Dronning Margrethe fortæller i et stort interview, hvad hun tænker om krigen i Ukraine og den russiske præsident.
Krigen i Ukraine er en meget vigtig sag for dronning Margrethe.
Det viser hendes udtalelser i et langt interview med Weekendavisen, hvor hun direkte kommenterer krigen i Ukraine og den russiske præsident, Vladimir Putin. Det mener kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.
– Dronningen udtaler sig om politik i højere grad, end hun nogensinde før har gjort. Hun går ind og siger, hvad hun synes om præsident Putin, bemærker han.
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er det ikke så mærkeligt. For den specielle situation i Europa med krig i Ukraine kalder på specielle udtalelser – også fra en monark.
– Hendes udtalelser viser, hvor vigtigt det er for hende, at Europa står sammen i den her situation. At demokratierne står sammen mod Rusland, siger han.
I interviewet med Weekendavisen fortæller dronning Margrethe, at hun har været på besøg både i det gamle Sovjetunionen og i Rusland, og at hun har mødt Vladimir Putin flere gange.
– Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han ikke var behagelig. Jeg har aldrig set så kolde øjne i mit liv, siger hun til Weekendavisen.
Den udtalelse “siger alt” om, hvad dronningen mener om Putin, lyder det fra Lars Hovbakke Sørensen.
En fælles sag
Mens dronningen fremhæver Putins kolde øjne, så omtaler hun Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, med beundring. Han var en, som ingen regnede med – men som så har rejst sig og taget ansvar for sit land, lyder det.
Dronningen fortæller, at det gør stort indtryk på hende, at det ukrainske folk ikke vil lade sig tromle af Rusland, selvom de færreste spåede Ukraine nogen chance, da Rusland pludselig invaderede landet for fuld kraft i februar sidste år.
– Hun roser Zelenskyj i høje toner og gentager derved samme sympati for ukrainerne, som hun også gav udtryk for i sin nytårstale, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Risikerer dronningen ikke at gå for langt i forhold til at udtale sig politisk?
– Nej, for det sker på baggrund af en helt speciel situation. Under Anden Verdenskrig kunne konger og dronninger også tillade sig at sige andre ting. Hvis hun nogensinde skulle tillade sig at udtale sig mere politisk, end hun plejer, så er det i den her situation, siger han.
Den brede enighed blandt Folketingets partier om, at Rusland med invasionen i Ukraine er aggressor, og at Ukraine skal have hjælp, gør det også ufarligt for dronningen at kommentere krigen. For det skaber ikke indenrigspolitisk splittelse, pointerer kongehuseksperten.
Begrunder fratagelse af titler
Ud over dronningens udtalelser om krigen i Ukraine bider Lars Hovbakke Sørensen særligt mærke i, at dronningen kommenterer sin beslutning om at fratage prins Joachims børn deres royale titler af prinser og prinsesse.
– Jeg tror, at hun vil have slået fast endnu en gang, at hun mener, at det er den rigtige beslutning, siger han.
Derudover lægger kongehuseksperten mærke til dronningens udtalelser om royales pligter.
I interviewet afviser dronning Margrethe, at monarkierne i Europa er i krise. Men hun bemærker, at nogle familiemedlemmer af monarkier måske kæmper med at forstå de pligter, som følger med livet som kongelig.
– Det er vigtigt for hende at få sagt, at det med pligten er det vigtigste – frem for hensynet til familien. Og at der er nogle medlemmer af den kongelige familie, der kæmper med at forstå det, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Han mener, at dronningen indirekte henviser til nogle i prins Joachims familie, til den britiske prins Harry og til den norske prinsesse Märtha Louise.
– Det er en henvisning til forskellige ting i både ind- og udland, siger han.
At det lange og usædvanlige interview finder sted netop nu, tilskriver Lars Hovbakke Sørensen situationen i Ukraine. Og så det faktum, at dronningen efterhånden føler sig mere fri til at udtale sig på grund af sine mange års erfaring som regent.