Home Nyheder De har forsøgt sig med »flidskarakterer« i udskolingen – sådan er det...

De har forsøgt sig med »flidskarakterer« i udskolingen – sådan er det gået

2
0
de-har-forsogt-sig-med-»flidskarakterer«-i-udskolingen-–-sadan-er-det-gaet

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Allerede abonnent? Log ind

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var ikke just stor opbakning, da forhenværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i sommeren 2021 præsenterede forslaget om at indføre karakterer for elevernes arbejdsindsats i udskolingen.

Ideen med de såkaldte flidskarakterer er, at eleverne ikke kun skal bedømmes for deres dygtighed, men også deres motivation og arbejdsindsats.

Kun otte skoler meldte sig til forsøgsordningen, der startede i indeværende skoleår.

Skolemonitor har kontaktet to af dem for at høre, hvordan det er gået.

Øget motivation og undervisningsparathed

En af de skoler, der sidste år takkede ja til at deltage i forsøgsordningen, er Seminarieskolen i Aalborg. Her har to af skolens 8. Klasser indført forsøget i dansktimerne.

Og med god effekt.

Skoleleder Gitte Scheuer Andersen oplever, at eleverne er blevet mere motiverede og ikke længere kommer dumpende ind efter mødetid, fordi de nu får karakterer for at møde til tiden og udvise undervisningsparathed.

»Dansklæreren har dem også i kristendom og historie og kan mærke, at børnene er meget bevidste om, at når de har dansk, så skal de være på. Man kunne godt håbe på, at det på den lange bane har en afsmittende effekt på de andre timer også,« siger hun til Skolemonitor.

De to klasser, Seminarieskolen har indført forsøget i, er en almenklasse og en specialklasse med elever inden for autismespektret. Særligt almenklassen har haft gavn af forsøgsordningen.

Venter med elevinddragelse

Også på Dragør skole har man sagt ja til at deltage i forsøgsordningen.

Dog er de ikke lige så langt med implementering som Seminarieskolen i Aalborg. Faktisk har de slet ikke afprøvet flidskaraktererne på eleverne endnu.

Det er kun skolens lærere for ottende årgang, der internt drøfter karakterer for arbejdsindsatsen.

Afdelingsleder for Dragør skole, Line Daugbjerg fortæller til Skolemonitor, at man endnu ikke har besluttet sig for, hvilke parametre, man vil bedømme ud fra. Derfor har de ikke inddraget eleverne i processen endnu.

Tre modeller med ringe tilslutning

Det var ikke kun forslaget om karakterer for arbejdsindsats, den daværende minister præsenteret i 2021.

Skolerne har også haft mulighed for at tilmelde sig en ordning, hvor eleverne modtager karakterer for »orden og adfærd«. Og mens otte skoler tilmeldte sig forsøgsordningen med arbejdsindsats, så sprang kun tre skoler på tilbuddet om at give eleverne karakterer for at opføre sig ordentligt.

Den svage tilslutning til forsøget i sommeren 2022 kom ikke bag Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen.

»Hele samfundet råber ikke på flere karakterer, de råber på færre karakterer. Vi snakker om stress i skolen. Det giver ikke mindre stress, at vi bare begynder at bedømme dem på noget andet. Der bliver efterspurgt en anden dagsorden ude i virkeligheden, og det indfrier det her forsøg ikke,« sagde han dengang til Altinget.

Udover de to karakterer for arbejdsindsats og for orden og adfærd har det også været muligt at deltage i et forsøg om helt at droppe karaktererne og give skriftlig feedback, indtil der skal gives afgangskarakterer. Den model har tre skoler tilmeldt sig.

Forsøgene med de tre karaktermodeller løber til udgangen af skoleåret 2022/2023.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here