Peter Sommer gav Smukfest-publikummet en opsang

Følg Smukfest direkte i Uge-Bladets liveblog under hele festivalen i bøgeskoven. Klik her.

Klokken 17.30 torsdag var sanger og sangskriver Peter Sommer sammen med sit band Tiggerne programsat til at stå på Bøgescenen. Og det gjorde de. Klokken 17.30 præcis. 

Knapt så tidspunkt-tro syntes publikum denne hensygnende eftermiddag. I hvert fald var der langt fra tætpakket på pladsen foran scenen, sådan som man ellers ville have forventet, når Peter Sommer, der er opvokset i Skanderborg, optræder på hjemmebane. 

Som kaldet brød solen frem af skydækket, da Peter Sommer lagde ud med nummeret “Skønne spildte kræfter”. På linjen “High fives som man aldrig rammer” løftede bysbarnet armen mod publikum til en luft-high five. Enkelte blandt publikum gengældte sangerens high five. Flertallet havde mere travlt med at snakke. 

Først da nummeret klingede af, og et par konfettikanoner placeret på hver side af scenen blev udløst og dryssede en sky af kulørte papirstrimler ud over publikum, forvandledes snak til et jubelhyl. Braget fra kanonerne syntes at have vækket den matte forsamling. 

»Hvad har vi i dag? Torsdag. Nogle af jer har måske været her siden søndag. Er I trætte?« lød det fra Peter Sommer, der aåbenlyst havde noteret sig eftermiddagens slow-mo publikum. Svaret fra publikum var ikke rungende, men dog et synkront »Nej!«. 

Det svar besluttede Peter Sommer og Tiggerne at trykprøve med det mere tempofyldte og rockede nummer “Bittersød natskygge”. 

»Mine forældre tog mig første gang med til Danmarks Smukkeste Festival, nu bare kaldet Smuk, i 1984. Dengang var jeg bare ti år. Det her nummer er dedikeret til mine forældre. Min mor, der sidder i rullestol, er kommet op ad rampen og sidder derovre over “Fad 1”. Hej mor!« Med smilende øjne vinkede Peter Sommer over imod boden, hvor hans mor ganske rigtigt sad. Og vinkede retur.

Folkelighed og flossede følelser

Folkeligheden, nærværet og evnen til at skrive tekster om de følelsesmæssige kvaler, vi andre typisk har svært ved at sætte ord på, er sammen med en karakteristisk stemme kendetegnende for Peter Sommer. Og formentlig noget af det der har gjort en stor del af numrene på de ni albums, Sommer og hans Tiggere i årenes løb har eksperimenteret sig igennem, til hits. 

Lige præcis folkeligheden, nærværet og en perlerække af sine hits havde Peter Sommer også taget med sig denne torsdag i Bøgeskoven. 

»Min gode barndomsven har givet mig inspirationen til det næste nummer. Han er med os her i dag. Giv Klaus Handsome en hånd, mine damer og herrer,« lød Peter Sommers oplæg til storhittet “Tigger”. 

Cirka midt for scenen stod den Skanderborg-opvoksede sanger og sangskriver Klaus Handsome. Publikum fulgte Sommers opfordring og sendte en svada af applaus og løftede fadøl i retning af Handsome, der kvitterede med nik og et smil. 

På “Tigger” var publikum med. Nu ikke længere kun fysisk, men også mentalt. Flere valgte at gemme snakken til senere og synge med. 

»Kan I mærke, hvad det her er? Det er kærlighed. Det er smukt. Og det er jeres fest!« proklamerede Peter Sommer fra scenen, som han bevægede sig rundt på, som havde den været hans egen baghave. Hvilket det jo næsten også er, sangerens Skanderborg-rødder taget i betragtning. 

Trods en stødt voksende publikumsmasse foran Bøgescenen, fandt en gruppe smuklinge iklædt gummistøvler plads til en fællesdans, da Sommer og band forkælede mængden med “Begge Veje”. Et nummer frontmanden præsenterede som “En hippiesang med lyd af Nephew”. 

»Og nej, nu er det ikke sådan, at Nephew er blevet genforenet til lejligheden og kommer ind fra højre og er med os på scenen,« forsikrede Sommer, da navnet “Nephew” fik flere til at huje højlydt. 

Et frø blev plantet

Som tonerne fra “Vi der valgte Mælkevejen” drev ind over skoven, gjorde skyerne det samme. Koncerten nærmede sig sin slutning. 

»Den næste sang har jeg spillet et utal af gange, og det er den, vi lukker af med: “8-6-6-8”.« 

Titlen på Sommers signatursang vækkede udelt begejstring hos den aldersmæssigt blandede publikumsskare, der ivrigt istemte omkvædet: 

»Gid du kom til Skanderborg og blev her. Gid du var så tæt at jeg ku’ se dig…«

Da sangens sidste tone var forstummet, fortrak Sommer og band og efterlod scenen tom. Men det kun kortvarigt. Som vel sagtens den eneste kunstner, der kan få ekstra spilletid på Smuk, entrerede Peter Sommer atter Bøgescenen og greb en mikrofon. Flankeret af Tiggerne begyndte han at synge. Eller nærmere mime. Mikrofonen var død. Efter et par lydløse linjer, hentede frontmanden en anden mikrofon bag sig. Musikken ebbede ud. 

»Nu gjorde jeg det, man bare ikke må gøre til en koncert; tog den forkerte mikrofon. Det vil jeg gerne forsøge at rette op på,« sagde trubaduren med vanligt overskud. Og nu med lyd. 

»Den meget velskrivende klaphat, Thomas Treo, plejer at pointere, at der er for meget snak til koncerter. Så… Jeg trængte til at snakke, ikke tale, bare snakke…,« indledte Peter Sommer sit første ekstranummer “Valby Bakke”. 

En ørehænger, publikum tydeligt kendte og gladeligt demonstrerede, at de kunne teksten til. 

»Det var lige præcis det her, jeg håbede at opnå! Men han har jo ret, Treo. Hvorfor står I og snakker, når I har købt en billet til flere tusind kroner for at komme ud og høre musik? Syng, klap og dans med os. Det er den eneste udveksling, vi ønsker.«

Oven på den kærlige opsang fulgte et af Sommers nyeste numre ”De uforelskede i København”. Koncertens sidste nummer. 

Peter Sommer og band bukkede af, og med ordene »Vi elsker jer!« samt et hint til Ekstra Bladets berygtede musikanmelder, den føromtalte Treo: »Seks store hjerter herfra!« forlod Skanderborg-sangeren og hans Tiggere Bøgescenen. Tilbage stod en humørfyldt, men nu mindre snakkende og tydeligt eftertænksom crowd. Peter Sommer havde plantet et frø i skoven.