Kroatien er langt fra Europas største land, men hvad gør det, når landet har én af kontinentets smukkeste kyststrækninger? Og netop Kroatiens skønne riviera ved Adriaterhavet er et godt bud at kigge nærmere på, hvis du er i gang med at planlægge en familievenlig sommerferie. Særligt fordi vejret i Danmark ikke altid spiller om sommeren, men det gør det til gengæld i Kroatien, da der gennemsnitligt er over 25 grader i juni, juli og august. Så hvis du vil være helt klar til sommer og varme, så er Kroatien bestemt en destination, der er værd at overveje! Jeg har fundet et rigtig godt tilbud på både fly til Zadar og et særdeles familievenligt ferieresort, som ligger i den skønne region Dalmatien 😎☀
Fly til Zadar
Vil du gerne til Zadar, er Hamborg og Aarhus lufthavnen du skal holde øje med.
Fra Hamborg til Zadar er der mange billige afgange. Og så endda i skolernes sommerferie.
Fra Hamborg lufthavn flyver Ryanair direkte på tirsdage, torsdage og søndage. Du kan flyve fra juni til og med august, hvor prislejet ligger mellem ca. 600 kr. og 1.000 kr. Og det er endda i skolernes sommerferie!
Skal du fra Danmark til Zadar, er Aarhus Lufthavn i øjeblikket eneste danske afrejse lufthavn med en direkte forbindelse.
Det irske lavprisselskab Ryanair flyver direkte på mandage og fredage fra Aarhus. Det er kun muligt at flyve fra juni til og med august, og i denne periode ligger priserne typisk mellem 700 – 1.800 kr. Det er dog lidt dyrere at flyve fra Aarhus i skolernes sommerferie sammenlignet med Hamborg.
Fra København er det ikke muligt at flyve direkte til Zadar. Alternativt kan du finde fly til f.eks. Split, som ligger i samme region (Dalmatien). Dog har du noget ekstra transporttid fra Split til Zadar.
Til denne rejse har jeg taget udgangspunkt i en uge i børnenes sommerferie fra tirsdag den 27. juni til tirsdag den 4. juli. På disse datoer kan du fra Hamborg finde billetter til kun 608 kr.
Hos Ryanair må du som udgangspunkt altid medbringe en mindre håndtaske. Hvis du ønsker at tilkøbe mere bagage, kan du med fordel læse min miniguide om Ryanairs bagageregler.
Eksempler på billige rejsedatoer
Fra Hamborg
Tirsdage, torsdage og søndage
- Rigtig mange datoer i juni
- 04.07. – 11.07.
- 06.07. – 13.07.
- 11.07. – 18.07.
- 15.08. – 22.08.
- 22.08. – 29.08.
- 24.08. – 31.08.
- Og flere
Fra Aarhus
Mandage og fredage
- 05.06. – 12.06.
- 09.06. – 16.06.
- 12.06. – 19.06.
- 11.08. – 18.08.
- 14.08. – 21.08.
- 18.08. – 25.08.
- 21.08. – 28.08.
- Og flere
Hotel ved Zadar
Alt efter hvad du har mest lyst til, har du overordnet set to muligheder ift. hotelvalg.
Den første mulighed er, at du finder et hotel i selve Zadar by. Så får du en byferie – med alt hvad det indebærer af shopping, sightseeing, barbesøg osv. Den anden mulighed er, at du kigger efter hoteller og strandresorter lidt uden for Zadar. Det giver typisk en beliggenhed tættere på stranden.
I dette eksempel er jeg gået med sidstnævnte, men du styrer selvfølgelig selv, hvad du har mest lyst til. Jeg har fundet det anmelderroste Zaton Holiday Resort (4 ud af 5 på Tripadvisor og Travellers’ Choice 2022).
Det firstjernede Zaton Holiday Resort ligger ca. 15 km nord for Zadar. Resortet har et væld af aktiviteter for både børn og voksne – bl.a. privat strand og et imponerende poolkompleks.
Herudover kan du også fordrive tiden på aktiv vis med tennis, minigolf, surfing eller noget helt fjerde. Muligheder er der i hvert fald nok af (nogle af aktiviteterne kan dog koste penge).
Så med både strand, swimmingpools og et hav af aktiviteter, får du noget nær de perfekte rammer for en familieferie!
På de samme datoer som flybilleterne koster et 4-personers telt i alt 9.667 kr. Ved en rejse for 4 personer bliver prisen derfor 2.417 kr. pr. person.
Er hotellet udsolgt eller markant dyrere på dine rejsedatoer, eller vil du gerne selv finde et hotel i Zadar, skal du naturligvis være velkommen til selv at finde et.
Billeder fra hotellet
Transport til/fra lufthavnen
Hotellet ligger cirka 20 minutters kørsel fra lufthavnen. En taxi burde derfor ikke blive alt for dyr.
Alternativt kan du også vælge at leje en bil. Det giver også rig mulighed for at udforske området i og omkring Zadar på egen hånd.
Husk, at de fleste biludlejningsfirmaer i Kroatien (og generelt i udlandet) kun tager imod kreditkort (og ikke dankort). Hos de fleste danske banker kan du oprette et kreditkort (f.eks. Mastercard) gratis.
Udforsk Zadars omkringliggende øer
Fra Zadar har du mulighed for at sejle en tur ud til de små øer, der ligger tær på byen, hvilket vil gøre sig godt som en hyggelig dagstur, hvad enten I rejser som par eller familie. Det er nemt at sejle ud til de forskellige øer, da der blandt andet går færger.
Dugi Otok
Den største af øerne er Dugi Otok. Navnet betyder ‘lang ø’, hvilket den bestemt også er med sin længde på 45 km. Øen er kendt for sine vinmarker og frugtplantager, den nordlige strand Sakarun Beach og Telascica Nature Park, hvor der blandt andet er den smukke saltvandssø Mir. Det er en ø meget stille ø, hvor der hersker en afslappende atmosfære, uanset hvor du befinder dig på øen. Et perfekt sted at besøge for at samle tankerne og lade batterierne op.
Ugljan
Ugljan er drømmeøen for den aktive rejsende, da der er adskillige skønne hiking- og cykelruter. Hikingruten til Ugljans højeste punkt Šćah byder f.eks. på en uovertruffen udsigt fra toppen, mens der også er en hikingrute, der tager dig hele vejen til det historiske fort Saint Michael, som blev bygget helt tilbage i det 13. århundrede. Så hvis du ikke er bange for at komme ud og røre benene, så er Ugljan helt sikkert et besøg værd!
Pasman
På Pasman finder du en masse små strande – her er de to strande Tractica Beach og Duzica Beach værd at fremhæve, som ligger i landsbyen Kraj, der begge har gode faciliteter og spisesteder i nærheden. Du kan også tage en hikingtur op til øens højeste punkt Veliki Bokolj, hvor du kan nyde den pragtfulde udsigt over havet.
Rejsetip – nationalparker
Zadar er en superhyggelig by, og strandene i området er skønne. Men naturen i resten af regionen (Dalmatien) er intet mindre end enestående. Det afspejler sig helt konkret i det faktum, at du kan finde en række imponerende nationalparker inden for halvanden times kørsel fra Zadar. Her får du tre af de mest imponerende.
Plitvicesøerne
Plitvicesøerne er en 300 km2 stor nationalpark, der er spækket med idylliske søer og fejende flot natur. På grund af områdets unikke natur blev Plitvicesøerne allerede tilbage i 1979 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Nationalparken, der ligger ca. halvanden times kørsel fra Zadar, er især berømt for sine imponerende, strømmende vandfald og søernes helt utroligt smukke farver, der varierer fra azur til grøn, grå og blå. Farverne ændrer sig hele tiden alt efter vandets indhold af mineraler og lysets vinkel.
Selv hvis du ikke lejer en bil, kan du sagtens besøge Plitvicesøerne. På getyourguide.dk kan du f.eks. booke en heldagstur fra Zadar med både transport, bådtur og guide.
Krka-vandfaldene
Krka-vandfaldene er meget i samme boldgade som Plitvicesøerne – og faktisk bliver denne nationalpark ofte kaldt for mini-Plitvice. Krka-vandfaldene ligger kun ca. 1 times kørsel fra Zadar, og nationalparkens areal begrænser sig til 109 km2. Så hvis du gerne vil have lidt natur ind i ferien uden at gå all-in, vil Krka-vandfaldene være et godt bud.
Ligesom med Plitvicesøerne kan du på getyourguide.dk booke en heldagstur fra Zadar med transport, guide og entrebillet til nationalparken.
Paklenica
Er du mere til bjerge end søer og vandfald, så læg turen forbi Paklenica Nationalpark. Parken er åben året rundt, men sommerhalvåret er da uden tvivl den bedste periode til vandreture i de smukke bjerglandskaber. Det tager ca. en times tid at køre til Paklenica fra Zadar – der kører i øvrigt også en del busser til nationalparken fra Zadar.
Corona og Zadar
Der er p.t. ingen restriktioner ifm. indrejse i Kroatien.
OBS: Disse oplysninger er fundet efter bedste evne. Jeg vil derfor altid anbefale, at du selv undersøger reglerne og holder dig opdateret om corona-situationen på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Hvis du har spørgsmål, så skriv en kommentar nedenunder. Og husk at tilmelde dig nyhedsbrevet og downloade appen, så du aldrig går glip af et tilbud!