Home Frederikshavn 31 % af danskerne kender ikke baderådene

31 % af danskerne kender ikke baderådene

31-%-af-danskerne-kender-ikke-baderadene

Når sommeren viser sig fra sin bedste side, kan det være både fristende og tiltrængt med en tur til stranden. Men 31 % af danskerne kender ikke baderådene, og det kan føre til ulykker. Badesikkerheden er nemlig vigtig, når dagen skal tilbringes ved vandet.

Sol på næsen, sand mellem tæerne og et dyp i bølgen blå. De fleste nyder en dag ved vandet, når solen skinner fra en skyfri himmel, men det er ikke kun håndklædet og badetøjet, der skal tages i brug på stranden. Det skal baderådene også. En ny undersøgelse, foretaget af YouGov for Børneulykkesfonden, viser dog, at 31 % af danskerne slet ikke kender de otte baderåd. Og det er rigtig ærgerligt, mener Henriette Madsen, der er generalsekretær hos Børneulykkesfonden:

”De otte baderåd er rigtig gode retningslinjer i forhold til, hvordan man skal begå sig i vand, og hvilken adfærd man skal udvise. Ved at følge dem bliver turen i vandet langt mere sikker, og derfor er det ærgerligt, at 31 % af danskerne slet ikke kender til rådene. Det er vigtigt at have fokus på at få dem udbredt, så strandturen bliver sikker for alle,” fortæller hun.

Undersøgelsen viser også at af dem, der kender til de otte baderåd, praktiserer 9 % slet ikke rådene, 9 % praktiserer dem i lav grad, og 32 % i nogen grad. Knap hver tredje dansker, der kender de otte baderåd, praktiserer dem i høj eller meget høj grad.

Lad ikke børnene ude af syne

Også mange børn elsker at kaste sig i bølgen blå, og det er vigtigt, at forældre holder godt øje med børnene, når de færdes i vand. Selvom mange måske ikke er klar over det, så er drukneulykker blandt børn som regel en stille affære, fordi barnet ofte ikke råber om hjælp. I nogle tilfælde er de så stille, at den voksne kigger på barnet uden at vide, hvad der er ved at ske.

”Børn larmer ofte, når de leger i og med vand. Hvis de bliver stille, skal man skynde sig at finde ud af hvorfor. Vigtigst er selvfølgelig, at man aldrig lader børnene ude af syne, når de bader. Også selvom de opholder sig tæt på. Ulykker kan ske meget hurtigt,” udtaler Henriette Madsen.

Det er Erik Bech, bestyrelsesformand i Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed, enig i og tilføjer:

”Med udgangspunkt i råd nr. 1 vil jeg opfordre til, at børn lærer at svømme og får en sikker vandtilvænning ved jævnligt at bruge – og dermed vedligeholde – færdighederne. Det vil komme dem til gode hele livet. Det kan de fx praktisere udendørs om sommeren og i en svømmehal i de kolde måneder. Husk at børn i og ved vand altid skal være under opsyn af en voksen, der kan gribe ind.”

De otte baderåd

  1. Lær at svømme og springe rigtigt.
  2. Bad aldrig alene.
  3. Bad kun hvor det er tilladt.
  4. Gå kun ud til navlen.
  5. Spring kun på hovedet hvor vandet er dybt nok.
  6. Svøm langs kysten.
  7. Bad aldrig med alkohol og euforiserende stoffer i blodet.
  8. Gå op når du begynder at fryse.

Om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov.
  • Der er i alt gennemført 1015 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år.
  • Undersøgelsen er gennemført i perioden 24.-27. februar 2023.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here