Home Nyheder TV 2 Nyhederne Bag Mads Pedersens succes gemmer sig et fyrtårn

Bag Mads Pedersens succes gemmer sig et fyrtårn

2
0
bag-mads-pedersens-succes-gemmer-sig-et-fyrtarn

Samarbejdet begyndte helt tilbage i 2015, og med tiden er det kun blevet skarpere. Under Paris-Nice har det også været medvirkende til en etapesejr.

30-årige Alex Kirsch har aldrig vundet et professionelt cykelløb. Alligevel er han vital for Trek Segafredo.

Rytteren for Luxembourg har dedikeret sig til at være leadoutrytter for Mads Pedersen, og den rolle udfylder han til perfektion.

Han er så superstærk, at han selv kan holde sig ude af problemer

Alex Kirsch om Mads Pedersen

Det fortæller den danske stjerne, der gennem mange år har opbygget et solidt samarbejde med Kirsch.

– Vi stoler virkelig på hinanden, og jeg stoler virkelig på det arbejde, han laver. Jeg stiller aldrig spørgsmålstegn ved det. Jeg følger ham bare i blinde, hvis man kan sige det sådan.

Og hvorfor gør Mads Pedersen så det?

– For det første er han stor. Det har bare en betydning, at han har den højde. Jeg kan få noget mere læ bag ham.

– På papiret er han måske ikke den oplagte leadoutman, for han har ben som tændstikker. Men han er sindssygt god teknisk, og vores kørestile passer godt sammen. Vi er ikke de der sindssyge sprintere, der tager chancer. Hvis han trækker stikket, så ved jeg også, at det ikke bliver til noget den dag.

Kirsch hylder Mads P.

Der skal oftest to tilfredse parter til et godt samarbejde, og det er bestemt heller ikke kun Mads Pedersen, der er glad i forholdet.

194 centimer høje Alex Kirsch ofrer med glæde sine egne chancer for at agere rampe for Mads Pedersen, der har vundet 29 løb i karrieren.

– Han er meget nem at arbejde med, for han er så superstærk, at han selv kan holde sig ude af problemer. Han er meget selvsikker, men stadigvæk meget rolig og kølig, når det er nødvendigt.

– Han er ikke den fødte sprinter, men det er jeg heller ikke. Måske er det netop derfor, at vi arbejder så godt sammen. Derfor skal vi også have et lidt anderledes sprintertog end de mere rene sprintere, fortæller Kirsch.

De to Trek-rytteres samarbejde går efterhånden langt tilbage. I 2015 og 2016 fandt de hinanden på først Cult Energy Pro Cycling og senere Stölting Service Group.

Efterfølgende var de adskilt et par år, inden de blev genforenet på Trek i 2019.

I Paris-Nice har samarbejdet allerede båret frugt en enkelt gang, da Mads Pedersen vandt 2. etape i en massespurt.

Torsdag vil makkerparret formentlig forsøge at gøre kunsten efter, når 5. etape venter. Se etapen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here