Home Skanderborg Et nyt VisitSøhøjlandet kræver seriøse investeringer i lokal turisme

Et nyt VisitSøhøjlandet kræver seriøse investeringer i lokal turisme

2
0
et-nyt-visitsohojlandet-kraever-seriose-investeringer-i-lokal-turisme

Et nyt VisitSøhøjlandet kræver seriøse investeringer i lokal turisme

Et nyt turismesamarbejde mellem Silkeborg og Skanderborg vil kræve fokuseret udvikling af turismen lokalt, hvis det skal have en chance, mener formanden for Foreningen Søhøjlandet.

Artiklens øverste billede
Formand for Foreningen Søhøjlandet, Annette Krogsøe, ser frem til det nye destinationssamarebjde. Samtidig håber hun, begge kommuner har gjort sig klart, at det vil kræve seriøse investeringer i udvikling af den lokale turisme at etablere en ny VisitSøhøjlandet-destination. Pressefoto

Der har været alt for lidt fokus på, hvordan man kunne udvikle turismen lokalt. Det håber jeg virkelig, man er opmærksom på nu og retter op på i det nye samarbejde

Ifølge hende kræver det en seriøs investering i hele den rekreative infrastruktur med opdaterede faciliteter og tidssvarende formidling.

»Det er lidt kommunernes egen skyld, at de ikke har fået indfriet deres forventninger til VisitAarhus-samarbejdet. Der har været alt for lidt fokus på, hvordan man kunne udvikle turismen lokalt. Det håber jeg virkelig, man er opmærksom på nu og retter op på i det nye samarbejde,« siger Annette Krogsøe.

»Mangel på arbejde med lokal udvikling er nok hovedproblemet. VisitAarhus er gode til markedsføring, men kommer naturligvis ikke ud i alle de kommuner og lokalsamfund, som er med i Visit Aarhus samarbejdet for at igangsætte lokale initiativer. Det er op til kommunerne at understøtte destinationsudvikling sammen med de lokale aktører, erhverv, foreninger og civilsamfundsorganisationer« konstaterer hun.

Tidligere i år foreslog Foreningen Søhøjlandet ifølge formanden borgmestrene i Silkeborg og Skanderborg, at danne et samarbejde om udvikling af den lokale turisme sideløbende med medlemskabet af VisitAarhus. Tiden er løbet fra den opfordring, alligevel mener Annette Krogsøe, at det er vigtigt ikke at kappe båndene til VisitAarhus.

»Selv med en ny Visit Søhøjlandet-destination, vil det være behov for at samarbejde med eller købe ekspertise og ydelser hos VisitAarhus eller Visit Danmark, for eksempel analyser og ikke mindst international markedsføring. Men der skal også være noget at reklamere for, og derfor er investering i den lokale turismeudvikling så vigtigt. Vi har i Foreningen Søhøjlandet adskillige gange peget på, at det allerbedst kan gøres i et samarbejde på tværs af de to kommuner.«

Allerede i 2019 præsenterede daværende VisitSkanderborg og VisitSilkeborg en fælles vision for Søhøjlandet.

»Det kunne være rigtig spændende at se nærmere på den vision igen i lyset af de seneste tre-fire års udvikling på turismeområdet, eller måske snarere mangel på samme,« mener Annette Krogsøe og tilføjer, at Søhøjlandet rummer et stort uudnyttet potentiale både indenfor outdoorturisme og kulturturisme.

»Det bliver meget spændende at følge udviklingen de kommende måneder i samarbejdet på tværs af de to kommuner. Vi vil naturligvis gerne inddrages. Vi har både noget faglighed og viden, vi kan byde ind med og et netværk, der kan inddrages.«

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here