3 måneder siden
FØDSELAR Jo, han har da lige været en tur i Ikast i bilen for at blive klippet til sin 100-års fødselsdag. Han havde nabokonen med for det tilfælde, at han skulle falde, når han steg ud af bilen. Hun tilbød også at køre bilen, men det er ikke lang tid siden, Kristian selv kørte på besøg i Thorsø.
– Jeg tror nok, at mit kørekort er gældende, til jeg bliver 115, siger Kristian Jepsen.
Han er en kendt person i Engesvang, hvor han til daglig triller rundt i sin el-scooter på trods af sine snart 100 år. Han fylder 100 år tirsdag 28. marts, og han har været i gang med at bage finskbrød og kransekage til fødselsdagen.
– Man skulle da gerne kunne bage lidt småkager, når man er udlært bager, siger Kristian, der i Engesvang kun er kendt under navnet »Kristian Bager«.
Det kniber med hørelsen, og bentøjet er er blevet noget usikkert, men ellers er Kristian frisk.
– De har da været og spurgt mig, om jeg ikke vil på plejehjem. Hvorfor skulle jeg dog det? Jeg bor godt i det her hus, jeg selv har bygget. Jeg får mad en gang om ugen, som jeg bare skal varme i mikrobølgeovnen. Morgen og aften kommer der søde damer og hjælper mig med at få støttestrømper på og af. Hvad skal jeg så med mere, siger Kristian, som dog tilføjer:
– Jeg har heldigvis også en alarm her på mit håndled, til når jeg falder. Jeg kan ikke selv komme op længere, men så trykker jeg bare på alarmen, og så kommer der en og hjælper mig op, og så fortsætter jeg bare derfra, siger Kristian.
Fattig vestjyde
Han er egentlig en sej vestjyde, men han har boet i Engesvang siden kort efter krigen.
– Jeg er ude fra Henne, fra før der kom turister. Der var en brugs og en mølle og så nogle små husmandssteder. Jeg er fra sådan et lille sted med tre-fire køer. Vi havde ikke meget. Jeg kan huske, at jeg engang til fødselsdag fik en blyant med viskelædere i enden. Men så skulle min søster i skole, og så tog min far min blyant og skar den over og gav halvdelen til min søster. Og hun fik den ende med viskelæderet.
Fra Kristian var 10 år, måtte han ud at tjene ved landmænd ved siden af skolen.
– Der var tre klasser i skolen, og når man kom op i store klasse, var der om sommeren kun en halv dags undervisning om ugen. Vi skulle først og fremmest hjælpe til med landbruget, fortæller Kristian.
Da han blev 17 år, blev det bestemt, at han skulle i lære som bager.
– Dengang kunne man kun være på den samme læreplads i to år, og så skulle man videre til en anden læreplads de sidste to år. Jeg var glad for de to år i Henne Bageri, og det var så mere eller mindre tilfældigt, hvor jeg søgte hen de sidste to år. Det blev så i Serup her ved Silkeborg. Siden kom jeg også til Borris under krigen. Da krigen var slut, blev jeg indkaldt til soldat som det første hold. Jeg kom til København, og det var helt godt, for jeg blev udpeget til ordinants. Det betød blandt andet, at jeg blev sat til at dyrke de små havelodder, som befalingsmændene fik til rådighed ved kasernen.
Svømmebad og husbyggeri efter fyraften
Efter soldatertiden skulle Kristian søge et nyt sted som bagersvend. Han så en annonce fra bager Brønd i Engesvang, og han havde ikke noget imod at komme tilbage til Midtjylland.
– Det var et lidt spændende sted. Bagermesteren var ikke selv i bageriet. Han kørte bare rundt og solgte, så det var egentlig mig, der styrede bageriet sammen med to andre. Det var helt hyggeligt. Vi tre i bageriet havde et fælles værelse, mens pigerne i butikken havde hver deres værelse. Det var så der, jeg lærte Vera at kende, siger Kristian, som fortsætter:
– Det var en god tid. Vi var jo med i alting her i byen. Jeg har været formand for fodboldklubben, og jeg var meget med i svømmebadet. Jeg var færdig i bageriet klokken to, og så gik jeg hen og passede svømmebadet. Hele sommeren var der sort af børn derhenne.
Der blev også tid til at kæreste lidt med Vera, og de to besluttede, at de skulle giftes og have et hus sammen. Så i 1953 brugte Kristian en stor en stor del af sin fritid med at bygge det hus, han stadig bor i. Det var alt sammen med håndkraft, og det var Kristian, der lavede det hele, så det var et flot hus, der stod klar, da Kristian og Vera blev gift i 1955.
Børn blev det ikke til, men Vera var meget optaget af børn, så hun tog sig af flere børn gennem tiden.
Systue og byggeri
Efter 10 år i bageriet begyndte Kristian og Vera for sig selv. Der var kommet gang i tekstilindustrien på egnen. De købte et par symaskiner, og i hjemmet lavede Vera skjorter, mens Kristian syede bukser samtidig med, at han hjalp en lokal håndværker ind i mellem.
Kristian beviste, at hans hænder var skruet godt på. Han blev derfor af en bekendt, Chr. Clausen, opfordret til at deltage i et byggeprojekt i Nordjylland. Deroppe var en meget entreprenant mand, Carl Lind, som oprindeligt kom fra Ikast. Han var blandt andet med til at drive Tivoli Karolinelund i Aalborg. Han havde købt et skovområde ude ved stranden mellem Mou og Hals. Noget blev udstykket til sommerhuse, og så skulle der også etableres en campingplads.
– Vera og jeg lod os overtale til en sommer at tage op og hjælpe med at bygge den her campingplads. Det tog ikke lang tid, inden jeg stod med det selv, så ikke alene kom jeg til at bygge det, men jeg drev og campingpladsen de første år. Ejeren så vi kun noget til, når han kom og skulle have penge, fortæller Kristian, som efter tre år boende i en campingvogn, rejste tilbage til sit hus i Engesvang og meldte sig arbejdsløs som bager.
Over i træbranchen
– Der gik kun en time, så blev der ringet, at en bager i Laven var blevet syg. Jeg var der nu ikke så længe, og jeg skiftede ret hurtigt branche. Jeg kom til et maskinsnedkeri, og jeg var også på Ikast Møbelfabrik, indtil det gik konkurs.
– Jeg kom også til at arbejde på spånpladefabrikken her i Engesvang. En dag var jeg bare lidt uheldig, Jeg kravlede ind under en maskine for at få noget ud, og så fik jeg en varm plade i nakken. Jeg knækkede nakken og kom på sygehus i tre måneder. Mange sagde, at det her kommer Kristian ikke over. Men de fik ikke ret.
Han holdt længere end sin elskede Vera, der døde af kræft i 2014 i en alder af 84.
Aktiv pensionist
Kristina har altid haft gang i noget. Status som pensionist betød at han kunne tage et deltidsjob som pladsmand på pølsefabrikken, og han tog rundt og hjalp med havearbejde og slog græsplæner samtidig med, at han havde sin egen mønsterhave og drivhus.
– Jeg har stadig altid min fryser fyldt med frugt fra haven. Jeg spiser rødgrød hver dag. Jeg har lige i dag spist mirabeller, som jeg i sommer samlede op fra et træ nede ved plejehjemmet. Jeg kan jo lige så godt tage dem med hjem, som de kan ligge der og rådne, siger Kristian.
Han må dog indrømme, at det begynder at knibe med at passe haven. Han har det, han kalder en papsøn, Poul Erik, som kommer og hjælper med haven, og her i foråret skal han gøre lidt ved huset. Men drivhuset, det er stadig Kristians egen opgave.
– Jeg får også lidt hjælp herinde. Hver tredje uge kommer der en og vasker sengetøj. Hun gør også rent. Men jeg har nu altid selv støvsuget, inden hun kommer.
Kristian har også sine gøremål ude i byen. Han er fast deltager i alle gudstjenester i kirken. Kirken har løse stole, så der bliver ryddet nogle stole ud, når Kristian kommer med sin el-scooter og kører helt ind i kirken.
– Jeg har også spillet noget kort på plejehjemmet, selv om de forsøger at blanke mig af. Jeg er også med i en mandegruppe, der samles på plejehjemmet hver fredag. Men vi er nu ikke så mange tilbage. De dør jo de gamle, siger Kristian.
Han er glad for, at han har nået de 100 år, for der er så meget at opleve. Blandt andet en 100-års fødselsdag.
– Jeg har ikke inviteret nogen, men jeg har bagt småkager, og nabokonen har lovet at komme og lave kaffe. Så må vi se, om er kommer nogen. Jo, præsten har sagt, at han vil komme forbi. Borgmesteren vil vist også komme. Alle er velkommen. Og jeg har bagt, siger Kristian bager forud for 100 årsdagen 28. marts.
