Home Nyheder ANALYSE I USA er misinformation blevet en god forretning

ANALYSE I USA er misinformation blevet en god forretning

2
0
analyse-i-usa-er-misinformation-blevet-en-god-forretning

Opsigtsvækkende retssag giver et sjældent blik ind i maskinrummet hos det konservative Amerikas foretrukne kilde til nyheder og underholdning.

Fox-stjernen Tucker Carlson til venstre har været med til at sprede Trumps valgløgne på skærmen. Men bag skærmen har flere Fox-stjerner kritiseret Trump og hans advokater. (Foto: © SETH WENIG, Associated Press)

Der går en direkte linje fra tidligere præsident Donald Trumps udokumenterede påstande om valgsvindel ved præsidentvalget i 2020 til angrebet på hjertet af USA’s demokrati to måneder senere, da tusinder af hans tilhængere stormede kongressen.

Det er klarlagt i minutiøse detaljer af en årelang efterforskning og ved offentlige høringer i Kongressen.

Nu står det klart, at det konservative Amerikas foretrukne nyhedsorganisation, Fox News, spillede en helt afgørende rolle i at udbasunere Trumps valgløgn – ikke fordi ledelsen og værterne troede på konspirationsteorierne, men fordi spredningen af misinformationen var en god forretning.

Her ses demonstranter foran Fox News i New York i forbindelse med den retssag, der har givet et sjældent blik ind i maskinrummet hos det foretrukne konservative medie i USA. (Foto: © Michael M. Santiago, Ritzau Scanpix)

Det er konklusionen, som man kan uddrage af retsdokumenter, der er blevet offentliggjort i forbindelse med en opsigtsvækkende retssag mod Fox News.

Ledelse og tv-stjerner er blevet udspurgt under edsansvar, og de har måttet aflevere deres mobiltelefoner og email-korrespondancer forud for retssagens start, så nu har offentligheden fået et yderst sjældent blik ind i maskinrummet hos den altdominerende nyhedsorganisation blandt republikanske vælgere.

Fox-top siger to forskellige ting på og bag skærmen

Bag facaden kalder Fox-toppen Trumps påstande om valgsvindel for “fuldstændigt vanvittige” og “helt løsrevet fra virkeligheden,” men overfor stationens trofaste og Trump-tro seere siger værterne det præcis modsatte.

Tucker Carlson er den største stjerne på Fox News. (Foto: © Richard Drew, Associated Press)

Stationens største stjerne, Tucker Carlson, skriver ligeud i en sms-besked, at Trump-advokaten, Sidney Powell, lyver. Han kalder hendes påstande om valgsvindel for “absurde” og “chokerende skødesløse”. Powell er “gift”, “et løsgående missil” og “farlig som ind i helvede,” mener Carlson privat.

Men til Fox News seere siger Carlson og hans kolleger det modsatte.

Hvorfor? Den korte forklaring er penge, magt og berømmelse.

Den private korrespondance er kommet frem i forbindelse med, at firmaet Dominion Voting Systems har anlagt en sag om bagvaskelse mod Fox News med et krav om en erstatning på 10 milliarder kroner.

Dominion leverer de stemmemaskiner, som bruges til at optælle stemmer mange steder i USA, og firmaet blev centrum for en frit opfunden konspirationsteori i dagene efter Trumps valgnederlag i 2020.

Ifølge Trump og hans fantasifulde advokater, Sidney Powell og Rudi Giuliani, kunne Dominions valgmaskiner styres via internettet og programmeres til at ændre stemmer afgivet på Trump til stemmer afgivet på Biden. Konspirationen havde tråde til Venezuelas afdøde diktator, Hugo Chavez, påstod Trump-folkene. Anklagen var selvsagt ikke god reklame for Dominion, derfor erstatningssagen.

Her ses nogle afstemningsmaskiner i staten Georgia op til præsidentvalget i 2020. (Foto: © Brynn Anderson, Associated Press)

Trump forsøgte at få Fox News til at ændre valgnyhed

Fox News var den første nyhedsorganisation, hvis eksperter på valgaftenen i november 2020 kunne fastslå, at Donald Trump havde tabt valget i svingstaten Arizona, og dermed formentlig også præsidentposten. Valgeksperterne hos Fox havde ret, men det betød ikke, at de fik ros.

Tværtimod væltede kritikken ned over Fox.

Trumps svigersøn og dengang særlige rådgiver, Jared Kushner, ringede på valgaftenen direkte til mediemogulen Rupert Murdoch, hvis firma News Corp kontrollerer Fox, for at presse ham til at trække meddelelsen tilbage, fremgår det af dokumenterne. Men da var det for sent. Ånden var ude af flasken.

For Fox News fik nyheden om Trumps nederlag i Arizona store konsekvenser: USAs præsident tordnede mod stationen, som gennem fire år nærmest havde været et propaganda-organ for ham.

Men endnu værre: Kunderne flygtede. Seerne slukkede eller valgte andre tv-stationer. Læserne klikkede ikke længere på Fox-hjemmesiden.

Det konservative Amerika ville ikke høre, at Trump havde tabt – og de ville slet ikke høre det fra den nyhedsorganisation, som mere end nogen anden havde skabt Donald Trumps politiske platform og været en tryg havn for republikanske vælgere.

Her ses Trump vende tilbage til Det Hvide Hus efter en golftur, og efter at Biden var blevet erklæret vinder af valget. Det udfald benægtede Trump og forklarede det med valgsvindel. (Foto: © ANDREW CABALLERO-REYNOLDS, Ritzau Scanpix)

Med ét står Fox News pludselig overfor en potentiel forretningsmæssig ruin. Tv-stjernerne risikerer at miste deres million-indtægter og status som superstjerner i Trump-universet. Man kan læse i sagsakterne fra Dominion-søgsmålet, at desperationen er udtalt. Aktiekursen er ramt, skriver en tv-vært.

Panikken er så udbredt, at Fox News ikke vil komme med nyheden om, at Trump har tabt præsidentvalget til Joe Biden. Selvom stationen var først med afgørelsen i Arizona, så ender stationen med at være den sidste store nyhedsorganisation, som fortæller dens seere og læsere, at deres mand i Det Hvide Hus er færdig som nationens leder.

Fox-stjerne kaldte Trumps advokater ‘fucking vanvittige’

I stedet gør Fox sig nu til den største megafon for Trumps konspirationsteorier. Tv-stjernen Sean Hannity kalder privat Trumps to advokater, Sidney Powell og Rudi Guiliani, for “fucking vanvittige,” fremgår det af retsdokumenterne.

Men han inviterer alligevel de to i studiet igen og igen, og overfor seerne slår han blandt andet fast, at “software-fejlen også kaldet Dominion ændrede tusindvis af Trump-stemmer til Biden-stemmer.”

Nu hører Fox-publikummet om en lastbil fuld af falske stemmesedler, som er kørt i grøften et sted. Om kufferter fulde af falske stemmer, som skumle personer hiver frem fra mørket på et valgsted efter midnat.

Ingen af delene har hold i virkeligheden, men ingen konspirationsteori er tilsyneladende for fantasifuld til at blive spredt i de to måneder, som går fra Trumps valgnederlag til angrebet på Kongressen 6. januar 2021.

Man kan læse de opsigtsvækkende retspapirer som en bekræftelse på, at spredning af misinformation er “big business.” En understregning af, at når Fox har ordet “news” i sit navn, så er det lidt af en tilsnigelse, fordi en stor del af stationens udsendelser snarere er politisk underholdning.

Fox har magt – og de spreder løgne til millioner af amerikanere

Men det står også klart, at Fox News er ligeså afhængig af det konservative Amerika, som det konservative Amerika er afhængig af Fox. For republikanske vælgere især udenfor de store byer er Fox meget mere end en nyhedsorganisation.

Det er et sted, hvor man søger hen for at blive bekræftet, når man synes, at verden er gået af lave – når man føler sig truet af de omvæltninger, som globalisering, teknologisk udvikling og kosmopolitisk levevis i storbyerne har medført. På den måde er Fox lige så meget et gidsel af stationens publikum som omvendt.

I dagene, ugerne og månederne efter valget demonstrerede Trump-støtter mod udfaldet. Det var blandt andet slogans som ‘Stop the Steal’ og ‘Count every vote,’ der blev brugt. (Foto: © David Mcnew, Ritzau Scanpix)

Konsekvensen er imidlertid helt klar.

Fox News overskygger alle andre nyhedsorganisoner i det “røde Amerika”. De 19 mest læste nyhedssider på højrefløjen i USA har til sammen kun halvdelen af de læsere, som Fox News’ hjemmeside har.

En rapport fra Harvard Universitet, hvor forskere har analyseret kolossale mængder af data, viser klart, at Fox News er centrum for et lukket medie-økosystem, hvorfra misinformation og løgne spreder sig til millioner af amerikanere.

Konsekvensen er, at op mod halvdelen af amerikanerne ikke længere får deres nyheder fra organisationer, som konkurrerer på at finde og formidle fakta – og at mange af de amerikanere derfor reelt er ude af stand til at agere i et demokratisk samfund.

Hvis man er i tvivl om, hvad det kan betyde, så er det værd at studere retsopgøret ovenpå stormen på Kongressen, hvor demokratiet i USA i nogle timer balancerede på en knivsæg, og hvor hundreder blev såret.

Her har den ene sigtede efter den anden forsvaret sig med, at netop løgnen om valgsvindel var årsag til vedkommendes handlinger – at Trump-tilhængerne så sig som patrioter, der skulle redde folkestyret og ikke det præcis modsatte.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here