Home Nyheder Amerikansk journalist blev overvåget af TikToks kinesiske moderselskab

Amerikansk journalist blev overvåget af TikToks kinesiske moderselskab

2
0

I Washington D.C stiger kravet om et nationalt forbud af den populære app TikTok, der er ejet af det kinesiske selskab, ByteDance.

Efter at have skrevet flere kritiske artikler om TikTok fik Emily Baker White sig pludselig en ubehagelig overraskelse. Hun fandt ud af, at hun blev overvåget af et hold, ansat af selskabet, der ejer TikTok. (Foto: © Jacob Albert Lorenzen)

Emily Baker White fik sig pludselig en ubehagelig overraskelse.

Hun havde over længere tid skrevet en række kritiske artikler om TikTok, da hun fandt ud af, at hun blev overvåget.

– Et team hos ByteDance i Kina (selskabet, der ejer TikTok, red.) var blevet sat til at overvåge mig. De brugte min TikTok-app og min TikTok-konto, så de via min IP-adresse kunne spore min lokalitet. De ville se, om den matchede lokaliteten hos ansatte i TikTok, fortæller hun og fortsætter:

– De gjorde det i et forsøg på at finde frem til mine kilder.

Hun havde netop skrevet en artikel, som var baseret på båndede optagelser af over 80 timers intern kommunikation fra ByteDance og TikTok.

– Da jeg modtog de bånd fra mine kilder, havde jeg bevis for, at ansatte i Kina havde adgang til amerikanske brugeres data – og at den adgang blev benyttet jævnligt, siger hun.

Interne optagelser viste bånd til Kina

TikTok har i årevis garanteret, at data, som blev indsamlet i USA, var beskyttet og blev i USA, og selvom den sociale medieplatform var ejet af kinesiske ByteDance, så var der en hermetisk lukket dør imellem de to: Kinas regering og kinesiske ansatte kunne ikke få adgang til amerikanske brugeres data.

Men ifølge Emily Baker White viste optagelserne fra hendes kilder, at ansatte i ByteDance i Beijing havde adgang til ikke-offentlige data fra TikTok-brugere i USA – direkte i strid med de vidnesudsagn, som ansvarlige hos TikToK havde givet under høringer i Kongressen i Washington D.C.

I USA har der nemlig været undersøgelser i gang af TikTok siden 2019. Her begyndte Komiteen for udenlandske investeringer at efterforske, hvorvidt TikTok udgjorde en national sikkerhedsrisiko på grund af det kinesiske ejerskab. Og i 2020 truede daværende præsident Trump med at forbyde TikTok, hvis det forblev kinesisk ejet.

– Et team hos ByteDance i Kina var blevet sat til at overvåge mig. De brugte min TikTok app og min TikTok konto, så de via min IP-adresse, kunne spore min lokalitet. De ville se, om den matchede lokaliteten hos ansatte i TikTok i et forsøg på at finde frem til mine kilder, fortæller hun. (Foto: © Jacob Albert Lorenzen)

Biden-administrationen har længe forhandlet med TikTok. Men blandt politikere i Washington har der været en stigende bekymring for, at TikTok, som i starten blev kendt for sjove dansevideoer, kan bruges som et avanceret overvågningsvåben.

Hos FCC – en myndighed, som blandt andet rådgiver Kongressen om datasikkerhed – er der ingen tvivl. Her anbefaler man det forbud, som et tværpolitisk lovforslag nu lægger op til.

Det er ikke direkte rettet mod TikTok, men hvis det bliver vedtaget, vil det i store træk give USA’s præsident beføjelser til at forbyde udenlandske teknologier, hvis de ses som en national sikkerhedsrisiko.

– I årevis fortalte TikTok lovgivere: Bare ta’ det roligt. Ingen amerikanske data ender i Kina. Men denne her afsløring, baseret på intern kommunikation, viste, at alt blev set i Kina, fortæller Brendan Carr, kommissær i FCC.

En del af et storpolitisk opgør

Kinesisk sikkerhedslovgivning slår fast, at det kinesiske styre har beføjelse til at indsamle data fra kinesisk-ejede virksomheder. Og derfor er TikTok blevet en del af det storpolitiske opgør mellem USA og Kina.

Brendan Carr ser den populære app som en klar national sikkerhedsrisiko.

– TikTok måtte jo til sidst indrømme, at ja, amerikanske journalister var blevet overvåget. Men truslen er større end det, siger han.

Kinesisk-ejede virksomheder er underlagt det kinesiske styre. De skal dele data, hvis de bliver bedt om det, og de må ikke fortælle, hvis de gør. Derfor ser Brendan Carr advarsler fra de amerikanske efterretningstenester.

Allerede i 2020 var daværende præsident Trump kritisk over for den kinesiske app. (Foto: © Dennis Van Tine/STAR MAX/IPx, Dennis Van Tine/STAR MAX/IPx)

– Hvis alt kan flyde til Beijing, kan overvågning af data blive brugt til blandt andet afpresning. Men nu er TikTok også stedet, hvor mange får deres nyheder. Så TikTok kan også bruges til misinformation og til påvirkning af den offentlige mening, eksempelvis, når det gælder Kinas interesse i Taiwan, siger Brendan Carr.

– TikTok har utrolig stor indflydelse på vores kultur. Lige fra, hvordan vi opfatter ting, vores samtaler med andre, til spørgsmål som: Hvad er et demokrati, og hvad burde det være. At et så magtfuld medie er ejet af et kinesisk firma, som er underlagt et autoritært styre, er problematisk, mener journalist Emily Baker White.

En TikTok-bygning i Californien. (Foto: © VALERIE MACON, Ritzau Scanpix)

Amerikanske tech-firmaer og sociale medievirksomheder har i årtier påvirket, høstet og solgt brugeres data, og TikTok har hurtigt spist sig ind på amerikanske markedsandele.

Det har fået kritikere til at spørge, om et krav om forbud er pakket ind i økonomisk protektionisme.

– Jeg har en lang række bekymringer om tech-firmaer i det hele taget, også dem, der har base her i USA, siger kommissær i FCC, Brendan Carr.

Men ifølge ham er der en stor forskel på dem og TikTok. Dem i Silicon Valley opererer i et kapitalistisk system og er drevet af at tjene penge. De skal stå til ansvar i et amerikansk retssystem, siger han.

– I Kina kan en virksomhed ikke eksistere, hvis ikke den gavner det kinesiske kommunistiske parti. Der er det ikke kun målet om at tjene penge, der driver værket, siger Brendan Carr.

TikTok: En uheldig sag

I et interview med DR indrømmer Michael Beckerman, som er vicepræsident i TikTok og ansvarlig for public policy i USA, at sagen om overvågning er problematisk og har kostet TikTok dyrt.

– Det var en uheldig sag. De ansatte, der stod bag, er fjernet, siger han og fortsætter:

– Vi har sagt igen og igen, at vi ikke deler data med de kinesiske myndigheder. I det her tilfælde handlede det om, at nogen ansatte i Kina gik for langt i et forsøg på at finde ud af, hvem der lækkede oplysninger. Der blev ikke givet informationer til den kinesiske stat.

Ifølge Beckerman har TikTok gennemgået en kæmpe omstrukturering i USA under navnet “projekt Texas”. Data skal fremover opbevares hos amerikanske Oracle, og det bliver kun amerikanere, der har ansvar for datasikkerheden hos TikTok i USA. Lignende øvelser er i gang for TikTok i Europa.

Men ejerforholdet er stadig det samme: Kinesiske ByteDance ejer TikTok, og det har hovedkvarter i Beijing.

Michael Beckerman under en høring i Senatet i 2021. (Foto: © Jim WATSON, Scanpix Denmark)

Til det svarer Michael Beckerman i denne udveksling med DR:

– Vi er forpligtet til at følge lovgivningen i det land, hvor vi befinder os, om det er i Danmark, Europa eller USA.

Så siger du, at ByteDance ikke er forpligtet til at følge kinesisk lov, når det gælder udlevering af data?

– Ikke når det gælder europæiske eller amerikanske brugere, nej…

Så hvis det kinesiske kommunist parti beder om data?

– Så vil vi sige nej.

Men holder den garanti, når kinesisk lov samtidig gør det ulovligt at oplyse, hvis du som virksomhed bliver bedt om at udlevere data?

– Loven her i USA forbyder os at dele data. Og vi følger amerikansk lovgivning. Så det bliver lidt af et trickspørgsmål, når vi siger, at det vil vi ikke gøre. Og du siger, jamen, det må I jo ikke sige, hvis I gør. Men det er præcis derfor, at vi gennemgår den her kæmpe øvelse nu, hvor vi flytter data til USA. Lagrer det i USA. Og gør amerikanere ansvarlige for sikkerheden i USA. Og tilsvarende i Europa, svarer Michael Beckerman.

Millard-industrien som vokser

TikTok er blevet et gigantisk univers, hvor influencers tjener styrtende med penge på at reklamere for virksomheder, som rykker deres reklamepenge hen, hvor forbrugerne er. Og politikere ved, at et decideret forbud af den populære app vil blive kontroversielt og upopulært.

TikTok er, til trods for myndigheders advarsler rundt omkring i verdenen, kun fortsat med at vokse, særligt blandt yngre brugere.

I en rapport om medieudviklingen i Danmark viser tal, at i 2019 var kun tre procent af unge mellem 15 og 29 år på TikTok ugentligt. Sidste år var det tal steget til hele 41 procent.

TikTok er det hurtigst voksende sociale medie på verdensplan. I 2018 havde mediet 55 millioner brugere, der var aktive mindst én gang om måneden. I 2021 var det tal steget til over 1,2 milliarder. (Foto: © Jacob Albert Lorenzen)

Emily White tror, at det bliver svært at lande en aftale med lovgivere i USA, fordi mistilliden er stor.

– I Washington forbliver fokus på, at uanset, hvad TikTok ruller frem, så er det ejet af et kinesisk firma, der er underlagt loven i en autoritær stat. Men jeg tror også, at mange lovgivere tænker, at konsekvenserne af et forbud kan blive større end nogen lige forestiller sig, også i forholdet til Kina, og derfor går de forsigtigt frem. Det her bliver svært, og jeg misunder dem ikke, slutter hun.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here