Home Sport 'Det ser ud ad helvede til': Cykelstjerne nægtede at barbere ben, indtil...

'Det ser ud ad helvede til': Cykelstjerne nægtede at barbere ben, indtil sejren var hjemme

2
0
'det-ser-ud-ad-helvede-til':-cykelstjerne-naegtede-at-barbere-ben,-indtil-sejren-var-hjemme

Primož Roglič undlod at barbere sine ben for at markere sin vej tilbage fra en operation i skulderen.

Primoz Roglic fejrer sin sejr på fjerde etape af det italienske løb Tirreno-Adriatico. (Foto: © Gian Mattia D’Alberto, LaPresse)

Der var ingen hår i suppen, da Primož Roglič fredag vandt femte etape i det italienske cykelløb Tirreno-Adriatico. Ej heller på benene.

Det var der til gengæld torsdag, hvor han også kørte først over målstregen. Som et symbol på sin kamp for at vende tilbage på topniveau efter en operation sidste år lod Primož Roglič benhårene gro.

– Jeg svor, at jeg først ville barbere mine ben, når jeg vandt et løb. Men efter seks måneder er det lettere sagt end gjort. Det vil tage noget tid at barbere alt håret af, sagde Primož Roglič efter torsdagens sejr ifølge mediet Cyclingnews.

  • Primož Roglič’ ben før sejren på fjerde etape af det italienske cykelløb. (Foto: © Shutterstock, Copyright (c) 2023 Shutterstock. No use without permission.)
  • I første omgang fejrede sloveneren sin sejr med blomster og champagne. Senere var det med en barberskraber. (Foto: © Gian Mattia D’Alberto, LaPresse)

1 / 2

Sloveneren blev opereret i skulderen som følge et styrt under sommerens Tour de France.

Tiden væk fra cyklen har været hård, hvorfor det er rart at være tilbage med en sejr, fortalte Primož Roglič, som er holdkammerat med Jonas Vingegaard.

– Det overrasker mig, at sejren kommer så tidligt, men jeg følte mig klar til at cykle og være en del af et felt igen, så jeg er glad for at kunne gøre arbejdet færdigt, lød det fra Primož Roglič.

Sloveneren har med fredagens sejr overtaget den blå førertrøje i Tirreno-Adriatico og bevist, at han kan vinde med og uden hår på benene.

Men glatbarberede ben er nu den bedste løsning i cykelsporten – og det er der mange årsager til. Det mener den tidligere rytter og sportsdirektør Brian Holm.

Primož Roglič var bedst for anden dag i træk, da han fredag nappede etapesejr nummer to på stribe. Etapen var præget af et voldsomt blæsevejr. (Foto: © Roberto Bettini)

Glatte ben er lirens

Først og fremmest sikrer de hårløse ben, at cykelrytterne glider nemmere gennem luften, forklarer Brian Holm, selvom han er i tvivl om, hvor stor en aerodynamisk effekt det har.

Anderledes sikker er han dog på, at det gavner holdenes massører, som dagligt behandler rytterne.

– Massøren slider sine fingre, hvis en rytter har hår på benene. Det er lidt en mangel på respekt, hvis man ikke har fået dem barberet, siger Brian Holm.

– Rytterne styrter også i ny og næ, og når sårene skal renses, hjælper det, hvis man har fået hårene fjernet.

Derudover ser det godt ud. Æstetikken i de glatbarberede, muskuløse ben må man absolut ikke kimse ad, fortsætter Brian Holm. Det er lirens – god stil simpelthen.

– Ligesom nogen kører en kam gennem håret eller smider en frisk skjorte på inden arbejde, barberer cykelryttere deres ben. Det ser ud ad helvede til, når folk ikke har barberet ben. Man virker ligeglad, påpeger han.

Primož Roglič og Jonas Vingegaard kørte sammen i mål under sidste års Tour de France. I år har Jumbo-Visma besluttet, at sloveneren skal køre for sejren i det italienske etapeløb Giro d’Italia. (Foto: © Marco Bertorello, AFP or licensors)

‘Det er simpelthen ikke okay, Brian’

Som aktiv cykelrytter hadede Brian Holm at barbere ben, og han svor, at når han engang gik på cykelpension, var den slags slut.

Brian Holm indstillede sin karriere i 1998 og lod skraberen ligge. Lige indtil 2021.

I løbet af sommeren var den daværende sportsdirektør for Quick-Step ude på en træningstur med sin cykelrytter Zdenek Štybar, som gav Brian Holm klar besked.

– Han kiggede på mine ubarberede ben og sagde “det der, det er simpelthen ikke okay”, fortæller han og griner.

– Jeg kunne godt se, at det ikke var godt, og nu barberer jeg mine ben til til specielle lejligheder. Det er for eksempel, hvis jeg kører med professionelle ryttere af respekt for dem.

Det er Primož Roglič så også begyndt at gøre igen – barbere benene.

Fredagens sejr var endnu et formmæssigt tråd i den rigtige retning for sloveneren, som er udset til at indtage kaptajnrollen ved det prestigefulde etapeløb Giro d’Italia om knap to måneder.

Tirreno-Adriatico slutter på søndag, og du kan se den syvende og sidste etape på Eurosport fra klokken 13.15.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here