskommentatoren Kyle Becker, der tidligere har arbejdet for Fox News, i et opslag til hans over 320.000 følgere.

– Jeg er dødtræt af manglen på optagelser fra Ukraine-krigen. Jeg har arbejdet med tv-nyheder. Jeg har indsigt. Hvis der er blod, bliver det prioriteret. Hvor er krigsoptagelserne? Hvor er de prisvindende billeder? Dette lugter af et fupnummer, skrev han.

Tilsvarende lød det fra Twitter-profilen Catturd, som ifølge Rolling Stone er en indflydelsesrig stemme i den amerikanske MAGA-bevægelse (Make America Great Again, red.) og populær hos personligheder som Donald Trump, Tucker Carlson og Elon Musk.

– Helt tilbage til Vietnam-krigen har pressen i enhver krig været stærkt integreret med tropperne, og der findes tusindvis af timers videooptagelser. Men i Ukraine er der ingenting, skrev han til sine halvanden million følgere.

Samtidig hæfter profilens bagmand sig ved, at der jævnligt offentliggøres videoer af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, som “glædeligt spankulerer rundt i Kyiv” med berømte skuespillere eller politikere, uden at de er iklædt hjelme og skudsikre veste.

På Donald Trumps sociale medie, Truth Social, har Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn ytret støtte til Twitter-profilens påstande:

– Og jeg udfordrer enhver til at turde at sige, at han tager fejl, skrev Flynn.

Sandheden er dog, at både civile, soldater og journalister det seneste år har delt billeder og videoer fra krigen i Ukraine. TV 2s korrespondenter har ligeledes rapporteret fra frontlinjen.

– Det er helt basalt noget sludder at sige, at der ikke er dokumentation for krigen, og der er mildest talt en meget stor tilstedeværelse af uafhængige medier i Ukraine. Når vi ikke ser endnu mere live-dækning fra slagmarken, handler det også om sikkerhed, og vi har for eksempel set ukrainerne være meget påpasselige med ikke at få afsløret deres positioner, forklarer Jeanette Serritzlev.

Ødelagte bygninger

I løbet af krigens første år har der været en række eksempler på billeder fra Ukraine, som er blevet udlagt af konspirationsteoretikere som beviser på, at krigen er iscenesat med skuespillere.

De er dog løbende blevet tilbagevist og forklaret af uafhængige medier.

I forbindelse med årsdagen dukkede endnu et argument op, da en amerikansk podcaster og konspirationsteoretiker fra den yderste højrefløj, Stew Peters, delte et billede med teksten “Krigen er snyd”.

Billedet viser en beskadiget etageejendom i Kyiv, efter at den blev ramt af beskydning 26. februar 2022, og den samme ejendom, som den ser ud i dag.

Ifølge Stew Peters og andre brugere på sociale medier beviser billedet af den intakte bygning, at der er tale om fotomanipulation, når medierne bringer billeder af bombede bygninger i Ukraine.

Det er selvom, at der findes videooptagelser af den konkrete bygning, der bliver ramt. Og selvom arbejdet med at genopbygge og reparere bygningen i Kyiv er blevet fotodokumenteret.

Men det glider af på konspirationsteoretikerne:

– Seriøst, hele denne krig er 100 procent SNYD, skrev Peters om en video fra den ukrainske regering, som viser en række bygninger før og efter genopbygningen.

Ønsket om tvivl

Som det ofte er tilfældet med konspirationsteorier, kan det være svært at gennemskue det overordnede formål. Men fra russisk side har der siden krigens begyndelse været interesse i at så tvivl om Vestens udlægning af begivenhederne i Ukraine.

Det kan også være forklaringen på, at man bliver ved med at gentage påstanden om en falsk krig, selvom det for de fleste lyder fuldstændig absurd.

– Nogle gange er det nok bare at plante en lille tvivl i folk, fordi de så fremadrettet måske vil være lidt mere skeptiske, forklarer Jeanette Serritzlev fra Forsvarsakademiet.

Hun påpeger, at der er et påfaldende sammenfald i interesser og holdninger mellem grupper i Rusland og den yderste højrefløj i USA, der var særligt aktiv i delingen af konspirationsteorien under den seneste bølge.

– Når vi ser, hvordan russerne ellers arbejder, så passer det i hvert fald fint ind, at de selv bruger de her mekanismer og understøtter andre grupperinger, hvor det taler ind i samme narrativ, mener Jeanette Serritzlev.

Velkendte skeptikere

Som med andre konspirationsteorier er det svært at sige, hvor mange der rent faktisk køber ind på teorien, og hvor mange der bevidst bare bidrager til at sprede desinformation.

Men de seneste års store konspirationer om for eksempel coronapandemien, QAnon og valgsvindel i USA har netop haft et stort publikum på den yderste højrefløj.

Ifølge BBC er der også mange gengangere mellem de konspirationsfolk, der nu aktivt deler teorien om en falsk krig i Ukraine, og de brugere, som tidligere var udelukket fra Twitter for at sprede desinformation, men som fik genaktiveret deres konti efter Elon Musks køb af det sociale medie.

Og mens store dele af USA og præsident Joe Biden har erklæret deres klare støtte til Ukraine, har mange på landets yderfløje enten forsvaret Ruslands invasion eller som minimum opfordret til, at USA burde undlade at involvere sig.

Hos stemmerne på den yderste højrefløj i USA bliver konspirationsteorien om den falske krig ofte koblet sammen med en kritik af de enorme pengebeløb, som landet bruger på at støtte Ukraine.

TV 2 har forsøgt at kontakte flere af de nævnte højrefløjsprofiler, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here