Det estimeres at omkring 1000 civile fortsat befinder sig i Bakhmut. En by, hvor den ukrainerne forsøger at få russerne til at forbløde.
Det er den bedste by i Ukraine. Den er rolig, smuk og fuld af blomster.
Sådan fortæller 41-årige Maryna Pogorelova om sin hjemby Bakhmut, da TV 2 møder hende på et bibliotek i den ukrainske storby Kryvyi Rig, som hun flygtede til med sin mand og børn i april sidste år, da kampene bevægede sig nærmere Bakhmut.
Det er ellers ikke den fortælling der fylder i disse dage, hvor hele verden følger med i situationen i og omkring den lille by i Donetsk-provinsen, der er blevet omdrejningspunkt for et af de blodigste slag i den nu over et år lange krig i Ukraine.
– Bakhmut er epicentret for kampene i øst lige nu, fortæller oberst Serhiy Cherevaty over en skrattende telefonforbindelse, som vi fanger ham på onsdag morgen.
Cherevaty er talsmand for den ukrainske hær i det østlige Ukraine, og har derfor den seneste viden om, hvad der foregår i byen.
– Der er konstante angreb fra fjenden med både artilleri og raketter, fortæller han, mens linjen falder ud.
Stadig civile i byen
Inden krigen havde Bakhmut et sted mellem 70.000 og 80.000 indbyggere, men efter mere end et halvt års kampe om byen er der ifølge oberst Serhiy Cherevaty i dag kun omkring 1000 civile tilbage i Bakhmut.
– Vi gør, hvad vi kan for at hjælpe dem. De får humanitær hjælp, og de fleste opholder sig i kældre eller andre sikre steder, og de ukrainske myndigheder opfordrer dem konstant til at forlade byen, fortæller obersten.
Ifølge Maryna Pogorelova er det er primært de ældre og svagelige, der er blevet tilbage.
Da krigen startede, valgte Maryna Pogorelova også selv i første omgang at blive i Bakhmut med sin familie.
– Jeg arbejdede som leder i socialvæsenet og ville gerne hjælpe de folk, der flygtede til Bakhmut fra de områder, der på det tidspunkt var under angreb, fortæller hun.
Men da kampene kom nærmere, kunne hun ikke få sig selv til at blive i byen med sine to børn på 9 og 20 år.
– Alle har deres egen grænse, og jeg nåede min, da jeg kunne se, at mine børn var begyndt at blive påvirkede af situationen, fortæller hun.
Troede de hurtigt kunne vende tilbage
Med et døgns varsel pakkede familien derfor, hvad de kunne, og tog afsted i den tro, at de ville kunne vende hjem efter et par uger. Men siden da er kampene blot taget til, og i dag er der stort set intet tilbage af byen.
– Al infrastruktur er ødelagt, konstaterer Maryna Pogorelova og fortsætter:
– Min mand og jeg tog tilbage i november sidste år for at hente nogle af vores ting, og på det tidspunkt var 80 procent af byen smadret. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er i dag.
Frem til januar havde Maryna Pogorelova jævnlig kontakt med de venner og familiemedlemmer, der er blevet tilbage i Bakhmut, men det blev gradvist mere og mere vanskeligt at få forbindelse.
– Til sidst kunne vi kun sende sms-beskeder, og ind i mellem tog det flere dage, før de kom igennem, fortæller hun.
Civile barrikaderer sig
Siden januar har det ikke været muligt at få kontakt til hverken familie eller venner, fordi der ikke er nogen strøm eller noget mobilsignal i byen.
Ifølge Maryna Pogorelova sidder byens indbyggere i deres kældre i dagevis og ikke tør bevæge sig ud af deres huse. Den eneste information, hun får fra Bakhmut i dag, kommer via grupper på beskedtjenesten Telegram, men det er efterhånden også længe siden, der har været noget nyt der, siger hun.
En af dem, der har forladt Bakhmut for nylig, er 62-årige Halyna Demianenko, der i slutningen af januar flygtede.
– Mine børn var allerede rejst, men min mand og jeg var blevet tilbage med min svigermor, der ikke ville forlade byen, fortæller hun, da TV 2 møder hende på et center for flygtninge fra Bakhmut i storbyen Dnipro.
– Men da en granat ramte min svigermors hus, hvor vi også var flyttet ind, blev hun overbevist, og vi tog afsted.
Halyna Demianenko og hendes mand og svigermor blev hjulpet ud af byen af frivillige, der måtte køre af små bagveje ud af Bakhmut, mens der var konstante eksplosioner både foran og bagved bilen, fortæller den 62-årige pensionist, der stadig har svært ved at tale om situationen – og stadig savner sin hjemby.
– Jeg græd på hele turen ud. Min svigermor er 85 år og gennemlevede Anden Verdenskrig i Bakhmut. Ifølge hende er det, der sker nu, langt værre.
Tusind vis af flygtninge
Ifølge Natalia Otiunyna, der er koordinator på flygtningecentret i Dnipro, og selv er flygtet fra Bakhmut, er der omkring 9000 flygtninge fra Bakhmut alene i Dnipro og omegn, og endnu flere i andre dele af Ukraine. På centret kan flygtninge komme og hente mad, tøj og andre essentielle fornødenheder, og det er der brug for.
– Mange har forladt byen i hast og kun med det, de kunne bære i deres hænder, forklarer Natalia Otiunyna.
Mens TV 2 er på besøg i flygtningecentret, er to kvinder, der selv er flygtet fra Bakhmut, i gang med at sortere bunker af tøj, som er blevet doneret af både lokale og folk fra resten af verden.
Centret arrangerer også udflugter og underholdning for børn fra Bakhmut, så de kan få tankerne væk fra krigen, forklarer Natalia Otiunyna.
Ukraine vil lade Rusland bløde ihjel
Over telefonen spørger vi oberst Cherevaty, hvorfor Ukraine bruger så mange kræfter på at forsvare Bakhmut, men han anerkender ikke præmissen og svarer:
– Vores logik er ganske enkelt at lade fjenden bløde og fjerne ham. Det her er vores land, og vi beskytter det. For os er Bakhmut et symbol på vores uovervindelighed og et absolut symbol på den russiske hærs opløsning.
Men obersten anerkender, at prisen på et tidspunkt kan blive for høj.
– Vi holder linjen, så vi kan gøre maksimal skade på fjenden samtidig med, at vi minimerer vores egne tab, men hvis vores tab begynder at blive for høje, så bliver vi nødt til at foretage en taktisk tilbagetrækning, ligesom vi gjorde ved Severodonetsk og Lysichansk, siger han og afslutter samtalen.
