Home Hørsholm Glem aldrig kulturen!

Glem aldrig kulturen!

1
0
glem-aldrig-kulturen!

Af Thorkild Gruelund (Q) medlem af Kommunalbestyrelsen – Foto: Peter Brandi©

Et godt konservativt mantra gennem årtier. De ord udtrykker stadig SocialKonservatives og min holdning.

Kulturen giver velfærd og inspiration for vores hjerner. Hjernegymnastik.

Men hvordan vi efterspørger kulturen, forandrer sig! Behov for fysiske rammer forandrer sig!

I Hørsholm tænker jeg på vores Kulturhus Trommen.

Vi skal bevare et godt og aktivt bibliotek med gode vilkår for fordybelse. Men vi skal bevare, ved at forandre. Jeg tror ikke pladsbehovet, er det samme som for bare ti år siden.

Det er vigtigt, at børn lærer at komme på biblioteket. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde lagt børnebiblioteket midt i selve biblioteket, som skete ved seneste ombygning.

Hvis jeg, som politiker skulle anbefale noget til Hørsholm Bibliotek, skulle det være, at de skal ud og fortælle om dem selv på gymnasiet, børnehaverne, ældreaktivitetscentrene, skolerne med mere. Kombineret med at de skal invitere målrettede grupper på besøg på biblioteket. Så byd da på en cafélatte!

Alle kender biblioteket! Alle kender også Købmand Dalgaard – alligevel annoncerer købmanden hver uge i Ugebladet.  

Trommen har lagt navn til hele ejendomskomplekset ’Kulturhus Trommen’.

Teater- og koncerthuset skal have et nyt koncept – ’Trommen 2030’.

Meget mere borger, meget mindre kommune. Førhen kom de kulturelle aktiviteter ’oppe fra og ned’. Kommunens dygtige folk planlagde et bredt repertoire. 

I dag skal det være ’nede fra og op’.

Vi byggede nyligt om for millioner af kroner. Vi ville opdatere Trommen som moderne teater og koncerthus. Da vi var færdige med byggeriet, begyndte vi at spare på driften. Lige nu er vi ved langsomt, men sikkert at kvæle Trommen økonomisk. Undskyld udtrykket: lidt Molbo.

Jeg foreslog tilbage i august sidste år mine kollegaer i Økonomiudvalget, at vi skulle se til Hillerød. Her har man Støberihallen, som har én medarbejder ansat. Trommen bør tænke i samme organisation – en ansat, som kan håndtere lys, lyd og en kalender. En billigere driftsform.

Kommunens kulturudvalg skal disponere over 1.000.000 kr., hvor fra foreninger og privatpersoner kan søge tilskud til arrangementer. 

Frivillige kulturelle foreninger vil blomstre op, og påtage sig at gøre arbejdet og arrangere musik-, koncert- og teaterarrangementer.

Professionelle eventfolk indenfor show, teater, musicals og koncertbranchen vil leje sig ind. Formentligt vil de gerne tjene nogle penge på deres aktivitet. Og hvad så? Hvad gør det – ingenting efter SocialKonservatives opfattelse.

Med en fornuftig prispolitik på lejen vil der formentligt gå 2-3 år, så er Trommen booket og i fuld drift igen. På den vis vil vi kunne spare 3-4 millioner kroner, og alligevel huske kulturen!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here