Home Nyheder TV 2 Nyhederne Zelenskyj vil ikke trække sig fra sønderbombet by – de kan stadig...

Zelenskyj vil ikke trække sig fra sønderbombet by – de kan stadig tilføje russerne tab, siger ekspert

2
0
zelenskyj-vil-ikke-traekke-sig-fra-sonderbombet-by-–-de-kan-stadig-tilfoje-russerne-tab,-siger-ekspert

Den belejrede by er ikke tæt på at falde, så det giver god mening at blive, siger dansk ekspert.

De ukrainske styrker vil ikke trække sig tilbage fra Bakhmut i det østlige Ukraine.

Det slog præsident Volodymyr Zelenskyj fast i sin daglige tv-tale til nationen mandag aften.

Tværtimod sagde præsidenten, at der skal sendes forstærkninger til byen ”for at hjælpe gutterne i Bakhmut”.

– Bakhmut har leveret – og leverer stadig – et af de vigtigste resultater i krigen. I hele slaget om Donbas. Og jeg takker hver enkelt soldat, som kæmper i dette ekstremt vanskelige område. Og som kæmper for hele landet, sagde Volodymyr Zelenskyj.

De seneste dage har der været megen tale om, at de ukrainske styrker ville trække sig ud af byen, der er totalt ødelagt efter måneders hårde kampe.

I weekenden vurderede den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW), at ”en delvis, stadig kæmpende tilbagetrækning” var i gang.

Og vestlige medier som for eksempel tyske Bild har fortalt om uenighed i Ukraines øverste politiske og militære ledelse om, hvad man skulle gøre i Bakhmut.

Men mandag aften slog Zelenskyj fast, at der er enighed i den militære ledelse om, at forsvaret af byen skal fortsætte.

Måneders kampe

Kampene om Bakhmut, på frontlinjen til det russiskkontrollerede Donbas-område i det østlige Ukraine, har raset i mange måneder.

Videoen er optaget fredag 3. marts Video: TV 2 Danmark

De russiske styrker har gjort langsomme, men stadige fremskridt vestfra – samtidigt med, at de har forsøgt at omringe byen ved at trænge frem nord og syd for byen.

Imens har de ukrainske styrker siddet i solide forsvarspositioner i byen, og har afvist det ene russiske angreb efter det andet – med store russiske tab til følge.

Store russiske tab

Oleksiy Danilov fra det ukrainske Nationale Sikkerhedsråd har udtalt til mediet Ukrinform, at de russiske angriberes tab har været syv gange større end dem, som de ukrainske forsvarere har lidt.

NATO’s efterretninger sætter tallet lidt lavere – til fem dræbte russiske soldater for hver ukrainsk, skriver CNN.

Uanset hvilket tal, der er det rigtige, så giver den ukrainske beslutning om at forblive i Bakhmut god mening, siger Jacob Kaarsbo, der er senioranalytiker i Tænketanken Europa og følger krigen i Ukraine tæt:

– Den ukrainske øverstkommanderende overvejer hele tiden sine muligheder. Og de kan tydeligvis tilføre russerne flere tab, end de selv lider, siger han.

Selv om de ukrainske styrker i Bakhmut har været trængt, så vurderer han, at de stadig har styr på situationen:

– De kan forstærke deres forsvar, hvis de ville. Deres forsyningslinjer er ikke kappet af. Og selv om russerne er trængt frem både nord og syd for byen, så har ukrainerne styr på deres flanker, og er ikke i risiko for at blive omringet, siger Jacob Kaarsbo.

Symbolsk betydning

Militære eksperter er enige om, at kontrol med byen Bakhmut ikke har den store strategiske betydning.

Betydningen er mere symbolsk, fordi erobringen af Bakhmut vil give Rusland bedre kontrol med Donetsk-regionen.

Det vil i givet fald være den første af de fire ukrainske regioner, som Rusland nu kalder sit eget territorium, som Rusland vil have noget nær fuld kontrol over.

Jacob Kaarsbo afviser dog pure, at byens symbolske betydning kan få den ukrainske militærledelse til at overspille sine kort i kampen om byen:

– De ukrainske beslutninger har været nøgterne og giver god mening. Det kan godt spille ind i deres kalkule, at Bakhmut har betydning for den generelle kampmoral i landet. Men hvis de følte, at de risikerede noget strategisk ved at blive i byen, så ville de trække sig. De vil ikke lade sig omringe, siger han.

Hvis det skulle blive nødvendigt at trække sig tilbage fra byen, så betyder det ikke, at kampene i området er ovre.

For ukrainerne har forberedt nye forsvarslinjer blot 5-10 kilometer længere vestpå.

– Så russerne vil blot vinde 5-10 kilometer, der er en hob af ruiner. 5-10 kilometer længere fremme vil de møde de ukrainske styrkers gode, defensive positioner, siger han.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here