Home Nyheder TV 2 Nyhederne Mette Frederiksen: Vi skal stramme os an for at bevare indflydelse i...

Mette Frederiksen: Vi skal stramme os an for at bevare indflydelse i Afrika

2
0

Der er kamp om indflydelsen på det afrikanske kontinent, siger statsministeren, der netop nu er på besøg en af de regionale stormagter, Egypten.

Europa bliver nødt til at forstå ikke bare en, men to ubehagelige sandheder om Afrika, siger statsminister Mette Frederiksen.

Den ene er, at de afrikanske lande ikke ser på verdens udvikling på samme måde som vi europæere gør.

Og den anden er, at stormagter som Rusland og Kina er godt på vej til at få indflydelse i Afrika på Europas bekostning.

– Jeg har en grundlæggende bekymring for, at Europa risikerer at blive isoleret i en ny verden, hvis vi ikke meget, meget hurtigt evner at række ud til nye samarbejdspartnere og få opbygget nogle stærkere alliancer, siger Mette Frederiksen.

Den bekymring er en del af grunden til, at hun i disse dage er på officielt besøg i Nordafrikas vigtigste land, Egypten.

Konkurrence om indflydelse

Mandag havde hun et langt møde med den egyptiske præsident Abdel Fattah El-Sisi, hvor der blev diskuteret grøn omstilling og de afrikanske flygtningestrømme til Europa.

Men bag samtalerne om de konkrete samarbejder gemte sig det overordnede spørgsmål om forholdet mellem Europa og Afrika.

– På hele det afrikanske kontinent er Rusland og Kina meget aktivt til stede med investeringer og samhandel. Og Europa har ikke i de seneste år spillet så aktiv en rolle på den internationale scene, som vi bør gøre, siger statsministeren i den egyptiske hovedstad Kairo.

Set med vestlige øjne har vi kæmpeproblemer med Kina og Rusland, og i den sammenhæng er det vigtigt at have de afrikanske lande med.

Så i øjeblikket har Afrika to klemmer på Europa.

Den ene er krigen i Ukraine. Hvis uenighed om krigen skulle betyde, at Europa ikke vil investere i Afrika, så står Rusland og Kina klar til at rykke ind.

Den anden er migrationen fra Afrika til Europa. Hvis for eksempel Egypten skal hjælpe med at bremse strømmen af flygtninge, så skal de have en ordentlig betaling.

De kan jo se, hvor enorme beløb EU har betalt Tyrkiet for at gøre det samme.

Afrika splittet om fordømmelse

Afstanden mellem Europa og Afrika blev ekstra tydelig i februar, da FN vedtog en fordømmelse af den russiske invasion af Ukraine.

På verdensplan var der stort flertal for fordømmelsen, men afstemningen delte de afrikanske nationer på kryds og tværs.

26 afrikanske lande, deriblandt Egypten, stemte for fordømmelsen.

19 lande undlod at stemme. Deriblandt en af kontinentets økonomiske stormagter, Sydafrika, der står Rusland nært politisk.

Fire lande blev helt væk fra afstemningen, mens to lande – Eritrea og Mali – valgte at stemme sammen med Rusland imod fordømmelsen.

Det er en tydelig besked til europæerne og den vestlige verden om, at man ikke kan tage den afrikanske støtte for givet.

Og at selv om et land som Egypten stemte for fordømmelsen af den russiske invasion, så er det ikke nødvendigvis en fuld accept af den vestlige holdning.

– Man kan ikke sige, at Egypten har en vestlige holdning. Egypten har en egyptisk holdning, siger Mette Frederiksen.

Hvis den europæiske indflydelse i Afrika – og i verden – skal bevares, så vil det kræve en omfattende indsats.

– Vores stærke internationale placering vil ikke altid være der. En række asiatiske økonomier buldrer derudaf, og vil skubbe europæiske økonomier ud af ranglisten over økonomisk styrke. Og europæerne bliver færre og færre, men afrikanerne bliver flere og flere. Magtbalancen vil forskubbe sig år for år, lyder hendes forudsigelse.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here