Home Nyheder TV 2 Nyhederne – Hvis hun har fortrudt, så skulle hun da bare have sagt...

– Hvis hun har fortrudt, så skulle hun da bare have sagt det, siger Lars Boje om Pernille Vermund

2
0
–-hvis-hun-har-fortrudt,-sa-skulle-hun-da-bare-have-sagt-det,-siger-lars-boje-om-pernille-vermund

Den tidligere ledelse efterlod et parti i ruiner, hævder Lars Boje Mathiesen.

Lars Boje Mathiesen føler sig stukket i ryggen af Nye Borgerlige, der sent torsdag aften valgte at ekskludere den nyvalgte partiformand.

Sådan får man nogle livslektioner

Lars Boje Mathiesen, løsgænger

Han mener, at han er udsat for et “forsøg på karaktermord“, fordi han forsøgte at få partiet til at arbejde mere professionelt – og i sidste ende fordi, at Pernille Vermund har fortrudt og gerne vil have sit formandsjob tilbage.

– Jeg burde måske have set, at hun gerne ville tilbage som formand og måske har puffet til folk. Skulle man have gennemskuet, at det var på vej? spørger Lars Boje Mathiesen retorisk i et interview med TV 2 Østjylland.

– Sådan får man nogle livslektioner. Så kan man måske godt blive snøret af folk. Hvis hun har fortrudt, så er det jo fint. Så skulle hun da bare have sagt det.

Lars Boje Mathiesen fortæller, at den eneste grund til, at han stillede sig til rådighed som formand var, at Pernille Vermund “smed det hele og stak afsted”.

– Så var der jo nogen, der måtte samle ansvaret op. Det gjorde jeg så.

Han fortæller videre, at han overtog en partiorganisation, der lå “fuldstændig i ruiner” og et bagland, “der ikke følte sig hørt”.

– Den tilbagegang har jeg formået at vende på kort tid, lyder det fra den nu detroniserede formand.

Smidt ud af partiet efter en måned som formand

Det er kun en måned siden, Lars Boje Mathiesen blev valgt som ny formand for Nye Borgerlige, mens Henriette Ergemann blev valgt som ny næstformand.

To uger senere forlod næstformanden sin post efter kritik af hårde udtalelser på sociale medier. Hun meldte sig ud af partiet i mandags.

Min situation er en anden. Jeg bor i Aarhus, jeg er børnefar. Andre formænd får også et vederlag

Lars Boje Mathiesen, løsgænger

Sent torsdag aften tyede Nye Borgerliges hovedbestyrelse så til det drastiske skridt at ekskludere partiformanden med øjeblikkelig virkning.

Den organisatoriske næstformand, Jesper Hammer, har i en mail til partimedlemmerne delt hovedbestyrelsens udlægning, som handler om pengekrav fra Lars Boje Mathiesen med trusler om, at han ville gå af, hvis han ikke fik dem.

Pernille Vermund har i en mail til partiets medlemmer meddelt, at hun stiller sig til rådighed som partiformand igen, selvom det kun er en måned siden, hun gik af, fordi hun ville have sit liv tilbage.

Formand på en anden måde end Vermund

Lars Boje Mathiesen fastholder, at hans krav om et formandsvederlag er rimeligt, fordi jobbet viste sig at kræve langt mere, end han kunne have vidst, da han stillede op til det.

Det stod først klart for ham, da han tiltrådte og så, “hvilken tilstand partiet var i”.

Der skulle ifølge Lars Boje Mathiesen laves en større “omorkestrering” af partiet, fordi der skulle spares penge, og fordi den tidligere ledelse “ikke havde været i stand til at løfte” opgaverne.

– Jeg påtog mig flere opgaver end den tidligere formand, så vi kunne spare en stilling, og så skulle jeg også have en honorering for det ekstra arbejde, forklarer han.

Jeg ønsker at tage magt væk fra hovedbestyrelsen og lægge den ud til lokalforeningerne – så møder man jo noget modstand

Lars Boje Mathiesen, løsgænger

Lars Boje finder det rimeligt, selvom den tidligere formand, Pernille Vermund, ikke fik formandshonorar ved siden af sin folketingsløn.

– Pernille Vermund har jo truffet de beslutninger, hun syntes. Min situation er en anden. Jeg bor i Aarhus, jeg er børnefar. Andre formænd får også et vederlag, siger han.

Forgængeren havde også ifølge Lars Boje en person ansat til at løse opgaver, som han selv overtog som formand, så der kunne spares en stilling.

– Når man skal lave flere ting, så er det også rimeligt, at man får et honorar for det, gentager han.

Lars Boje Mathiesen forklarer også, at han ønskede et formandshonorar, så hans kone kunne gå på orlov, mens han var partiformand, så deres familieliv kunne hænge sammen.

Det har været nogle hårde måneder for Nye Borgerlige: 

  • I løbet af valgperioden stod partiet i flere målinger til mere end 10 procent af stemmerne, men da valgdagen oprandt 1. november, fik Nye Borgerlige 3,7 procent, der udløste seks mandater. 
  • Siden folketingsvalget i november har partiet mistet tre folketingsmedlemmer: Mette Thiesen og Mikkel Bjørn Sørensen, der begge er blevet medlemmer af Dansk Folkeparti – og nu Lars Boje Mathiesen. Partiet er dermed nede på tre folketingsmedlemmer og er det mindste parti i Folketinget. 
  • De to partistiftere, Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, har trukket sig som formand og næstformand.
  • Den nyvalgte næstformand, Henriette Ergemann, trak sig efter blot to uger på posten.
  • Hovedbestyrelsesmedlem Rune Bønnelykke er desuden blevet ekskluderet for illoyal og partiskadelig virksomhed. 

Hovedbestyrelsens agenda

Lars Boje Mathiesen afviser hovedbestyrelsens påstand om, at han skal have truet med at trække sig som formand, hvis ikke han fik den lønforhøjelse, han krævede.

Jeg har bedt om at få et honorar for det ekstraarbejde, jeg skulle lave, som var en del af en spareøvelse

Lars Boje Mathiesen, løsgænger

Ifølge hovedbestyrelsen ville han have en fireårig uopsigelig kontrakt på sammenlagt 2,6 millioner kroner. Det svarer til 660.000 kroner om året eller 55.000 kroner om måneden oveni folketingslønnen på cirka 65.000 kroner.

Der findes ingen offentlige eksempler på andre partiformænd i Folketinget, der får vederlag i den størrelsesorden. Ifølge flere politiske kommentatorer er det helt udenfor skiven at forlange så meget – endda som formand for et lille parti.

Lars Boje Mathiesen erkender, at han har “talt med store ord”, men han mener ikke, at han har “sagt det på den måde”.

Hvad skulle de få ud af at sige det, hvis det ikke passer?

– Det er klart, at der er jo en dagsorden omkring, at hovedbestyrelsen ikke er enig i den decentralisering, jeg gerne ville lave i partiet. Det er klart.

– Og så er det klart, at når man kræver, at folk skal arbejde mere professionelt og arbejde på en anden måde – jeg ønsker at tage magt væk fra hovedbestyrelsen og lægge den ud til lokalforeningerne – så møder man jo noget modstand, siger han.

Lars Boje Mathiesen vil fortsætte i Folketinget som løsgænger.

Nye Borgerlige er blevet halveret siden valget i november og er nu – med tre mandater – det mindste parti i Folketinget. Partiet har i øjeblikket hverken formand eller næstformand.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here