Konferencieren med det store hjerte: »Vi kan ikke være det bekendt«

Da jeg nåede halvvejs, holdt jeg ind på en rasteplads med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg var simpelthen så fuldstændig overvældet af alt det, jeg hade mødt og set. Kærligheden. Livsglæden.

»Jeg glemmer det aldrig. Det var en oplevelse, der rørte mig så dybt. Det var det vildeste. Jeg fik min hyre udbetalt kontant og kørte hjemad, og da jeg nåede halvvejs, holdt jeg ind på en rasteplads med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg var simpelthen så fuldstændig overvældet af alt det, jeg hade mødt og set. Kærligheden. Livsglæden. Mennesker, der ikke har de bedste betingelser i livet, men alligevel fester og er så glade og taknemlige,« husker han og får nærmest tårer i øjnene ved mindet.

»Jeg sidder med pengene og tænker, jeg smider dem ud af vinduet, så nogen andre kan finde dem, og blive lige så glade, som jer var. Så kom jeg i tanke om rudekuverterne derhjemme,« griner han og tilføjer, at festivalen er blevet en meget stor del af hans liv og skulle han vælge mellem alle de mange kasketter, han jonglerer rundt med – entertainer, politiker, konferencier med mere – er valget nemt.

»Jeg ville lave alle de ting, jeg laver med de udviklingshæmmede. Jeg ville tage rundt med min guitar på deres bosteder. Fordi det giver mig så meget. Især stof til eftertanke – i forhold til en selv og de vilkår, man nu selv har at leve under. Jeg tænker tit, at hold nu kæft hvor kunne vi andre lære noget her.«

At mange udviklingshæmmede i år ikke havde mulighed for at komme med til festival er derfor noget, der rammer lige i hjertekulen på Frank. Billetsalget var i år historisk lavt. Det skyldes ifølge Sølund Musik-Festivals talsmand, Lasse Mortensen, at kommunerne ikke vil betale for, at udviklingshæmmede kan få deres faste ledsagere med til musikfestival. 

»Jeg synes simpelthen ikke, vi kan være det bekendt. Vi sætter aldrig spørgsmålstegn ved, om nogen mangler et fysisk hjælpemiddel, men når en gruppe mennesker har brug for en hånd, for at kunne leve et ordentlig liv, så kan vi ikke se nødvendigheden af det,« siger han trist.

Min store bekymring er, hvem der tager sig af de svageste borgere, for der er alt for få til at varetage deres interesser. De stærkeste skal nok få deres

»Vi andre vælter og i oplevelsestilbud. Til den her gruppe mennesker er der så få tilbud. De ser frem til festivalen hele året. Det er på niveau med juleaften, hvis ikke højere. Og så at opleve, at det nu også tages fra dem. Det gør ondt,« erkender Frank Megabody og tilføjer, at han som politiker også selv har et ansvar for, hvordan kagen skæres. 

»Helt overordnet set, så handler det jo om, at økonomien i kommunerne er trængt og udfordret på så mange områder. Der er kun den ene pose penge, og vil jeg give noget mere til det her område, så skal jeg tage det fra et andet område,« konstaterer han.

Og selvom han helst vil holde de to kasketter adskilt – rollen som konferencier og rollen som lokalpolitiker – så peger han alligevel på, at hvis der er noget, der mangler i den politiske verden, så er det mod.

»Mod til at gå op imod de stærke interesseorganisationer. Min store bekymring er, hvem der tager sig af de svageste borgere, for der er alt for få til at varetage deres interesser. De stærkeste skal nok få deres.«