Butja er genopbygget til ukendelighed – men de glemmer aldrig, da russerne kom

Det ligner en ganske almindelig hovedvej, der løber gennem en søvnig forstad.

Små familiehuse ligger side om side.

En mand er på vej hjem med varer, to andre forsøger at få gang i deres bil, der er gået i stå.

Sidste år blev denne gade, Jablunskavej, verdensberømt.

2. april offentliggjorde det ukrainske forsvarsministerium billeder af soldater, der zigzaggede sig vej rundt om seks lig, der lå spredt på vejen.

Køreturen blev det første ukrainske bevis på den massakre, der fandt sted i Kyiv-forstaden Butja i den første måned af Ruslands invasion.

TV 2s udsendte besøgte forstaden, få dage efter videoen havde ramt den internationale presse. Nu er vi taget tilbage for at se på dens forfatning knap et år senere.

Og for at prøve at finde en kvinde, vi mødte dengang; Iryna Abramova, hvis eksistensgrundlag blevet flået fra hende af den russiske besættelsesmagt.

Henrettelsen

Iryna Abramova mødte sin mand små 20 år inden invasionen. Hun arbejdede på et hospital, han var svejser og otte år yngre end hende.

En dag kom han forbi hospitalet, og da han under besøget gik ud for at ryge en cigaret, gik hun ud til ham.

Et par måneder senere flyttede de sammen. Så blev de gift, og han tog hendes efternavn og blev Oleg Oleksandrovytj Abramov.

De fik aldrig børn, men en hund og tre katte. Den perfekte familie, ifølge Iryna Abramova.

Men så kom russerne.

4. marts 2022 hørte ægteparret tunge køretøjer rulle ind i Butja. Dagen efter blev de vækket af eksplosioner og skud. Ukendte lyde for den lille familie.

De havde overnattet ved Iryna Abramovas far, som boede i nabohuset. Da soldaterne gennede dem ud i gården, så hun, at eksplosionerne havde ramt hendes eget hus. Det stod nu i flammer.

– Hvor er nazisterne, spurgte uniformerede mænd, husker hun.

De tvang Oleg Abramov til at tage overtøjet af, så de på hans bare overkrop kunne se de tatoveringer, der ville bekræfte dem i deres overbevisning om, at han havde tjent i hæren. Det havde han ikke.

Soldaterne førte ham alligevel ud på gaden, og da Iryna Abramova og hendes far kort efter fik at vide, at han ikke ville komme tilbage, løb hun ud på gaden iført morgenkåbe og med en kat på armen.

Der lå hendes mand. En del af hans hoved var forsvundet, og blodet sprøjtede ud.

– Skyd mig. Skyd mig og min kat, skreg hun ad soldaterne, der sad og så til på kantstenen.

En af dem sigtede på hende, men sænkede så pistolen igen.

– Jeg dræber ikke kvinder, lod han hende forstå og gav hende og hendes far tre minutter til at forsvinde fra området.

Et nybyggerkvarter

Måneden efter, da ukrainske styrker havde tilbageerobret forstaden, så størstedelen af husene i kvarteret ud som Iryna Abramovas.

De var enten sprunget i luften, skudt i sænk eller begge dele. Mange steder var vejen ikke til at se for udbrændt krigsmateriel og lig.

Et år senere er historien en anden.

Nu ligner det et nybyggerkvarter, hvor typehuse skyder op på en lang række. Resterne af udbrændte kampvogne er byttet ud med nyere gravkøer og entreprenørmaskiner.

Det er stort set kun skudhullerne i blikpladerne, der indkredser folks haver, som stadig vidner om russernes angreb.

Artem Matsyk byder indenfor i sit kommende hjem og fortæller, at amerikanske donorer står for byggeprojektet.

Han husker tydeligt, da russerne var der.

– De smadrede vinduerne og gik ind i huset, fortæller han.

Da de fandt ham og familien, bad han dem høfligt om at lade dem være, da de havde børn i kælderen. Deres liv blev modsat mange andre i Butja skånet.

– Heldigvis kastede de ikke en granat ind til os.

Huset havde været i familien i 40 år. Nu står der snart et nyt på 140 kvadratmeter. Skelettet er så godt som færdigt, det indvendige klarer han og familien selv.

Men det tager tid på grund af de mange strømafbrydelser forårsaget af ugentlige russiske angreb på kritisk infrastruktur.

Så lige nu udnytter familien de seks timers dagslys, som de har i løbet af dagen.

Hvor er Iryna?

Butja har for anden gang på et år ændret sig markant. Denne gang til det bedre.

Men det gør det sværere at finde Iryna Abramova.

Alle hendes ejendele forsvandt i branden, heriblandt alle hendes personlige papirer. Da TV 2s udsendte mødte hende efter befrielsen i april, havde hun bogstaveligt talt mistet sin identitet.

Men efter længere tids søgen kommer ruinerne af hendes hus pludselig til syne bag et blikhegn og et stort nyopsat reklameskilt.

Det står, som det gjorde dengang: udbrændt og smadret til ukendelighed. Nabohuset er dog stadig intakt.

Der bor Zoe, som tøvende besvarer bankene på døren og kaldene fra TV 2s udsendte.

Naboen kender godt Iryna Abramova og forklarer, at hun nu bor ved sin tante to huse længere nede.

Hendes telefonnummer holder Zoe for sig selv, men hun går til sidst med til at ringe til Iryna Abramova.

Hun vil gerne komme ud og tale med de to udenlandske journalister, der spørger efter hende.

De kalder os brødre

Iryna Abramova husker ikke TV 2s udsendte. Der var så mange journalister i Butja i april. Siden dengang har kun hendes adresse ændret sig.

– Jeg har fundet det bedste i mig selv, men min moral er helt i bund, og det bliver værre, som tiden går. De samme billeder fra dengang står lysende klart for mine øjne.

Efter en længere kamp for at bevise sin identitet har hun fået sig et nyt pas, men hun kan alligevel ikke se fremtiden for sig. Det er fortiden, der fylder.

På hjørnet, hvor hendes mand døde for øjnene af hende, har hun lagt blomster. Først var det friske, men sådan nogle dør jo med tiden, og da det er for hårdt at komme der hele tiden, har hun nu sat en farverig buket kunstige blomster.

Hun låser blikhegnet op og viser, hvad der er tilbage af huset.

Hun viser, hvor russerne brød ind i haven, og hvilket vindue de kastede granater ind ad, mens de skød mod huset og beordrede beboerne ud af huset.

Det er kun gavlen og væggene i stueetagen, der står endnu. Få ejendele kan ses i ruinerne: en gryde på komfuret og en udbrændt vaskemaskine.

Midt i stuerummet ligger resterne af en springmadras. Det var hendes mands seng, som stod på førstesalen, forklarer hun og peger op, hvor der nu er frit udsyn til himlen.

Et sted under murbrokkerne ligger familiens hund.

– De kalder os nazister. At vi ikke er ukrainere, at vi ikke er mennesker, at vi er nazister. Vi har levet et liv som ganske almindelige mennesker, og en dag vågner vi pludselig op som nazister, siger hun om de russiske besættere, mens hun trækker på skuldrene.

Iryna Abramova husker, at soldaterne var meget unge og havde pæne uniformer på. De måtte være fra luftvåbnet, vurderer hun. De opførte sig dog mere “som dræbermaskiner uden sjæl”.

– De kalder sig vores brødre. Men det er bedre at være et forældreløst barn, end at have familiemedlemmer som dem, konstaterer hun.

Selvom de aldrig skjulte deres ansigter, kan Iryna Abramova ikke huske, hvordan gerningsmændene så ud. Hun havde aldrig set våben, før russerne kom til Butja, så hun stirrede mere på geværerne og pistolerne end deres ansigter.

– Jeg har hørt, de er blevet hædret som helte hjemme i Rusland, siger hun.

Slagteren fra Butja

Et større efterforskningsarbejde er i gang for at retsforfølge de ansvarlige og stille dem til ansvar. Men det er svært i en krigstid.

I Vesten og Ukraine anklager man den russiske 64. separate motoriserede riffelbrigade for krigsforbrydelser i Butja.

USA har sanktioneret hele brigaden, mens EU og Storbritannien har sanktioneret ham, der havde kommandoen for den, officeren Azatbek Omurbekov.

En russisk desertør fra brigaden, Nikita Tjibrin, er stået frem og har til CNN fortalt, hvilke krigsforbrydelser han så i Butja.

– Hvis nogle (af de civile, red.) havde en telefon, måtte vi skyde dem, har han blandt andet fortalt.

Russeren fortæller, at han ikke selv overværede drab på civile. Men han så flere tilfælde, hvor soldater blev jagtet af deres overordnede, fordi de var blevet taget i at have voldtaget civile.

De fik som regel tæsk og sendt hjem til Rusland, men de kom aldrig i fængsel eller blev retsforfulgt, fortæller han.

I Rusland afviser styret kategorisk, at der er sket krigsforbrydelser i Butja. Det er én stor iscenesættelse foretaget af Ukraines regering som en del af deres antirussiske proganda, lyder det.

Imens er ‘Slagteren fra Butja’, Azatbek Omurbekov, blevet forfremmet til oberst.

Måske er jeg stærk

I dag forsøger Iryna Abramova at lægge oplevelserne bag sig og begynde at leve igen.

Da hun fik sin identitet tilbage, fik hun også et nyt skøde på sit hus, så hun kan søge om at få det revet ned. Men det er dyrt, og hun modtager kun knap 400 kroner om måneder fra staten – ligesom millioner af andre internt fordrevne ukrainere gør.

Så hun fandt sig et arbejde, men det kunne psyken ikke holde til. Hun blev sygemeldt og til sidst afskediget.

Hun savner sin mand hver dag, og for sit indre ser hun hele tiden billeder af det øjeblik, han blev taget fra hende.

Når hun besøger hans grav, gør hun det aldrig alene. Det er for hårdt. Men da TV 2s udsendte kan tilbyde et lift og tage med hende ud til kirkegården nogle kilometer væk, takker hun høfligt ja.

Oleg ligger mellem hendes bedsteforældre, på graven står hvide og røde blomster og et billede af ham. Et skilt på korset ovenfor viser, at han lige nøjagtig ikke nåede sin 41 års fødselsdag.

– Jeg forestiller mig altid, at han bare er væk på forretningsrejse. Jeg har ingen tilbage, jeg er helt alene, og det gør så ondt.

Det er svært at forstå, at hendes familie og hjem skulle tages fra hende på et øjeblik. Hun bad dem endda om at ende hendes liv lige der, men hun lever stadig.

Måske er det Oleg, der beskytter hende. Måske er det, fordi katten, som hun havde i armen, da han blev dræbt, stadig har brug for hende.

– Folk siger, jeg er stærk. Men hvad ved jeg? Jeg har altid set mig selv som svag. Men siden jeg stadig er i live, er jeg måske stærk.

Gerningsmændene skænker hun ikke mange tanker. De bør straffes, fastslår hun, men det er ikke altafgørende for hende, for det vil ikke kunne bringe hende ro. Det vil ikke bringe Oleg Abramov tilbage.

– Jeg kan aldrig tilgive dem. Hvis de skal have en straf, ønsker jeg, at de og deres efterkommere kommer til at leve med den samme frygt, som vi levede med.

– Jeg vil have, de skal prøve at leve med frygten hvert eneste sekund af deres liv.