Ukraines militær mangler ammunition. Frem for alt er der mangel på artillerigranater. Og det vil EU-landene nu gøre noget ved.
I dag mødes EU-landenes forsvarsministre til møde i Stockholm, og her ventes de at tage et stort skridt mod, at EU-landene nu begynder at indkøbe ammunition i fællesskab.
Både for at kunne donere ammunition til Ukraines betrængte militær, men også for at sikre, at der ikke opstår mangel på ammunition hos militæret i EU-landene.
I praksis et lille skridt, som det er svært for noget EU-land at være imod.
Hvem vil ikke gerne hjælpe Ukraine? Hvem vil ikke sikre, at ammunitionslagrene i Tyskland, Frankrig, Danmark og så videre ikke er gabende tomme? Og hvem vil ikke gerne gøre det så billigt og effektivt som muligt?
Artillerikrigen i Ukraine har været med til at tømme de vestlige lagre. (Foto: © MARKO DJURICA, Ritzau Scanpix)
Da EU-landene manglede vacciner, afgav de ordrer og indkøbte vacciner i fællesskab. Nu er det ammunition, som mangler, og det er svært for noget EU-land for alvor at gå imod det forslag om fælles indkøb af ammunition, som forsvarsministrene præsenteres for, når de onsdag morgen mødes på et konferencecenter i Arlanda nord for Stockholm.
Men selv om den forestående beslutning om fælles indkøb af ammunition i EU virker som et lille skridt, så kan det gå hen og blive det første afgørende skridt i retning af en omfattende militarisering af EU-samarbejdet.
Et skridt på vej til at gøre EU til en krigsmaskine.
Eller som den franske EU-kommissær, Thierry Breton, udtrykker det, så skal europæisk industri til at indstille sig på, at Europa nu befinder sig i en ”krigstid.”
Granater for milliarder
De typer af artillerigranater som Ukraine har brug for, er ikke bare noget, man hiver ned af hylderne hos en hvilken som helst våbenfabrikant.
Nato-landene har en standardkaliber på artillerigranater. De er 155 millimeter i omkreds. Men omkredsen er også det eneste, som er standard ved moderne artillerigranater.
155 millimeter artillerigranater findes i mange forskellige udgaver. Fra billige standard-granater, som koster nogle tusinde kroner per styk, til avancerede granater, som kan flyve et sted mellem 25 og 40 kilometer gennem luften for derefter at ramme sit mål med præcision og stor effekt. De dyreste af den slags granater kan koste over en million kroner stykket.
Her ses 155mm artillerigranater lavet på en fabrik i Scranton, Pennsylvania i USA. (Foto: © Brendan MCDermid, Ritzau Scanpix)
Fælles for dagens artillerigranater er, at de er dyre og komplekse at producere. Lige nu bruger både Rusland og Ukraine tusindvis af den slags granater hver eneste dag, og stod det til Ukraine, så ville landet bruge mange flere, end dem ukrainsk militær i dag sender i retning af russiske soldater.
I sidste uge skrev den ukrainske forsvarsminister, Oleksij Reznikov, til EU-landenes forsvarsministre med en anmodning om, at EU leverer 250.000 artillerigranater til Ukraine – om måneden.
Et ønske, som er noget mere vidtgående end det forslag, Estland har fremlagt i EU, hvor det er foreslået, at EU-landene i fællesskab indkøber en million artillerigranater til Estland de kommende seks måneder.
Prisen for det estiske forslag er 30 milliarder kroner. 30.000 kroner per artillerigranat.
Vidtgående udvikling
Når forsvarsministrene mødes i kongrescentret udenfor Arlanda-lufthavnen i Stockholm, så vil der være flere vigtige emner i spil, som ministrene skal diskutere.
Ukraine har brug for artilleriammunition her og nu. Og det store spørgsmål er, hvor meget ammunition hvert enkelt EU-land kan undvære fra egne lagre og sende videre til Ukraine.
Det er et spørgsmål, som haster, og der skal træffes beslutning i løbet af de kommende dage og uger. For at hjælpe med den beslutning ventes EU–Kommissionen at foreslå, at EU´s særlige fredsfacilitet kan dække 90 procent af udgifterne ved donationer af artillerigranater.
Med andre ord: Udgifterne til de granater, Danmark og andre donerer nu, bliver stort set betalt af en fælles EU-kasse.
Forsvarsministrene skal også diskutere, om EU-landene derefter skal gå i gang med fælles indkøb af artilleriammunition. Dels til brug for fremtidige leverancer til Ukraine men også til at få fyldt på lagrene, så der ikke pludselig opstår ammunitionsmangel i EU-landene.
Forventningen er, at der vil vise sig at være stor opbakning blandt EU-landene til både fælles donationer af ammunition til Ukraine og fælles indkøb. Og hvis det er tilfældet, så dukker der hurtigt andre principielle spørgsmål op.
Hvem skal stå for indkøbene?
Erfaring fra vaccinemangel
Da EU-landene købte vacciner, var det Europa-Kommissionen, som stod for indkøbene. Men Kommissionen har meget begrænsede kompetencer, når det gælder våben. Alternativet er at overdrage opgaven til Det Europæiske Forsvarsagentur.
Her har Danmark et teknisk problem, da Danmark stadig ikke er blevet medlem. Det danske medlemskab af forsvarsagenturet behandles i Folketinget i kølvandet på folkeafstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, men er ikke færdiggjort endnu. Så der venter et praktisk problem for begavede jurister.
En anden afgørende problemstilling er, hvor EU skal købe ammunition. Skal ordren gå til europæiske producenter, så det skaber arbejdspladser i Europa, og pengene bliver i Europa? Eller skal der indkøbes globalt?
Hvad er vigtigst – lav pris eller at bruge penge på at få etableret en større våbenproduktionskapacitet i Europa ved at afgive ordrer til europæiske producenter?
Ser man på vaccinerne, så forstår man, hvorfor en del EU-lande argumenterer for, at pengene på fremtidige indkøb af ammunition skal bruges i Europa.
Da der var global mangel på vacciner, afviste både USA og Storbritannien at sende vacciner til EU. De skulle først dække deres egne behov. En tilsvarende situation kan Europa risikere at komme til at stå i, hvis situationen mellem USA og Kina optrappes yderligere.
Så må europæerne regne med, at amerikanske våbenproducenter først og fremmest dækker amerikanske behov.
Militarisering af EU-samarbejdet
Logikken hos EU-forsvarsministrene er enkel. Det hele begynder med fælles indkøb af ammunition til Ukraine og til at fylde lagrene i EU. Beslutninger det er svært for nogen at gå imod. Men dermed er døren sparket ind til en gradvis udbygning af fælleseuropæiske indkøb af og investeringer i produktion af forsvarsmateriel.
Når NATO-landenes stats- og regeringschefer til juli mødes til topmøde i Litauens hovedstad Vilnius, så skal de fastlægge et nyt mål for niveauet på, hvor mange penge Nato-landene fremover skal bruge på forsvar.
Hvor den diskussion lander er uklart. Men med den igangværende krig i Ukraine og et anstrengt forhold til Kina, så peger pilen kun i én retning. Nemlig mod øgede forsvarsudgifter i Europa. Og overalt er der pres for, at de penge frem for alt skal bruges i Europa.
Og dermed går EU-landenes forsvarsministre på deres møde i Stockholm i dag i gang med at tage et afgørende skridt i retning af en militarisering af EU-samarbejdet og et skridt mod, at EU-samarbejdet fremover udvikles til en krigsmaskine, som samarbejder om at indkøbe og producere våben i fællesskab.
