Debat: Hvorfor skal mænds overgangsalder latterliggøres og betragtes som udtryk for panik?

Alt for ofte latterliggøres mænds overgangsalder. I forvejen er jeg både mand, hvid og nu snart 50. Med andre ord er jeg ufrivilligt havnet i gruppen af udskældte mænd, der betragtes som privilegieblinde og drilles med den spirende topmave og kommende måne. Og ansigterne falder i endnu mere spottende folder, når jeg fortæller, at jeg har en kæreste på 21, og vi venter barn til sommer. Tabellerne kører rundt, og snart har de regnet ud, at der er 29 års forskel på os.

»Du må havde dødsangst,« siger folk forarget. Jeg svarer: »Ja, kun en tåbe frygter ikke døden.« Jeg indrømmer gerne, at jeg suger den ungdommelige livslyst grådigt til mig og synes, den får tankerne om døden til at fortone sig.

Men jeg ser ikke forandringerne, jeg har skabt i mit liv, som et udtryk for panik. Snarere er der tale om en overgangsalder i stil med kvindernes.

Med deres hedeture, menstruation af varierende styrke, humørsvingninger og stemningsskift oplever kvinderne en dramatisk og tydelig forandring, der rigeligt begrunder, at de træffer livsændrende valg. Hos os mænd er overgangene diffus fysisk, men er for den enkelte lige så mentalt omstyrtende.

I disse tider, hvor vi stadig arbejder på at komme uligheder og uretfærdigheder til livs, bekæmpe sexisme og racisme og kalibrere diskrimination i sproget, synes jeg godt, vi kan forvente mere rummelighed over for netop mænds overgangsalder.

Er det ikke på tide, at man holder op med grinende at bruge ordet panik om os, der med alderen indtager livskvalitet i større bidder? Har mænd ikke lov til at ændre deres prioriteringer, uden at det ses som et udslag af »typisk sen umodenhed«, som en kvinde sagde til mig. Selv anser jeg mig snarere for at være trådt ind i min sympatiske alder.

Et temposkift

I årevis var jeg privilegieblind og forstod ikke min rigdom. Evigt forhippet på at bevise mit værd, præstere og blive stærkere, klogere og hurtigere. Al den stræben gjorde mig ikke lykkelig, men stresset og uopmærksom. Alligevel fortsatte jeg ufortrødent i et hæsblæsende tempo for at tjene flere penge, kysse flere kvinder, rejse længere væk og nå at indtage mere, end jeg kunne fordøje. Jeg var blind for de værdier, der styrede mig. Med klunkerne nede over øjnene forfulgte jeg ideen om, hvad der ville gøre mig til en mand. En, der var værd at elske.

Først sent indså jeg, at alt, jeg ønsker, er lige her. Jeg trækker vejret og har mennesker omkring mig, som jeg elsker, og som elsker mig. Min form er tilforladelig, og helbredet fint. Jeg har alt, hvad et menneske kan ønske sig. Skridt for skridt har jeg trukket mig tilbage fra kampen for at bevise mit værd. Siger pyt og nedprioriterer prestigefyldte pligter. Dilleren er ikke så krævende stiv og ukontrolleret, ikke så opmærksomhedssøgende, men er mere til velbehag og fornøjelse.

»Du lyder for gammel til din kæreste,« siger folk med et resigneret suk.

Jamen, jeg er for gammel. I starten var vi mest tændt af, at der var noget forbudt i mødet, noget forkert i andres øjne. Vi havde ingen planer om at knytte os til hinanden og skjulte forholdet, så vi ikke skulle konfronteres med omverdenens forargelse. Vi troede, forelskelsen gik over. Det var jo bare for sjov. Da vi begyndte at ville hinanden i ramme alvor, blev jeg bekymret. Men efter to år er betænkelighederne forsvundet, jeg er hele tiden gladere for min kæreste, dette unge, kloge menneske, og for, at jeg sammen med hende nu har skabt et nyt liv. Det er en fantastisk måde at blive ældre på.

Jeg er klar over, at spørgsmålene vælter rundt i hovedet på folk, når de ser os sammen.

Har vi overhovedet noget at tale om?

Sjældent har jeg udvekslet så mange ord. Hun studerer litteraturvidenskab, og når hun kommer hjem, spørger jeg spændt, hvad hun har lært i skolen. For hende er det omvendt en udfordring at forklare de nye input, så selv en tåbe som mig fatter dem. Selvfølgelig driller hun mig med min tilsandede hjerne, mens jeg returnerer en joke om hendes ungdommelige idealisme.

»Men hvad så med barnet?« spørger folk, »hvordan overkommer du søvnløse nætter, gylp og bleskift?« I bund og grund overkommer jeg det vel bedre nu end før, hvor jeg for hæsblæsende rundt. Jeg er ikke længere angst for at gå glip af noget. Jeg er ganske enkelt nærværende og til stede. Har tid til at nusse og fordybe mig og har intet imod at tage det meste derhjemme. Helt anderledes end hvis vi var et par i 30’erne, der begge stod midt i kapløbet om at etablere sig.

»Jamen, er du ikke bange for, at din kæreste bliver træt af din gamle hud og rynkede nosser?«

Jo da. Det ville også kun være rimeligt, hvis hun gjorde. Men forhåbentlig har jeg stram hud nok til et stykke tid endnu. Og risikoen for at nogen bliver træt af mig, vurderer jeg i øvrigt til at være lige så stor med en jævnaldrende.

Komplekser og ubalance

»Du frygter vel forhold med kvinder på din egen alder?«

Ja, det kan godt være. I hvert fald oplever jeg, at aldersforskellen giver færre konflikter, sikkert fordi vi er afklaret med vores roller. Afklaret med, at jeg betaler regningerne og lægger bolig til. Egentlig er der utroligt meget parforholdsfnidderfnadder, vi ikke behøver at diskutere. Jeg behøver heller ikke være bange for, at hun skal miste sexlysten, tværtimod er spørgsmålet, om jeg kan leve op til hendes.

»Men siden din kæreste vil have dig, har hun nok et faderkompleks?«

Ja, måske. Og hvad så? Findes der forhold, hvor kærligheden ikke er delvist styret af komplekser? Er kærlighed ikke altid påvirket af vores bagage, og må vi ikke alle lære at indrette os, så den beriger i stedet for at forstyrre?

En har spurgt, om jeg er den store undertrykker, der bevidst har valgt en, jeg kan køre rundt i manegen? Og jo, nogle gange har vi det sjovt med den ubalance, mens hun i andre situationer hundser rundt med mig og kalder mig sin lille olding. Aldersforskellen er både en spændende og udfordrende dimension, der gør vores poler magnetiske. Det holder mig på dupperne og åbner mine øjne. Og nu hvor jeg ikke er blind, nyder jeg mine privilegier mere end nogensinde før.

Skift stereotypen ud

Det må være på tide, at stereotyperne om den patetiske mand i midtvejskrise skiftes ud. At der bliver plads til de omvæltninger, vi mænd oplever. Det faldne hormonniveau og psykens gradvise forandringer.

Kunne vi i stedet se livsændringer som andet end panik og holde op med at betragte den unge kvinde, der elsker manden med topmave som en psykisk syg, der er tvunget ind i et forhold?

Det ville klæde os at møde midalderen med rummelighed og færre fordomme. For frisind er mere end frisind blandt ligesindede.