Af Kurt Wissendorf Møller Silkeborg
PLEJECENTRE På plejecentret i Gjern residerer Roger Skyum. En talsmand med en digterisk åre og et skrivetalent, der vækker respekt hos overtegnede.
Talenterne anvendes til en beskrivelse af vilkårene for at opholde sig på et plejecenter, især hvis man har behov for hjælp, når kroppen ikke længere vil, hvad man gerne vil have den til.
Om Skyum skriver som et råb om personlig hjælp eller som et opråb til de politikere i Silkeborg Kommune, der har svigtet fælt på grund af kampen om at nå 100.000 indbyggere, har jeg ikke kunnet læse ud de indlæg, der har været i Midtjyllands Avis, men som pårørende til et menneske, som er ramt af demens, kan jeg konstatere, at uanset om det er kroppen eller hjernen, der er reduceret, synes der at være fællestræk, når man har brug for en kommunal indsats på grund af alder.
Jeg har hæftet mig ved, at Skyum fortæller, at det er svært at få kontakt med personalet, når der er behov for det, og han peger især på, at der mangles personale til andet end det »nødtørftige«, altså til et socialt samvær, der er af stor betydning for den daglige trivsel, når man er afskåret fra impulser udefra.
Umiddelbart kunne man tro, at det kun var et problem for de mennesker, der havde nedsat fysisk funktionsniveau, men jeg kan som pårørende fortælle, at det også gælder de beboere, hvor demensen langsomt gnaver hjernens funktion i stykker.
I en længere periode, der blev afsluttet med et dødsfald, blev jeg hver dag, når jeg besøgte min pårørende, mødt med klage over, at der intet personale var i sigte. Som en af beboerne understregede: »Nu er jeg blevet 95 år, og så har jeg vel krav på, at der er nogen (personale) her.«
Jeg forsøgte på bedste vis (tror jeg) at fortælle, at personalet var travlt optaget af at hjælpe nogle andre et andet sted i huset, og at de ikke bare drak kaffe i personalestuen. (Jeg har aldrig fundet ud af, om der var en personalestue overhovedet).
Under alle omstændigheder var der enighed blandt de, der stadig kunne overskue problemstillingen, at det var for dårligt.
Overladt til sig selv eller et konstant kørende tv med udsendelser af minimal interesse om nogen, udtrykte de en ensomhed, der var til at føle på.
Her er det vigtigt at forstå, at det personaleløse rum var befolket af mennesker i forskellige stadier i et demensforløb, fysisk handicappede og med et socialt nedsat funktionsniveau.
Beboerne var således overladt til selv at få samværet til at fungere.
Skal dette opfattes som en kritik af personalet? På ingen måde. Min beundring for, hvordan de lever og overlever i dette miljø, er uden grænser.
