Både den interne og den eksterne validitet af idéen om, at jøderne har guddommelig ret til Israel er efter min vurdering særdeles lav.
De fleste jøder mener, at de har ret til landområdet Israel i Mellemøsten. Mange især kristne er enige med dem. Denne idé er imidlertid forholdsvis ny. Den opstod først i 1800-tallet med den politiske zionisme. Opfattelsen er baseret på en tro på, at Gud lovede Israel til jøderne som skrevet står i Det Gamle Testamente og i den hebræiske bibel. Det er imidlertid ikke det, der står. Guds udvalgte folk er i følge teksten ikke jøderne, men israelitterne som jøderne udgør 1/12 af. Det er så lykkedes den moderne zionisme og jødedom at kuppe hele israelitkategorien, så de fleste i dag sætter lighedstegn mellem israelitter og jøder, selvom jøder kun er en delmængde og ikke den totale mængde af israelitter. Israelitter er desuden noget andet end israelere.
Det kan grundlæggende set diskuteres, om det overhovedet er de rigtige israelitter, der omtaltes som israelitter i teksten, idet israelitternes stamfader, Jakob, købte sig til førstefødselsretten af sin ældre tvillingebror, Esau. Og det var netop den førstefødte, der på forhånd var valgt af Gud ud fra de religiøse tekster.
Hvis vi antager, at mennesker ikke kan snyde Gud, så er det efterkommerne af Esau og ikke af Jakob, der er de sande israelitter. Men lad os se bort fra det og følge de 12 sønner, som Jakob fik, og som udgør de 12 israelitiske stammer i Biblen.
Jakob tog navneforandring til Israel, da han identificerede sig som den førstefødte tvilling, selvom han som sagt havde købt sig til den magtfulde position og desuden havde snydt sin far på dødslejet. Alt dette står sort på hvidt i Biblen.
Jøderne boede i Judæa, ikke Israel Der er både bibelsk og historisk dokumentation for, at der i meget gamle dage i gammeltestamentelig tid var to kongeriger i det, der nu er Israel og Palæstina. Mod nord var Israel og mod syd Judæa. I Judæa boede to af de 12 israelit-stammer: Juda og Benjamin. Jøderne er efterkommerne af Juda, og der er 11 yderligere stammer eller blodlinjer. I Israel boede de resterende stammer: Ruben, Simeon, Levi, Dan, Naftali, Gad, Asher, Issakar, Zebulon og Josef. Jøderne boede således ikke i Israel.
Efterkommerne af de 12 israelit-stammer rejste vidt omkring i verden efter den periode. I dansk sammenhæng er israelitstammen Dan særligt interessant, da man kan argumentere for, at Danmark stammer fra dannerne og således er efterkommere af en israelitstamme med mere ret til Israel end jøderne, da dannerne faktisk beboede Israel i bibelsk tid, mens jøderne beboede Judæa.
Det er endvidere særdeles usikkert, om de mennesker, der i dag identificerer sig som jøder, har noget særligt genetisk slægtskab med de oprindelige Juda-israelitter. Videnskabelige undersøgelser af mitokondrie-DNA har således vist, at den i dag mest dominerende gruppe af jøder, ashkenazi-jøder, er mest beslægtet med italienere. Det kan bl.a. derfor med rimelighed antages, at de fleste af dem, der kalder sig jøder i dag, er efterkommere af nogen, der for måske ikke så mange generationer siden af forskellige årsager er konverteret til jødedom.
Evidensgrundlaget for opfattelsen, at jøderne i dag har ret til Israel i Palæstina er således yderst skrøbeligt både i forhold til den interne og den eksterne validitet. Spørgsmålet er, om de, der i dag identificerer sig som palæstinensere og ikke jøder, i virkeligheden er tættere genetisk forbundet med de oprindelige israelitter og dermed har større ret til Israel ud fra et bibelsk tekst-internt perspektiv. Det er der nogen, der burde undersøge, inden Israel har dræbt alle palæstinensere.
Denne nye dokumentarvideo af antropolog Robert Sepehr forklarer og dokumenterer nogle af disse og andre relaterede aspekter ganske godt:
0 0 votes
Brugervurdering
