Mette Frederiksens statsbesøg i Egyptens diktatur markerer en ny dansk udenrigsstrategi

I disse dage besøger statsminister Mette Frederiksen det nordafrikanske land Egypten.

Temaerne er Rusland, migration og grøn energi i de tre dage, statsministeren skal tilbringe i landet.

Men på trods af at statsministeren besøger en diktaturstat som den egyptiske, er der ikke lagt op til en snak om danske demokratiske værdier.

– Når vi i dag ser Mette Frederiksen forklare, hvad hun skal tale med egypterne om, så er demokrati og menneskerettigheder slet ikke på dagsordenen, lyder det fra Helle Malmvig, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

Tværtimod handler det officielle statsbesøg i Egypten om at indgå partnerskaber med den slags diktaturer. Det udtrykker en ny og mere pragmatisk udenrigspolitisk strategi, lyder konklusionen.

– Man har prøvet at gøre op med de år, hvor vi førte en aktivistisk udenrigspolitik, hvor der var vægt på at fremme diplomati og menneskerettigheder ikke mindst i Mellemøsten og denne her del af den arabiske verden, siger Helle Malmvig.

Dermed er Danmark i fuld gang med at effektuere den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, der blev præsenteret i januar sidste år.

– Vi vil opbygge et langt tættere bånd til Nordafrika – både bilateralt og gennem EU. Et samarbejde, der står mål med, hvor vigtige de nordafrikanske lande er for danske interesser, skriver Udenrigsministeriet blandt andet i strategien.

Fra general til præsident

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, kom til magten i 2014, efter at have vundet et valg uden reelle modkandidater.

Året før var han som general en del af et militærkup, der fjernede den folkevalgte, islamistiske Mohamed Mursi.

Mursi havde i 2012 vundet magten på demokratisk vis, efter at Det Arabiske Forår og de voldsomme demonstrationer i 2011 havde tvunget Hosni Mubarak til at træde tilbage som præsident.

I starten af 2011 oplevede Egypten omfattende demonstrationer under Det Arabiske Forår. I videoen herunder ses demonstranter for og imod præsident Mubarak i Kairo.

Men Mursi udviklede sig også til at være en diktator, og det fik militæret til at kuppe ham efter bare et år på magten.

Nu ti år senere sidder præsident al-Sisi stadig på magten, og i dag tog han imod Danmarks statsminister.

Mette Frederiksen understreger, at hun ikke er taget til Egypten for at skaffe konkrete resultater på den ene eller anden dagsorden.

Det er den bekymrende udvikling i verden, der ligger til grund for besøget.

– Jeg er i Egypten, fordi jeg har en grundlæggende bekymring for, at Europa risikerer at blive isoleret i en ny verden, hvis ikke vi meget hurtigt evner at række ud til nye og flere samarbejdspartnere og få opbygget nogle stærkere alliancer, siger Mette Frederiksen i Kairo.

– Tingene bevæger sig så hurtigt i verden lige nu, at hvis Europa ikke kommer foran den udvikling, risikerer vi at tabe indflydelse internationalt, og vi risikerer også, at nogle ting går os imod, fordi verden lige nu på nogle stræk bevæger sig i den forkerte retning.

Ifølge statsministeren er det især risikoen for voksende global indflydelse til lande som Rusland og Kina, der tvinger Danmark og Europa til at dyrke relationerne med lande som Egypten. Selvom man ikke har et stort værdifællesskab.

– På hele det afrikanske kontinent og sådan set også i Sydamerika er både Rusland og Kina meget aktivt til stede. For russisk vedkomne også aggressivt nogle steder med misinformation, fake news og påvirkningskampagner. Men også med investeringer, samhandel og relationsarbejde, siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen erkender, at statsbesøget i Egypten er et led i den ny udenrigspolitiske strategi, og det er helt nødvendigt.

– Det, at have et samarbejde med Egypten, er ikke i sig selv nyt. Det er nyt at have en dansk statsminister, der prioriterer at tage hertil. Det er en del af en nødvendig, ny udenrigspolitik, at vi europæere udviser en større respekt og lydhørhed overfor samarbejdspartnere forskellige steder i verden, men især i Afrika, som er vores store nabo mod syd, siger Mette Frederiksen.

– Europa har gennem de senere år ikke spillet så aktiv en rolle på den globale scene, som vi bør gøre. Når der er rum for magtudfoldelse, som den ene part ikke udfylder, så er der nogle andre, der gør det. Ligesom Rusland ikke vil Europa det godt i Europa, skal vi heller ikke regne med, at Rusland vil os det godt på det afrikanske kontinent. Derfor har vi behov for et stærkere, europæisk tilstedeværelse, siger hun.

Mere risikabelt at lade være

Risikoen med den nye strategi er ifølge Helle Malmvig, at det kan ende med at gå ud over undertrykte befolkninger i diktaturstater som Egypten.

– Man sender et signal til regimerne om, at deres kurs og diktatoriske linje er ok med os. Man giver indirekte et carte blanche. Man sender også et signal til befolkningerne i de her lande, altså de egyptere, som stadigvæk arbejder for menneskerettigheder og demokrati, om, at de står alene med den kamp, siger Helle Malmvig.

– Man gør også de her regimer stærkere ved at samarbejde med dem og handle med dem, så de i endnu højere grad kan undertrykke deres befolkninger, og man giver ad bagvejen regimerne en slags legitimitet.

Men Mette Frederiksen frygter, at der er større risici forbundet med ikke at ændre linje og begynde at samarbejde med lande, vi ikke er enige med alt om.

– Jeg synes ikke, der er nogen risiko ved at være mere til stede rundt omkring i verden, men der er til gengæld en meget, meget stor risiko forbundet med ikke at være det. For så vil det være Kina og Rusland, der rykker ind, og mange steder har de allerede gjort det.

Til gengæld kan det udenrigspolitiske kursskifte betyde, at Danmark ikke længere på samme måde vil kunne løfte pegefingeren overfor udemokratiske nationer, vurderer Helle Malmvig.

– Man kan have sværere ved at stille sig op på den internationale scene og tale om demokrati og menneskerettigheder, når man med den anden hånd har taget det ud af ligningen.