Det er nu et år siden, at Rusland invaderede Ukraine.
Siden da har Danmark ifølge Udenrigsministeriet støttet Ukraine med våben og andet militært udstyr for 5,6 milliarder kroner. Det gør – målt pr. indbygger og i procent af BNP – Danmark til en af de største eksportører af våben og andet militært materiel til Ukraine.
Rå våbenmagt er den eneste vej frem, må vi forstå, for et folk der kæmper imod fremmed aggression. Forhandlinger kan slet ikke komme på tale, før invasionsstyrken er trængt tilbage.
Folkenes ret til at forsvare sig mod overfald fra et andet lands væbnede styrker er ukrænkelig. Ukrainerne har den ret, palæstinenserne har den ret, og irakerne og afghanerne havde den ret.
Samtidigt kæmper palæstinenserne fortsat under fuldstændigt umulige vilkår under en årtier lang besættelse af Vestbredden og belejring af Gaza, mens store dele af deres land er blevet annekteret af apartheidstaten Israel.
Her gælder helt andre regler! Palæstinenserne må lade være med at sende hjemmelavede raketter ind over besættelsesmuren og undlade at kaste med sten mod israelske kampvogne, hvis de vil gøre sig noget som helst håb om opbakning fra verdenssamfundet.
En fredsforhandling kan først komme på tale, når palæstinenserne har lagt deres våben og erkendt Israels overmagt.
Da Putin for et år siden sendte soldater ind over grænsen til Ukraine, var det i hans ordvalg ikke en invasion, men en militær operation. Dette ordvalg skabte stor (og berettiget) harme – for der var jo for fa’en tale om krig!
Men da danske medier forleden i notits skulle bemærke, at Israels væbnede styrker havde angrebet et begravelsesoptog i Nablus på den besatte Vestbred, (mindst ni palæstinensere mistede livet, og op mod 100 blev såret), var der ikke tale om en krigshandling, men om netop “en militær operation“. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Folkenes ret til at forsvare sig mod overfald fra et andet lands væbnede styrker er ukrænkelig. Ukrainerne har den ret, palæstinenserne har den ret, og irakerne og afghanerne havde den ret.
Men sådan ser man ikke på det i det danske Folketing og blandt de, som råber “Putin-elsker” efter enhver, der taler om muligheden for en forhandlet fred.
Her har ukrainerne en ganske særlig og nærmest hellig opgave, idet deres projektiler borer sig ind i kødet på den evigt onde russer, som må knækkes og gøres tandløs, før vi igen kan føle os sikre.
Man spørger sig selv, om disse mennesker forestiller sig en fuldstændig udslettelse af Rusland a la den, man tilskriver palæstinensere, som “vil skubbe Israel i havet”?
Måske består forskellen i, at Israel ikke er en trussel mod andre nabostater, mens Rusland – i hvert fald hvis man lytter til NATO’s krigshøge – er en nærmest akut trussel mod alle omkring sig.
Men hov, bombede Israel ikke netop Syrien, midt imens landet var i færd med at kæmpe for at redde ofrene for jordskælv? Truer Israel ikke sine naboer med sit atomvåbenarsenal?
Og hykleriet stopper ikke her! Imens Rusland sanktioneres for deres udåd, køber Danmark våben i Israel for 1,7 milliarder kroner. Tyskland forsyner Israel med avancerede våben, herunder militærubåde med atomkapacitet. Og tillader man sig den frihed at opfordre til boykot af Israel, fører denne frie ytring straks til uvederhæftige beskyldninger om antisemitisme.
Og mens staten sender våben til Ukraine, kan civile danskere fortsat ikke støtte palæstinensernes befrielseskamp uden at gøre sig selv skyldige i “støtte til terrorisme”.
Hvad det naturligvis handler om er, at Danmark er på samme hold som Israel – “demokratierne” – mod Rusland, Kina, Iran og de andre “autokratier”.
Vi, herrefolket i Vest, har nemlig definitionsretten, når det kommer til godt og ondt. Vi alene har den moralske overlegenhed til at bestemme, hvilke lande der må gå deres egne veje, og hvilke der må ødelægges i frihedens navn – sådan som det er sket med blandt andre Syrien, Libyen, Irak og Afghanistan.
Det seneste år har i sandhed løftet sløret for magtens himmelråbende hykleri…
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
