Home Herning Fire priser til lovende, unge FCM’ere: Stort talent tog den største pokal...

Fire priser til lovende, unge FCM’ere: Stort talent tog den største pokal | Herning Folkeblad

2
0
fire-priser-til-lovende,-unge-fcm’ere:-stort-talent-tog-den-storste-pokal-|-herning-folkeblad

Sportsredaktør

FODBOLD Det er stolte fodspor og et forpligtende selskab, som Valdemar Byskov Andreasen lørdag aften blev en del af.

Den 18-årige midtbanekreatør blev kåret til årets akademispiller i FC Midtjylland, da akademiet holdt afslutningsfest.

Den bogstaveligt talt enorme pokal er tidligere blevet vundet af spillere som Simon Kjær, Erik Sviatchenko, Viktor Fischer, Pione Sisto og Rasmus Nissen Kristensen. Spillere der alle har opnået danske A-landskampe og gjort karriere i udlandet.

Nu står Valdemar Byskov Andreasens navn på samme række.

Men den 18-årige midtbanespiller har også stort potentiale, understregede U19-træner Kenneth Andersen i sin motivering af valget.

– Valdemar er en spiller, der har taget skridtet fra akademiet og ind på superligaholdet i denne sæson. Han har spillet en rolle i både Europa League og superligaen – og han har samtidig mestret at være kampafgørende, når han har været med U19.

– Mentalt udvikler han sig hele tiden, og han er god til at tilpasse sig. På banen har han vist stort overskud og gode visioner i spillet. Han er god til – med sin fremragende teknik – at sætte sine holdkammerater i scene og selv at blive farlig i og omkring modstandernes felt. Samtidig har han udviklet sit defensive spil og står langt stærkere nu, lød det fra Kenneth Andersen ved afslutningsfesten.

Valdemar Byskov Andreasen, der er født og opvokset i Herning, fik 11 kampe for førsteholdet i den forgangne sæson – heraf tre fra start.

I U19 Ligaen blev det til 17 kampe med 10 scoringer og 8 assists på vejen til det danske mesterskab.

Herningenseren er født i årgang 2005 er således også U19-spiller i den kommende sæson. Det er dog længe siden, at han begyndte at træne fast med superligaholdet.

Han har allerede 25 ungdomslandskampe på cv’et og har i det seneste år konsekvent spillet på landshold med årgangen over sin egen.

Akademi Awards

Årets akademispiller: Valdemar Byskov Andreasen

Årets udviklingsspiller: Jamiu Musbaudeen

Årets U19-spiller: Pontus Texel

Årets U17-spiller: Simon Kristiansen

Tidligere vindere af årets akademispiller: Victor Lind (2021-22), Oliver Sørensen (2020-21), Nikolas Dyhr (2019-20), Nicolas Madsen (2018-19), Andreas Poulsen (2017-18), Kristian Riis (2016-17), Rasmus Nissen Kristensen (2015-16), Mikkel Duelund (2014-15), Jonas Gemmer (2013-14), Pione Sisto (2012-13), Mads Pedersen (2011-12), Viktor Fischer (2010-11), Erik Sviatchenko (2009-10), Mads Albæk (2008-09), Simon Kjær (2008), Simon Kjær (2007), Adigun Salami (2006)

Fire talenter blev hædret

Der blev – ligesom i de foregående år – uddelt fire priser i alt.

Den næstfornemmeste, årets udviklingsspiller, gik sidste år til Valdemar Byskov Andreasen. Denne gang tilfaldt den midtbanedynamoen Jamiu Musbaudeen, som træner Kenneth Andersen for nyligt sammenlignede med Frank Onyeka i en artikel i Folkebladet.

U19-træneren havde også pæne ord til den unge nigerianer ved prisoverrækkelsen.

– Han er en spiller med et stort fysisk potentiale. En central midtbanespiller der dækker et stort område. Han er god i presspillet og stærk én-mod-én defensivt. Han er en stille type, men er vellidt blandt sine holdkammerater, pointerede Kenneth Andersen.

Jamiu Musbaudeen debuterede for U19-holdet i oktober, og i sidste hjemmekamp i sæsonen debuterede han i superligaen mod OB.

Jamiu Musbaudeen fik debut i sæsonens sidste hjemmekamp i superligaen, da FC Midtjylland fik besøg af OB på MCH Arena. Foto: Daniel Stentz/FCM Foto: Daniel Stentz/FCM

Også Pontus Texel fik hjemmebanedebut for FC Midtjyllands superligahold i kampen mod OB. I efteråret fik han desuden fuld spilletid i pokalsejren på udebane mod FA 2000.

Texel blev kåret til årets U19-spiller. Højrebacken var anfører for U19-guldholdet og tegnede sig for 10 assists i 23 kampe i U19 Ligaen i denne sæson.

– Han tager vare på sine medspillere og sørger for, at der er et godt miljø på holdet. Han sørger for at der bliver arrangeret sociale ting ved siden af fodbolden. Han kommunikerer rigtigt godt og meget. Og han er en ægte FCM’er og en vigtig kulturbærer i klubben.

– Sportsligt har han udviklet sig utroligt flot og har fået sin debut i superligaen, lød begrundelsen fra Kenneth Andersen.

Som anfører fik Pontus Texel æren af at løfte to store trofæer i sæsonens. Her står han med trofæet efter Dallas Cup, og senere endte højrebacken også med DM-trofæet mellem hænderne, da FCM vandt U19 Ligaen. Foto: Jørn Just Foto: Jørn Just Kristensen

Der var dermed måske lidt overraskende ingen hæderspris til U19 Ligaens suveræne topscorer, Gustav Ørsøe Christensen, der scorede 31 mål i sæsonens 26 kampe.

Seriøs U17-back gør fremskridt

Årets U17-spiller blev venstrebacken Simon Kristiansen. Valget blev begrundet af U17-træner Allan K. Jepsen.

– Du viste os tidligt på sæsonen – faktisk allerede på træningslejren i Tyskland sidste sommer, at du er en spiller, som dine holdkammerater og vi trænere kan regne med, når tingene bliver virkelig hårde, og vi har brug for at nogle tager ekstra ansvar. Du har vist os, at uanset arena tager du hver opgave seriøst og bidrager med dine kvaliteter både på og udenfor banen – det være sig Algarve Cup med et ungt U17-hold, U19-tur til Dallas Cup, eller når Simon Kjær Loungen kræver en ekstra hånd.

– Dine færdigheder på bolden er gode, og du har gennem sæsonen udviklet dit spil uden bold enormt, hvilket også har betydet, at du har snust lidt til U19. Vi glæder os til at følge din fortsatte udvikling, lød det fra Allan K. Jepsen.

Simon Kristiansen. Foto: FCM

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here