Home Nyheder Aftale om hjælp til udsatte børnefamilier på plads: Cirka 40.500 familier får...

Aftale om hjælp til udsatte børnefamilier på plads: Cirka 40.500 familier får minimum 7.500 kroner

2
0
aftale-om-hjaelp-til-udsatte-bornefamilier-pa-plads:-cirka-40500-familier-far-minimum-7.500-kroner

300 millioner kroner er nu fordelt til de børnefamilier, som er hårdest ramt af inflationen.

Beskæftigelsesminsteren Ane Halsboe-Jørgensen (S) holder doorstep om inflationshjælp til udsatte børnefamilier sammen med aftalepartierne. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Omkring 40.500 familier kan nu se frem til en økonomisk håndsrækning senest fra juni i år.

Det har SVM-regeringen netop lavet en aftale om med SF, De Radikale og Alternativet.

– Vi har landet noget, hvor vi kan sige, at de børnefamilier, der har mindst, de får en hjælpende hånd, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

I alt omfatter aftalen cirka 65.100 børn i familier, hvor en eller begge forældre modtager ydelser i kontanthjælpssystemet eller ressourceforløbsydelser.

Der er tale om et skattefrit beløb, som ved et barn lyder på 7.500 kroner. Har man to børn, modtager man yderligere 3.750 kroner for det andet barn. Og skulle der være et tredje, så udløser det 2.250 skattefrie kroner.

Beløbet vil komme i to rater. Det første beløb kommer senest i juni 2023 – og det andet kommer først i august.

Pengene er afsat i den seneste pakke med inflationshjælp, der landede for lige godt 14 dage siden, og kommer fra en pose, de udsatte børnefamilier i forvejen skulle have haft i et midlertidigt børnetilskud. Et børnetilskud, regeringen har sløjfet.

Men hvordan midlerne skal fordeles, blev udskudt til senere forhandlinger.

Og det er altså de forhandlinger, der nu munder ud i en aftale, som ifølge Ane Halsboe-Jørgensen rummer en større gruppe end dem, der skulle have haft det midlertidige børnetilskud.

Karsten Hønge, der er beskæftigelsesordfører for SF understreger, at de i partiet mener, at der er tale om akuthjælp.

– Fordi SF er meget forbandede over, at den der midlertidige børneydelse er forsvundet. Den holdt ellers hånden under de fattigste familier. Derfor er det vigtigt, at vi nu har får rakt den helt nødvendige økonomiske hånd til dem, der har allermest brug for det, siger han.

Men når han mener, der er tale om akutpakke, så er det, fordi SF mener, at der også næste år – “inflation eller ej” – vil være familier, som har brug for økonomisk hjælp.

DF, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne er ude

Men det blev altså uden Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne, at aftalen faldt på plads.

Det stod klart kort inden aftenens pressemøde.

Cirka en time inden kom de tre partier nemlig ud af Beskæftigelsesministeriet, efter de havde besluttet at forlade forhandlingerne.

Regeringen insisterer på, at de skal gå til ikke-vestlige indvandrere, der er udenfor arbejdsmarkedet. Det, synes vi, ikke er i orden, sagde udlændingeordfører for Danmarksdemokraterne Peter Skaarup.

Nogenlunde samme toner lød fra Nye Borgerlige.

– Vi har hele tiden sagt, at det her ekstra tilskud til børnefamilier er en dårlig idé, fordi det før ramte 64 procent ikke-vestlige indvandrere. Det rammer – efter en masse tovtrækkeri – stadig 44 procent. Derfor kan jeg ikke se Nye Borgerlige i aftalen, sagde partiets beskæftigelsesordfører, Kim Edberg Andersen.

Men fra De Radikale, som er med i aftalen, lyder det anderledes: De mener, at det handler om, at dem, der har mest brug for hjælpen, får den:

– Denne her aftale handler om de fattigste børn i Danmark. Det gør den, uanset hvor du bor henne, eller hvilken hårfarve du har.

– Den handler om, at vi rent faktisk sørger for, at de børn, som mærker allermest til, at mor og far har svært ved at betale regningerne, nu får en hjælpende hånd, siger Katrine Robsøe, der er beskæftigelsesordfører for De Radikale.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here