Home Nyheder Efter benhårdt spareår overrasker økonomien, men er det tid til luksusrejser og...

Efter benhårdt spareår overrasker økonomien, men er det tid til luksusrejser og ny bil?

2
0
efter-benhaardt-spareaar-overrasker-oekonomien,-men-er-det-tid-til-luksusrejser-og-ny-bil?

Nye tal viser, at økonomien har klaret sig bedre end ventet sidste år.

Danmarks bruttonationalprodukt (BNP), der viser den samlede værdi, som danske arbejdspladser har skabt, bliver vurderet til at være vokset med 3,4 procent i 2022.

Danmarks Statistik står bag tallene, som dog kun er en estimeret første indikator på, hvordan det er gået.

Og spørger man Forbrugerrådet Tænks seniorøkonom, Morten Bruun Pedersen, så skal man derfor også lige tænke sig om to gange, før man trækker spenderbukserne på og løsner livremmen i privatøkonomien.

Det mener han, både fordi tallene ikke er endelige, og fordi tallene uanset hvad ikke siger noget om, hvordan fremtiden ser ud.

– Det er selvfølgelig meget fristende at øge ens forbrug, når der kommer optimistiske tal. Men jeg vil nok lige slå lidt koldt vand i blodet her. Det, der kendetegner økonomien både i Danmark og globalt, er jo usikkerhed.

– Vi ved ikke, hvilken vej det går. Det kan godt være, det er gået forrygende nu her i 2022. Men det er jo ikke sikkert, at det fortsætter, når vi kommer ind lidt længere i 2023, siger han.

Gem noget månedsløn på kistebunden

Ifølge forbrugerøkonomen er det vigtigt at forstå, at Danmarks Statistik kommer til at opdatere sine tal.

Det, vi nu får fra statistikkontoret, bygger derfor på færre data end den endelig opgørelse.

Morten Bruun Pedersen mener dog godt, at man med tallene fra Danmarks Statistik kan sige, at vi herhjemme har en sund økonomi, som har klaret sig godt.

Men derfor skal man som forbruger alligevel tænke sig om, før man går ud og køber stort ind af luksusprodukter eller låner penge til noget, der på sigt slår bunden ud af budgettet.

Dyre rejser, biler og anden luksus kan der godt være plads til, men man skal have en sikkerhed i banken først, lyder hans råd.

– Sørg for at have en økonomisk buffer. Altså det vil sige opsparing af sådan tre-fire månedslønninger til uforudsete ting, fordi vi lever i en usikker verden. Det kan godt være, det ser ud til, at det er gået godt i 2022, men det er ikke sikkert, det fortsætter hundrede procent, selvom de fleste ser lidt mere optimistisk på det, end man gjorde for et halvt år siden, siger Morten Bruun Pedersen.

Corona og krig spøger stadig

Det er dog ikke alle brancher, der har bidraget lige meget til vores bruttonationalprodukt sidste år.

Særligt er det industrien – mere specifikt medicinalindustrien – som trækker aktiviteten op i slutningen af 2022.

Branchen er især præget af store, globale spillere med medarbejdere og markedsandele mange steder i verden.

Derfor kan der godt være en skævhed i, hvordan man har vejet netop den branche, som på sigt kan blive udjævnet, når Danmarks Statistik i de kommende måneder genbesøger tallene, siger Morten Bruun Pedersen.

– Især inden for medicinalindustrien har vi nogle rigtig store, globale virksomheder, som Novo Nordisk og andre, der trækker læsset her. Så derfor kan noget af den her vækst godt være lidt ensidig, siger han.

Og så er der også de mange økonomiske usikkerheder i fremtiden, som tallene ikke siger noget om.

Dem er det svært at spå om, men Morten Bruun Pedersen nævner blandt andet coronasmitte, som én af de usikkerheder, der også kan give uro på verdensmarkederne i 2023.

Selvom det er lang tid siden, at vi smed mundbindene herhjemme, så kan corona ikke helt afskrives som en risiko for økonomien endnu, mener forbrugerøkonomen.

I Asien og særligt Kina kan smitten stadig nå at sætte prop i leverancer af de råstoffer, som netop industrien skal bruge i fremtiden.

– Vi har også en krig i Ukraine, og vi har nogle energipriser, der godt nok er noget lavere nu, men som vi ikke ved, om kan finde på at stige igen, siger forbrugerrådet Tænks seniorøkonom, Morten Bruun Pedersen.

Hvis du er interesseret i aktuelle forbrugerpriser, kan du løbende følge med og blive opdateret ved at klikke på overblikket herunder:

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here