33-årige Lukas Hradecky var mildest talt rasende over et manglende frispark ved Monacos 1-0-scoring mod Bayer Leverkusen.
Den tidligere Brøndby- og Esbjerg-målmand Lukas Hradecky gjorde sig uheldigt bemærket i torsdagens Europa League-kamp mod Monaco.
Eller gjorde han?
Svaret er nej, hvis du spørger den finske keeper. Ni minutter inde i opgøret mod Monaco kom Bayer Leverkusen bagud efter det, der lignede et målmandsdrop, men ifølge Hradecky var der nærmere tale om en dommerfejl.
Tager du målet på din kappe?
– Spørg dommeren. Jeg synes, det var en åbenlyst frispark. Jeg fik et bump og faldt ukontrollabelt til jorden. Det er en klar fejl, siger han efter kampen og fortsætter:
– Og jeg forstår ikke, hvorfor han ikke skal se aktionen igen. Hvis han (Breel Embolo, red.) ikke skubber mig, så kan jeg nemt og uhindret spille bolden videre. Jeg giver ikke en skid for det. Det er frækt.
Ekspert enig med Hradecky, men…
Hradecky modtog en aflevering fra en holdkammerat, hvor finnens første touch blev en smule for langt.
Monaco-angriberen jagtede bolden og til sidst fik han skubbet Hradecky ind i bolden, som hoppede ind over stregen.
1-0 til franskmændene, men TV 2 SPORTs fodboldekspert Martin Mikkelsen giver Hradecky ret i, at målet nok ikke skulle have stået.
– Droppet er ikke så overraskende. Vi har virkelig været vidne til mange obskure målmandspræstationer i de her turneringer. Det ser uheldigt ud, og det er skidt af Hradecky.
– Men der bliver også lavet et lille frispark på ham. Jeg er god ved ham, men jeg synes, der er et lille frispark.
I videoen øverst i artiklen kan du selv vurdere, om der burde være frispark til Hradecky.
Bayer Leverkusen vs. Monaco
2–3
FT
Monaco tog en overraskende 3-2-sejr på den tyske udebane, hvor Hradecky og Leverkusen står foran en svær opgave i næste uges returkamp, der selvsagt spilles i Frankrig.