Home Nyheder Fokus på danskere i verden: Det kan du opleve på DR

Fokus på danskere i verden: Det kan du opleve på DR

1
0
fokus-pa-danskere-i-verden:-det-kan-du-opleve-pa-dr

Kender du følelsen af udlængsel? Og har du nogensinde drømt om at søge lykken i et andet land?

Måske du har drømt om karrieren i New York? Eller modsat haft lyst til at trække stikket og leve et mindre stressende og selvforsynende liv på de polynesiske øer?

Netop den udlængsel sætter DR fokus på i temaet ‘Danskere i Verden’ i de kommende måneder.

Mange er sikkert bekendt med Karen Blixen, der tog til Afrika, Lukas Grahams jagt på at slå igennem som musiker i USA eller Jørn Utzons ikoniske operahus i Sydney. Men de er blot et fåtal af de mange danskere, der har sat deres aftryk på hele verden.

I den kommende tid vil DR – i tv, på lyd og dr.dk – fortælle de mange fascinerende historier om danskere, der på godt og ondt har gjort sig bemærket i andre dele af verden.

Herunder får du et overblik over alt det, du kan opleve på DR.

‘Danskere i Verden’

(© DR)

En mejerist, der fingerede sin egen død i Danmark for at søge lykken i Brasilien. En FN-udsending, der forsøger at opbygge en nation på den anden side af jordkloden. En kvinde, der blev venner med Gandhi og stadig hyldes i Indien den dag i dag.

Det er blot nogle af de historier, der danner ramme om serien ‘Danskere i Verden’, hvor DR sætter fokus på de danskere – historiske som nulevende – der har sat deres aftryk på resten af verden.

Nogle var fyrtårne, der lyste samfundet op. Andre er døde og forsvundet i glemslen. Fælles for dem alle var deres udlængsel drevet af lysten til eventyr og drømmen om at finde lykken. Og historierne fortsætter. For i det her øjeblik er danskere overalt på jorden i gang med at skrive sig selv ind i verdenshistorien.

Kan ses på DRTV fra den 12. marts.

‘Togtet’

(© DR)

5000 kilometer og med sol, vind, måne og stjerner som eneste navigationsværktøj.

Sådan lyder opskriften på den nye serie ‘Togtet’, hvor vikingeeksperter og sejlere skal gøre vikingerne kunsten efter og følge de samme sejlruter over Atlanten, som de gjorde for mere end tusind år siden. Fra Danmark over Island og hele vejen til Canada.

Med ombord er også kok Nikolaj Kirk, der undervejs skal servere den mad, som vikingerne spiste i sin tid på togterne.

På fastlandet følger vi forsker og direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev, der prøver kræfter med vikingeudstyr og kamp.

Kan ses på DR fra den 30. april.

‘Curlingklubben på sabbatårsrejse’

(© DR)

Backpackerturen i Asien. Den obligatoriske rejse for unge, der har afsluttet gymnasiet og endnu ikke ved, hvad fremtiden skal byde på. Men for mange også den første oplevelse som danskere i verden.

I ‘Curlingklubben på sabbatårsrejse’ pakker Christian Bonde og Maria Fantino rygsækken og drager mod Thailand for at begive sig ud på den sabbatårsrejse, de aldrig kom ud på. Maria har altid fortrudt det inderligt. Christian er overbevist om, at han tog det rette valg ved at blive hjemme på sofaen. Spørgsmålet er, hvem af dem der får ret.

Kan ses på DRTV fra 10. marts.

‘Kunsten at være Josephine Skriver’

(© DR)

En brudekjolefitting i Milano. En dag i Uganda for at sætte fokus på pigers rettigheder. En rød løber på en filmfestival i Venedig.

Den danske topmodel Josephine Skriver har hele verden som sin arbejdsplads. Og med mere end otte millioner følgere på Instagram er hun Danmarks ubestridt største SoMe-stjerne.

I ‘Kunsten at være Josephine Skriver’ kommer vi ind i maskinrummet hos den danske superstjerne, der på et årti har stablet en international karriere på benene, der rækker langt ud over hendes imponerende virke som model.

Kan ses på DR fra den 15. marts.

‘Verdensklassen’

(Foto: © agnete schlichtkrull, DR)

Føler du dig mest som dansker? Eller verdensborger? Eller måske en blanding af begge dele?

I podcasten ‘Verdensklassen’ snakker de to værter Stephanie Surrugue og Anders Agger med en række danskere, der er rejst ud i verden og excellerer i hver deres felt.

For hvordan er det at leve et liv langt fra hjemlandet, og hvilke konsekvenser har det?

I episoderne, hvor man blandt andet kan høre Helle Thorning, Kasper Winding og Ida Praetorius, bliver der snakket om alt fra identitet til økonomi og afkald på familie.

Derudover fortæller Surrugue og Agger også om deres egne oplevelser. Om undtagelsestilstand i Niger, bed bugs, Tour de France og meget andet.

Kan høres på DR Lyd fra 12. marts.

‘De lovløse’

(© DR)

En indædt kamp for et racerent USA. Forestillinger om en verdensomspændende jødisk konspiration. Og optrævlingen af en narkoring.

Det er nogle af de historier, der udgør fjerde sæson af ‘De Lovløse’, hvor Emil Rothstein-Christensen og Tobias Ingemann i ord og lydbilleder fortæller om de vildeste danske lovløse, der i en ikke så fjern fortid ændrede verdenshistorien, men som i dag er næsten glemt.

‘Dansk musik i verden’

(Foto: © Esteban Salva)

Lukas Graham. Aqua. Michael Learns to Rock. Det er bare nogle få af de navne, der gennem de sidste mange år har gjort deres indtog på den internationale musikscene.

I podcasten ‘Dansk musik i verden’ vil otte danske musikere fortælle deres oplevelse af at hitte i udlandet – hvordan det er at få sit gennembrud i et fremmed land og fylde koncertsale og festivalpladser i helt andre afkroge af verden.

Kan høres på DR Lyd fra 16. april.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here