Home Lolland Falster Kæmper med corona-efterveer: Nu opfordrer de lokale borgere

Kæmper med corona-efterveer: Nu opfordrer de lokale borgere

kaemper-med-corona-efterveer:-nu-opfordrer-de-lokale-borgere
Sidste år kunne der igen arrangeres Lolland Rundt for fuld skrue, og det skete traditionen tro med tambourmusik gennem Sakskøbing som optakt til dagene på cykel. Arkivfoto: Anders Knudsen

Lolland Rundt kæmper stadig med efterveerne fra de udfordrende coronaår her i slutspurten op til den 39. udgave af folkecykelløbet.

Kim Møller Pedersen kmp@ftgruppen.dk

LOLLAND-FALSTER: Det er et cykelløb helt uden bakker, men for løbsledelsen bag Folkecykelløbet Lolland Rundt har de seneste år været en hel del op ad bakke.

Heldigvis er folkecykelløbet oven på et par udfordrende coronaår ved at finde det rette tråd igen. I næste uge sætter den traditionelle cykelfest på Sydhavsøerne således igen i gear og sender måske et par hundrede eller muligvis flere deltagere afsted fra basen i Sakskøbing.

– Lige nu er vi omkring 160 tilmeldte, og inden coronaen kom til, lå vi normalt på et sted mellem 250 og 275 deltagere. Så vi må sige, at vi stadig godt kan mærke efterveerne fra coronaårene, fortæller formand for Folkecykelløbet Lolland Rundt Flemming Wrist-Knudsen.

Annonce

Svært med coronaen

Cykelløbsformanden lægger ikke skjul på, at det var svært med aflysning i 2020 og i 2021 med kun et endagsløb i stedet for de sædvanlige tre dages cykelløb. Først i 2022 var der igen fuld styrke i det traditionsrige arrangement med 175 deltagere, og i år håber Flemming Wrist-Knudsen og resten af løbsledelsen naturligvis på et yderligere nøk opad i antallet af tilmeldinger.

På den korte bane skal vi nok klare os.

Flemming Wrist-Knudsen, formand for Folkecykelløbet Lolland Rundt

– På den korte bane skal vi nok klare os, selv om vi da godt kan mærke, at coronaen gjorde det besværligt og stadig åbenbart gør det i forhold til at nå op på de sædvanlige antal tilmeldinger. Men det er ikke, fordi vi som sådan nærmer os en smertegrænse. Ikke endnu i hvert fald, forsikrer Flemming Wrist-Knudsen.

Annonce

Glad for fortsat støtte

Han er i øvrigt ganske godt tilfreds på løbsledelsens vegne over den kommunale støtte, der stadig gives til folkecykelløbet.

– Vi synes også, det er et arrangement, som er værd at støtte, da det åbner landsdelen op for mange udefra. Vi har masser af deltagere fra Jylland og andre steder i Danmark, som kommer tilbage år efter år for at køre med. Selv om vi også synes, vi har en del lokale, der kører med, så kunne vi måske godt tænke os, der var lidt flere fra lokalområdet, der ville være med, fortæller cykelløbsformanden.

Annonce

Starter med fuld musik

I år kommer Lolland Rundt – akkurat som i de seneste år år – igen til at slå et smut forbi Falster. Løbet starter med fuld musik fra Sakskøbing Tambourkorps & Brassband klokken 9 fredag den 21. juli og varer frem til og med den 23. juli. Deltagerne bestemmer helt selv, hvor langt man orker, og hvor mange dage man har lyst til at cykle med. Man kan i øvrigt læse meget mere om depoter og andet godt på www.lollandrundt.dk.

Hermed er et lille ferietip givet videre, og meteorologerne ser i øvrigt ud til at varsle ganske fint cykelvejr næste weekend.

Lolland Rundt

Folkecykelløbet afvikles i år for 39. gang. Som altid med start og mål fra Sakskøbing Sportscenter, hvor du kan vælge at overnatte enten i sportshallen, på campingpladsen, vandrerhjemmet eller lade dig indlogere andre steder i byen.

Du bestemmer selv, hvor langt du vil cykle. Fra familievenlige ruter på 35 kilometer om dagen til 60, 120 eller 150 kilometer på nøje udvalgte cykelruter. Alle er fint afmærkede, så alle kommer i mål og finder hjem i god tid, inden festen kan begynde i Sakskøbing Sportscenter.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here