Home Ikast Nyt liv i Ikasts gamle stationsbygning: Nu åbner Jernbanecaféen snart igen |...

Nyt liv i Ikasts gamle stationsbygning: Nu åbner Jernbanecaféen snart igen | Ikast-BrandeNyt

2
0
nyt-liv-i-ikasts-gamle-stationsbygning:-nu-abner-jernbanecafeen-snart-igen-|-ikast-brandenyt

Journalist

IKAST – Hvornår åbner I? spørger en midaldrende mand, der stikker hovedet ind i Jernbanecaféen, mens Niels Rasmussen er i gang med at tage nye caféborde ud af en papkasse.

– Om tre-fire uger. Det arbejder vi i hvert fald på, svarer han med et smil.

Den slags samtaler har Niels Rasmussen dagligt, for der er rigtig mange ikastborgere, som er nysgerrige på, hvornår de igen kan nyde deres mad på Jernbanecaféen.

– Der er virkelig mange, som kommer forbi og lige skal høre, om vi mon snart åbner. Det er lidt hyggeligt og viser jo, at det er en by, hvor folk følger med i, hvad der sker, siger 49-årige Niels Rasmussen.

Fra Aarhus til Ikast

Sammen med sin 46-årige hustru, Rapheeporn Truadmakkoa, som i daglig tale kaldes for Num, er han ny indehaver af Jernbanecaféen på Lille Torv i Ikast.

Den har været lukket siden marts, men inden længe bliver der igen serveret mad i lokalerne, og denne gang er det to nye ikastborgere, som står i køkkenet.

– Vi har boet i Aarhus i mange år, men nu har vi fået et hus i Ikast, som vi flyttede ind i 1. juli. Så vi er meget nye i byen, fortæller Niels Rasmussen.

Relationen til Ikast har de dog haft de seneste tre år, for deres 12-årige søn, Georg, går på friskolen Guldminen i byen.

– Han begyndte på skolen, da han var ni år, så de seneste tre år har han taget toget frem og tilbage hver dag. Han er simpelthen så glad for at gå der, og derfor har vi også gået og overvejet, om vi mon skulle rykke til Ikast, så vi kunne kombinere arbejde, skole og hverdagsliv, fortæller Niels Rasmussen.

Kombination af thai og dansk

Både han og fruen er uddannet inden for madlavning, og de har gennem længere tid gået og overvejet at starte en diner transportable, hvor de kunne levere mad til fester.

– Men så faldt vi over bygningen i Ikast, og det er jo et virkelig charmerende sted, som har et naturligt flow af mennesker, fordi caféen ligger på en banegård. Hele atmosfæren omkring stedet tiltalte os rigtig meget, og så bestemte vi os for, at det skulle vi da prøve. Og nu er vi her, siger Niels Rasmussen med et grin.

Caféen beholder navnet Jernbanecaféen, men menukortet kommer til at se noget anderledes ud end tidligere.

– Min kone er fra Thailand, så ud over cafémad kommer der også thaimad, uden at det dog bliver en thairestaurant. Vi har arbejdet sammen i mange år, så vi har et godt koncept, hvor hun står for thaidelen, og jeg tager mig af de klassiske danske retter. Jeg er udlært i det franske køkken, og vi synes, at kombinationen fungerer rigtig godt, siger Niels Rasmussen.

Han fortæller, at menukortet – ud over thairetter – kommer til at bestå af traditionelle caféretter som sandwich, smørrebrød og pariserbøf.

– Og så kan man selvfølgelig også komme ind til os og få en kop kaffe og hjemmebag, fortæller han.

Køb hverdagsret med hjem

De nye caféejere vil også give ikastborgerne mulighed for at købe aftensmad med hjem, så derfor er planen, at de vil have åbent til klokken 20 hver dag.

– Vi kommer til at tilbyde »dagens hverdagsret«, så folk kan få dejlig mad med hjem, når de kommer med toget, eller når de bare har lyst til at slippe for selv at lave aftensmad, fortæller Niels Rasmussen.

Derudover laver de også mad, som man kan tage med på farten, hvis man for eksempel skal med toget.

– Men det bliver ikke de traditionelle ting som pølsehorn og pizzaslices. Det må godt være lidt sundere og fylde lidt mere i maven, så vi vil blandt andet lave proteinboller, fortæller han.

Åbner om tre-fire uger

De nybagte caféejere glæder sig rigtig meget til at komme i gang, men de må lige afvente noget elektricitet, der skal fungere helt.

– Vi kan næsten ikke vente med at få åbnet, men elektrikeren har lige sagt, at der nok går tre-fire uger, så vi må prøve at være lidt tålmodige, fortæller Niels Rasmussen med et smil.

Han og hustruen er allerede begyndt at reklamere for caféen på de sociale medier, hvor mange ikastborgere viser interesse.

– Vi kan mærke, at der er rigtig god opbakning i byen, så vi vil gerne i gang hurtigst muligt. Det bliver en spændende udfordring, som vi glæder os helt vildt til, siger Niels Rasmussen.

De nye caféejere har ændret meget på indretningen og håber på at skabe et roligt miljø, hvor gæsterne for alvor kan geare ned. Foto: Linna Grøn

På væggen i caféen hænger et billede, som viser, hvordan stationsbygningen har haft en vigtig funktion i Ikast gennem historien. Foto: Linna Grøn

Rapheeporn Truadmakkoa og Niels Rasmussen er lige flyttet til Ikast sammen med deres 12-årige søn, Georg. Foto: Linna Grøn

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here