Home Fredericia Flere benamputerede patienter kan få deres sag vurderet af Patienterstatningen

Flere benamputerede patienter kan få deres sag vurderet af Patienterstatningen

3
0
flere-benamputerede-patienter-kan-fa-deres-sag-vurderet-af-patienterstatningen

Region Syddanmark og de andre fire regioner har 1. juli 2023 indgået en aftale med Patienterstatningen, så patienter, hvis sag er faldet for forældelsesfristen, nu alligevel kan få vurderet deres sag. Aftalen gælder kun patienter, der er benamputeret fra 1. januar 2010 og frem.

Regionerne har 1. juli 2023 indgået en aftale med Patienterstatningen om såkaldte vejledende udtalelser i sager vedrørende benamputerede patienter fra 1. januar 2010 og frem. Det betyder, at patienter, hvis sag er forældet, alligevel kan få vurderet sagen hos Patienterstatningen, hvis de opfylder kravene i aftalen.

Patienterne skal opfylde fire krav:

  • patienten har fået foretaget benamputation den 1.  januar 2010 eller senere
  • patientens benamputation er ikke foretaget på grund af f.eks. kræftsygdom eller en ulykke
  • patienten har søgt erstatning hos Patienterstatningen senest den 31. december 2023
  • patienterstatningen har afvist sagen på grund af forældelsesfristen.

Regionens amputationsundersøgelse udvides ikke

Region Syddanmark satte i maj gang i en undersøgelse af benamputerede patienter, der dækker perioden 15. juni 2013 til 31. december 2022. Regionens undersøgelse dækker denne periode, fordi den flugter med forældelsesfristen på området på 10 år.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:

– Region Syddanmarks undersøgelse af benamputerede patienter har naturligt været afgrænset af forældelsesfristen på 10 år. Med den nye aftale om vejledende udtalelser får benamputerede patienter, hvis forløb ligger længere end 10 år tilbage, nu mulighed for at få deres sag vurderet af Patienterstatningen. Men rammerne for regionens undersøgelse og den forældelsesfrist, vi har undersøgt ud fra, ændres ikke med aftalen.

Sådan søger man erstatning

Patienter, der ønsker at søge erstatning, skal fortsat sende en ansøgning til Patienterstatningen via deres hjemmeside: www.patienterstatningen.dk

Sådan foregår ansøgningen:

  • Patienterstatningen vurderer, om sagen er forældet ifølge forældelsesfristen på 10 år
  • Patienterstatningen henviser patienten til regionen, der kan vurdere, om patientens forløb opfylder kravene i den nye aftale
  • regionen beder Patienterstatningen om en vejledende udtalelse.

Regionen er ifølge aftalen forpligtet til at følge Patienterstatningens vejledende udtalelser i disse sager og udbetale evt. tilkendt erstatning. 

Region Syddanmark vil desuden kontakte relevante benamputerede borgere, hvor Patienterstatningen før 1. juli 2023 har afvist sagen på grund af den 10-årige forældelsesfrist, og infomere dem om muligheden for at søge om en vejledende udtalelse. Borgerne vil blive kontaktet via digital post eller almindeligt brev, hvis de er fritaget for digital post.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here