Hollandsk sprinter henviser Mads Pedersen til andenplads
Olav Kooij vinder 5. etape af Paris-Nice.
Jumbo-Visma-sprinteren var hurtigst, da et samlet felt kom frem til målstregen.
Kooij var et mulehår foran Mads Pedersen i spurten, som blev henvist til en andenplads på dagens etape.
Til TV 2 Sport siger danskeren, at Kooij bare var hurtigere i dag.
– Vi ramte den forkerte vej rundt i rundkørslen, og brugte lidt dum energi på at få lukket hullet igen. Jeg blev egentlig leveret perfekt, men det var ren fart, det er sådan det er.
– Ret hurtigt kom han op på siden af mig og havde mere fart, end jeg har, siger Mads Pedersen.
I bjergkonkurrencen gjorde Jonas Gregaard nok engang sit for, at han også skal køre i den prikkede bjergtrøje i morgen.
Uno-X-danskeren var med i dagens udbrud, og han gjorde rent bord på etapens fire kategoriserede stigninger, hvor han var først over dem alle.
Derfor har Gregaard nu 30 point i bjergkonkurrencen, hvilket er 18 mere end nærmeste forfølger, Tadej Pogacar.
I toppen af klassementet skete der ikke de store udfoldelser blandt favoritterne på dagens relativt flade etape. Derfor er Tadej Pogacar stadig løbets førende rytter.