Home Bornholm Bornholms Brand forventer op mod 100 skader efter regn og blæst

Bornholms Brand forventer op mod 100 skader efter regn og blæst

2
0
bornholms-brand-forventer-op-mod-100-skader-efter-regn-og-blaest
Bornholms Brand forventer op mod 100 skader efter regn og blæst

STORMVEJR: De sidste dage har budt på efterårsagtigt vejr med massiv blæst og kraftigt regnvejr. Bornholms Brands kundeservice og skadekonsulenter har haft travlt på telefonerne for at tage imod de mange ekstra henvendelser.

De sidste dage har medført mange skader og væltede træer på Bornholm. (Arkivfoto)

”I mandags modtog vi 70 pct. flere skadeanmeldelser i forhold til en gennemsnitlig mandag i august. Det giver naturligvis en vis travlhed, og presset forventes at fortsætte de næste par dage, hvor sagerne skal behandles færdigt. Vores medarbejdere har givet den en ekstra skalle for at hjælpe vores kunder hurtigt, så vi er godt med,” fortæller skadechef Jakob Storm.

Hos Bornholms Brandforsikring, der forsikrer en stor del af husstandene og virksomhederne på Bornholm, drejer anmeldelserne sig typisk om indtrængning af vand gennem tagkonstruktioner og vinduesfuger samt mindre stormskader. I de fleste tilfælde er der tale om mindre skader. Bornholms Brand forventer, at det efterårsagtige vejr her i starten af august resulterer i omkring 90-100 skader til en samlet udgift på ca. 1 mio. kr.

Sluppet nådigt
Heldigvis er antallet af skader ikke så stort som frygtet, og det ser ud som om, at bornholmerne er sluppet forholdsvis nådigt.

Vejrudsigten lover dog forsat kraftig vind og perioder med massiv nedbør, så medarbejderne hos Bornholms Brand sidder klar ved telefonerne, så skadeanmeldelserne kan blive behandlet så hurtigt som muligt.

På Bornholms Brands hjemmeside www.bornbrand.dk er der samlet en række gode råd til, hvordan bornholmerne kan forberede sig på skybrud og storm.

Fakta
Bornholms Brandforsikring A/S modtager årligt omkring 6.500 skadeanmeldelser. I 2022 var udgiften til skaderne knapt 100 mio. kr.

I skadeafdelingen er ansat seks skadebehandlere, en skadechef og tre taksatorer, som kører ud og ser på skaderne og hjælper kunderne med håndtering af de større og mere komplekse skader.

I alt beskæftiger Bornholms Brandforsikring 37 medarbejdere, som alle er ansat på kontoret i Rønne.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here