Home Lolland Falster Ny bager åbner på Lolland

Ny bager åbner på Lolland

ny-bager-abner-pa-lolland
Riike Johannsen og Mads Meng bliver ansigterne bag disken i Torvegade, og Bageri Saxkjøbing er blevet til i et samarbejde mellem det unge kærestepar samt Hotel Saxkjøbing og Claus Meyer. Foto: Kim Møller Pedersen

Et nyt pop-up bageri åbnede i sidste uge, hvor sakskøbingenserne får chancen for at kaste sig over kanelsnurrer og andet godt fra et kærestepar, hvor den mandlige del ikke tøver med at kalde sig selv for en rigtig “coronabager”.

Kim Møller Pedersen kmp@ftgruppen.dk

SAKSKØBING: Bageri Saxkjøbing havde første åbningsdag i fredags. Det er i Torvegade, hvor Sakskøbing Madhus holder til. Her er det nu kæresteparret Mads Meng på 26 år og Riike Johannsen på 25, der kaster sig ud i et nyt bageri-eventyr efter et tidligere forsøg med et pop-up bageri samme sted for cirka to år siden.

Og kunne det eventuelt blive til et mere permanent bageri på sigt med det unge kærestepar i spidsen?

Frem til den 1. oktober

– Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Men som udgangspunkt tager vi det her som en oplevelse med en forventning om at holde åbent frem til 1. oktober. Derefter må vi se, hvad der sker. Men vi hælder nok til, at vi derefter skal prøve noget andet. Vi får se, hvad der sker.

Sådan lyder det fra Riike Johannsen, der – akkurat som Mads Meng – er vokset op som en del af det danske mindretal i Sydslesvig, og altså som en del af de danske/dansksindede i Sydslesvig syd for den dansk-tyske grænse.

Annonce

Tog bagekurser

Parret har de seneste seks år boet i København. Her nåede Mads Meng, som egentlig er møbelsnedker af uddannelse, under coronatiden også at interesse sig så meget for at bage og tage bagekurser, at han i dag ikke tøver med at udnævne sig selv som en rigtig “coronabager”.

Hverken han eller Riike Johannsen er uddannet bagere.

– Men mine forældre har drevet et hotel i mange år på den tyske ferieø Sild, så jeg kender en del til både gastronomi og hoteldrift, tilføjer Riike, der er grafisk designer af uddannelse.

Parret reagerede på et opslag fra Claus Meyer i forhold til at byde ind på tjansen med at starte Bageri Saxkjøbing op og her stå for produktionen af alt fra eksempelvis kanelsnurrer, surdejsboller og -brød samt rugbrød og skiftende kager som eksempelvis cheesecake samt endnu flere sager, der løbende vil dukke op på hylderne hos den nye bager i Torvegade.

Annonce

Åbent fem dage om ugen

Bageriet vil være åbent alle dage undtagen mandag og tirsdag fra klokken 7 til 15 – dog kun til klokken 13 søndag – og ellers indtil der er udsolgt. Pølsehorn med pølser fra SuperBrugsen, kaffe fra ligeledes lokale Ubuntu Coffe samt cookies kommer også til at byde sig til. Og så skal det med, at gårdhaven bag bageriet åbnes for bageriets gæster.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here