Et billede, hvor folk evakueres ud af Fields under et skyderi, er ifølge jury fantastisk godt fotograferet.
De danske pressefotografer var fredag i rampelyset til kåringen af Årets Pressefoto 2022 i Den Sorte Diamant i København.
Freelancefotograf Anthon Unger vinder prisen for Årets Pressefoto 2022 med sit billede, der viser evakueringen fra skyderiet i Fields.
Det skriver Pressefotografforbundet i en pressemeddelelse.
– Billedet er fantastisk godt fotograferet, for det er lykkedes for fotografen rent faktisk at tage et fotografi – og ikke bare komme hjem med en registrering af situationen. Her er det øjeblikket, man fanger, og så må man leve med, at billedet ikke er helt perfekt.
Sådan lyder en del af vurderingen fra juryen, der valgte billedet.
Billede trak også prisen for Årets Nyhedsbillede i Danmark med sig.
Ikke nok med to priser så vandt Anthon Unger også prisen i kategorien Årets Portræt, Enkeltbillede. Et billede af den 23-årige stripper Sofie, som står i en Barbie-kasse i menneskestørrelse.
Politiken-fotograf er årets fotograf
Ud over Årets Pressefoto blev der uddelt 15 andre priser. 11 af dem i fotokategorien og 4 i videokategorien.
Pressefotografprisen går i år ligesom sidste år til fotograf Jacob Ehrbahn fra Politiken. Prisen er vundet ud fra fem billeder, som blandt andet skildrer krigen i Ukraine og valgnatten.
– Det er tydeligvis en eminent fotograf, som er virkelig dygtig, og alle billederne viser et stabilt og meget højt niveau, fastslog dommerne.
Jacob Ehrbahn vandt også prisen i kategorien Nyhed Udland.
Han har nu for femte gang vundet titler. De øvrige gange har været Årets Pressefotograf 2021, 2014, 2012 og 2001. Han har ligeledes vundet Årets Pressefoto to gange.
På Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant kan man se vindernes fotografier udstillet fra 4. marts til 22. april.