Silkeborg klarer sig bedre end mange andre byer i provinsen, når det kommer til at have »udsolgt« af lejemål i handelsgaderne. Aktuelt er der tre ledige i Østergade, men udlejerne siger, at det er et tilfælde, og de nok skal blive udlejet.
Udover at kommunen efter et meget langt tilløb fik lagt ny belægning på Jorn Torvet, Søndergade og Vestergade, så er der noget andet, som også ændrer sig i midtbyen i disse år. Der dukker flere og flere mere specielle butikker op, som tilbyder dét, man ikke får ret meget af gennem nethandel: Oplevelser!
Selvfølgelig er der caféer, restauranter og vinbarer, men der kommer også flere butikker, hvor der er kombinationer af butik og oplevelser, som gør Silkeborg til en attraktiv og spændende by at besøge. Alle kender Glasværkstedet, hvor Mikkel Yerst i sit arbejdende værksted ikke blot tryller med 1.140 grader varmt glas, men også har ginsmagninger og andre sjove events.
Ny i klassen er Brandt Brød på Søtorvet, som blev et Instagram-fænomen inden åbningen. Cathrine Brandt har over 100.000 følgere på Instagram, men har sideløbende formået at få over 15.000 Instagramfølgere af sin nye butik – inden den åbnede! Butikslokalet er stort og åbent, og man ser melmøllen og konditoren i arbejde, mens der afholdes kurser og bageevents i lokalet ved siden af.
Snart får brødbutikken en ny nabo, hvor kombinationen bliver frisør, wellness, vin og tapas. Det lyder umiddelbart som en sjov sammensætning, men netop dét er en del af at skabe oplevelser. Texas Collective har i flere år drevet et anderledes koncept i Nygade, hvor der er og har været både tøj, frisør, fotograf, tatovør og spillested.
Brd. D’s Vinhandel har lige åbnet vinbar inde i butikken, så man nu kan smage på dråberne, inden der investeres i en god flaske, og det er præcis den type oplevelser, som enten skal ses live eller smages på, der er en stærk modvægt til nethandlen.
Alt sammen er med til at minimere antallet af de ofte lidt kønsløse konceptbutikker, som er magen til i alle andre byer. Desværre lukker der også lokale specialbutikker som bl.a. Bundgaards og Shilling Nyborg, der »kun« handler med noget, som man også kan finde på nettet. For det er ikke nok længere at levere service, hvis prisen er lavere på nettet – det eneste, der kan konkurrere med dét, er et unikt sortiment og/eller oplevelser. Heldigvis har Silkeborg en del hyggelige butikker, der lever op til det.
Silkeborg IF Invest har lige købt Tværgade 7, som er gadens øjebæ, der i dag rummer en bank. Håbet må være, at man tænker en ny bygning, der gør Tværgade ære arkitektonisk, og at der bliver rum til nye spændende butikskoncepter og caféer. Meget afhænger selvfølgelig af huslejeniveauet – her har flere store udlejere i handelsgaderne en moralsk forpligtelse til at sætte et niveau, der giver mulighed for nye koncepter og oplevelser, så det ikke blot er konceptbutikkerne, der kan være med.
For det er variationen og oplevelserne, der skal holde liv i handelsmiljøet – så skal kunderne nok komme til Silkeborg. Også selv om man ikke kan parkere gratis som ved det kedelige Herning Centret!