Det vides endnu ikke, hvornår Kammas Tapas igen kan slå dørene op. Foto: Peter Hougesen.
Kammas Tapas er et af Kertemindes helt populære spisesteder. Men selvom den velbeliggende restauration har været yderst velbesøgt i sommerens løb, må ejeren nu sande, at manglen på personaler nu har fået ærgerlige konsekvenser.
Det var ellers en rigtig god sæson for Kammas Tapas. Men selvom turister og indbyggere ikke har holdt sig tilbage for at lægge vejen forbi, må hele byens tapas- og smørrebrødsrestaurant se sig nødsaget til at lukke. Det ærgrer i den grad ejer, Hans Andersen.
”Grundet mangel på personale, har vi desværre måttet træffe beslutningen om at lukke for nu. Jeg har valgt at fyre 11 medarbejdere, og det er selvfølgelig virkelig ærgerligt”, fortæller han.
Efter en flyvende sæson kan Kammas Tapas ellers bryste sig af at ligge langt foran sidste års omsætning.
”Det har været en total succes for os. Det har jo ikke noget med økonomien at gøre. Det er bare kørt derudad, og vi har haft så mange glade mennesker igennem”, fortæller Hans Andersen.
Derfor gør det også ekstra ondt, at personalemanglen nu har tvunget Hans Andersen til at afskedige 11 vellidte medarbejdere.
”Vi er meget kede af det. Vi føler, at vi havde fået et meget hyggeligt miljø hernede. De ansatte vi havde, var vi ufattelig glade for. Noget af det værste, jeg har været udsat for, er at afskedige dem, vi har måttet afskedige. Det har jeg aldrig prøvet før”, siger Hans Andersen.
Hans Andersen kan endnu ikke sige, hvornår Kammas Tapas igen kan slå dørene op. Men én ting er sikkert. Han er meget taknemmelig over, at så mange – både turister og loyale kunder – har valgt at lægge vejen forbi i sommerens løb.
”Jeg vil gerne sige tak til alle, der har været forbi og besøge os. Det har været dejligt med al den gode respons, vi har fået. Jeg føler, vi har fået lavet noget, der manglede i området med et menukort, alle kunne lide. Vi kan kun beklage”, slutter Hans Andersen.