Home Nyheder TV 2 Nyhederne Hvad er de uidentificerede objekter? USA vil ikke udelukke noget – heller...

Hvad er de uidentificerede objekter? USA vil ikke udelukke noget – heller ikke rumvæsener

2
0
hvad-er-de-uidentificerede-objekter?-usa-vil-ikke-udelukke-noget-–-heller-ikke-rumvaesener

Ved et pressemøde søndag udtalte en højtstående general, at han ikke på nuværende tidspunkt kan forklare, hvordan objekterne holder sig i luften.

Er det et fly, en ballon eller måske noget fra det ydre rum?

Det er blot nogle af de spørgsmål, der de seneste dage er blevet spekuleret i. På under to uger er tre uidentificerbare flyvende objekter nemlig blevet skudt ned over USA og Canada. Dertil kommer en kinesisk luftballon.

På et pressemøde søndag fortalte Glen VanHerck, chef for det nordamerikanske luftforsvar, NORAD, at han ikke kan kategorisere, hvordan de tre uidentificerede objekter holder sig i luften.

– Der er en grund til, at vi kalder dem objekter og ikke balloner, sagde Glen VanHerck, da han blev spurgt, hvad det var, et F-16-fly havde skudt ned over Lake Huron i Nordamerika.

Den højtstående general blev også direkte spurgt til, om objekterne kunne være “aliens”.

– Jeg udelukker ingenting på nuværende tidspunkt, sagde han på pressemødet søndag ifølge Reuters.

Har altid været der

Mysteriet om de flyvende objekter begyndte 4. februar, da USA skød en kinesisk ballon ned ud for South Carolinas kyst. Kina har indrømmet, at de sendte luftballonen ud, og ifølge dem var det en civil luftballon, der var blæst ud af kurs.

Men senest er de tre yderligere objekter blevet skudt ned.

Den demokratiske toppolitiker Chuck Schumer har hævdet, at han mener, at der er tale om balloner. Han har citeret efterretningskilder for, at ballonerne skulle være meget mindre end den kinesiske ballon, der blev skudt ned 4. februar.

På nuværende tidspunkt ved man ikke, om weekendens tre nedskydninger har en sammenhæng til den kinesiske ballon. Én ting er dog sikkert – det er meget usædvanligt, at der har været så mange nedskydninger på kort tid.

Det fortæller Henning Heiselberg, der er centerleder på DTU Space, hvor de selv nogle gange sender balloner ud i forbindelse med forskning og test af rumudstyr.

– Der har altid været mange vejrballoner og forskningsballoner, men vi har ikke set dem blive skudt ned, siger han til TV 2 og peger på, at man typisk ikke har været opmærksom på dem, fordi de flyver i en højde, hvor de ikke kan ses.

Hvor rutefly flyver i 10 kilometers højde, så kan ballonerne flyve op i 40 kilometers højde. Derudover har balloner den fordel, at de er billigere at sende op med en satellit og kan flyve langsomt hen over et område, forklarer Henning Heiselberg.

Det nordamerikanske luftforsvar, NORAD, har også tidligere meldt ud, at de før har set tre balloner i amerikansk luftrum. Ingen af de balloner blev dog skudt ned.

Inden nattens pressemøde har amerikanske myndigheder oplyst, at de seneste nedskudte objekter var henholdsvis “oktagon” og “cylinderformede”, og at det største objekt var på størrelse med en folkevogn.

Objektet, der blev skudt ned over Lake Hurron søndag, skulle være ottekantet. Men ifølge Hennig Heiselberg betyder det ikke, at der ikke kan være tale om balloner.

– Jeg har ikke set billeder af de tre sidste, men balloner kan se forskellige ud, og jeg vil tro, at det er en ballon, indtil jeg ser andet, siger han til TV 2.

Skal nu undersøges

Ifølge Stig Holger Hestbech, kaptajn og underviser ved Center for Luftoperationer på Forsvarsakademiet, giver det god mening, at højtstående amerikanske embedsmænd holder alle muligheder åbne.

– Det er svært at spå om, hvad de tre sidste objekter er. Når man får fundet stumperne af dem, kan man bedre danne et billede af det, siger han.

Han regner nu med, at amerikanerne vil forsøge at undersøge de nedskudte objekter. Det kan også give en indikation på, om det er tilfældigt eller har været planlagt, ved at se på, hvilke ruter objekterne har fløjet.

– Så vil man kunne se, hvad opdriften er, og hvilke systemer der måske har været ombord. For eksempel bokse, elektronik, sendesystemer eller kameraer.

Mener, at det er balloner

Henning Heiselberg hælder mest til, at det er kineserne, der har udsendt de resterende ukendte objekter.

– Vejrballoner og forskningsballoner er nok mest sandsynligt. Hverken fly eller satellitter kan flyve så højt, så det kan næsten kun være balloner, siger han.

Når USA har fundet flere balloner i den seneste uge, tror han, at det skyldes, at de sandsynligvis har skruet op for deres radarer.

Han forklarer det også med, at der generelt har været en større opmærksomhed på dem. Den teori har også været beskrevet i en artikel i The New York Times, hvor det forklares, at overflyvningerne har lagt pres på USA’s præsident, Joe Biden.

At der skulle være tale om aliens, er “temmelig usandsynligt”, mener Henning Heiselberg.

– Det er jo blevet diskuteret i 70 år, og man har aldrig fundet nogle beviser for ufo’er, så jeg tror, at det er tvivlsomt. Men ufo’er er jo bare uidentificerbare objekter, der er vanskelige at se, hvad er, og så kan uidentificerede objekter godt være balloner. Der er altid en grænse for vores censorers rækkevidde, siger han.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here