Da vi i juni kunne fejre grundlovsdag, var det ikke mange danskere, der deltog i festlighederne. Det var forbeholdt de få politisk engagerede, mens størstedelen af befolkningen var travlt optaget af sommeraktiviteter, indkøb, grill og så videre. For de fleste borgere er der blot tale om endnu en dag, der pryder deres årlige rutiner i den i forvejen ekstremt kalenderstyrede tilværelse.
Der var mere engagement omkring bededagen, men det handlede jo også om fritiden og penge.
Få ting kan få den danske befolkning på gaden. Historisk er det kun sket i stort antal, når der har været sportssejre til den ene eller anden. Ellers skal vi helt tilbage til Påskekrisen i 1920, altså for mere end 100 år siden, før der er tegn på et dybere engagement i folkehavet. Hovedreglen er, at man kommenterer på begivenhederne til de rituelle familiesammenkomster eller på arbejdspladsen. Men da man dybest set har det, man føler behov for, er politisk engagement forbeholdt de ambitiøse.
Man lever til gengæld i bedste forstand på bistandshjælp ude i partierne, for politikerne har for længst bevilliget sig selv penge. Partistøtten er eneste mulighed for at overleve, for det er ikke medlemskontingenterne, der får partikassen til at bugne. Engagementet er stendødt. Der er mere aktivitet til de efterhånden mange festivaller om sommeren, hvor danskerne mødes for at drikke fadøl og høre musik i baggrunden. Politik og politikerne formår ikke at begejstre nogen.
Det er ikke så sært. For vi lever i et teknokratisk samfund, hvor stort set alt er givet på forhånd. Nødvendighedens politik er embedsfolkenes enevælde. Og det er svært at skelne mellem politik og embedsførelse, selvom begge klaner ønsker at lade som om, der er forskel. Centraliseringen har forandret samfundet på rekordtid. Omkring 1950 var Danmark et udpræget landbrugssamfund. Ved årtusindeskiftet var vi blevet til et digitaliseret land. Og reform efter reform har indenfor de fleste vitale område af samfundslivet forvandlet borgerne til kvæg på den store teknokratiske farm.
Det er sært, at det blandt embedsfolk i kommunerne er en dyd, at man ikke skal bo der, hvor man leder og fordeler. Man kunne jo risikere at støde ind i de mennesker, der skal leve med det. Denne særegne lille klike af embedsledere har via DJØF formået at kapre den reelle magt i samfundet. Kommunerne er en stærkt undervurderet magtfaktor i det danske samfund. For det er her, den nære virkelighed realiseres. I den moderne udgave af en kommune er der tale om supertankere med milliardbudgetter. Dertil skal en lille flok lokalvalgte politikere på deltid overse det hele. Overfor dem sidder mennesker i embedsapparatet, der tjener 10 gange så meget, som de selv gør, og samtidig kan råde over hele embedsværkets ressourcer.
Dette er naturligvis med til at forstærke effekten af teknokratiet, fordi man dybest set kan drukne disse politikere i papirarbejde med paragraffer, regler og vejledninger. Hvoraf det ofte er belejligt at konstatere, at “sådan er loven”, som om det er skrevet i granit. Det burde jo være politikerne der udformede loven. Men den uendelige kaskade af pressemeddelelser fra ministerier og styrelser vidner om, at det er få centrale embedsfolk i statsapparatet, der styrer landet.
De politiske visioner er få.
Det hele handler sandsynligvis om, at vi har fået skabt en alt for kompleks samfundsorden. Ingen kan reelt overskue det, og derfor kører det planløst derudaf med skandale efter skandale i alle grene af forvaltningsapparatet. Decideret lovoprydning burde være første opgave for politikerne på Christiansborg. Simpelthen at få reduceret og nedbragt regler, regler og regler. Danskerne drukner i regler. Også fordi tendensen indenfor politik længe har været, at hvis man så et problem, så skulle man straks lovgive om det. Helt ned på bagatel niveau.
Samtidig med denne udvikling er digitaliseringen kørt totalt af sporet. Grundreglen er efter alt at dømme, at de nye muligheder skal udnyttes til mere kontrol. De offentlige IT-systemer tager udgangspunkt i, at borgerne er kriminelle indtil det modsatte er bevist. Mange skriftlige meddelelser, ofte forfattet af robotter, har et truende sprogbrug. Det handler minimum om mistænkeliggørelse af borgerne. Når fejl i systemerne konstateres, er det i bedste fald beklageligt. Der er få konsekvenser for dem, der står bag den katastrofale implementering af fejlbehæftede systemer. På trods af at det koster samfundet milliarder af kroner. Læg dertil de systemer der reelt ikke er behov for, men som skal tilfredsstille embedsapparatets behov og ikke borgernes.
Alt bliver pakket ind i markedsføring. Nye ord og begreber, der skal begrunde forskellige former for underkastelse eller reduktion af retssikkerheden, dukker op rutinemæssigt. Statens advokatfirma, Kammeradvokaten, rådgiver løbende embedsværket i, hvordan man slipper af med trælse problemer. Cheferne putter millioner af lønkroner i lommen allevegne i den offentlige sektor. Med begrundelse i ansvarsbyrden. Der reelt ikke eksisterer, fordi der er få reelle konsekvenser. Mange der fyres fra en topstilling, og med millioner i afskedsvelsignelse til følge, kan kort tid senere bestride en ny, måske endda bedre stilling, end den de forlod.
Mens politikerne ikke sjældent søger over i andre grene af selvsamme netværk, når de gerne vil tjene flere penge.
Det handler ikke kun om at se tilbage mod “gamle dage” i en eller anden nostalgisk foranstaltning. Vi har også haft enevælde i Danmark. Men det handler om politiske visioner. Eller mangel på samme. At politikere ikke skal vælges som administratorer, men som beslutningstagere. Af den slags der udstikker retninger. Som på baggrund af politiske holdninger ønsker en bestemt samfundsmodel.
Vi er her i 20’erne langt fra at kunne se partier med deciderede programmer, der vil reformere samfundet grundliggende. Valgene handler om fordelingspolitik. De mere principielle spørgsmål må vente til der er råd.
Men det får vi aldrig. Politik burde handle om hvilken samfundsmodel der tjener borgerne bedst. Ikke hvor mange penge man kan hente hos borgerne for at fordele dem til alverdens formål, man vil vælges på.
I den vestlige verden er der en alvorlig demokratisk krise. Vi ser den allevegne. Tilliden til demokratierne er svækket. Alt for meget spin og bullshit har bragt den vestlige verden ud i en tillidskrise. Og mange politikere er blevet forvandlet til bangebukse, der ikke tør sige hverken det ene eller andet, fordi de frygter vælgerne. Vi savner de karismatiske politikere, der på godt og ondt stiller sig frem for at tage et ansvar. I dag har vi et samfund, hvor ingen rigtig bestemmer.
Det er blevet hovedløst. Ansvaret skubbes rundt mellem kommuner, regioner og stat. Kassetænkningen er smart for politikere og embedsfolk, der lystigt kaster ansvaret over på hinanden. Men den er dybt skadelig for borgerne, der slet ikke får den service fra det offentlige, som de rent faktisk betaler for over skatten.
