Home Lolland Falster Natascha forsøgte at forhindre brand: Indvendig var det kaos

Natascha forsøgte at forhindre brand: Indvendig var det kaos

2
0
natascha-forsogte-at-forhindre-brand:-indvendig-var-det-kaos

Natascha Frederiksen Pedersen prøvede på bedste vis at stoppe brand i Café Udsigten. Da det ikke lykkedes, fokuserede hun på at få cafeens gæster i sikkerhed.

Tirsdag 11. juli var en chokerende dag for Natascha Frederiksen Pedersen og hendes mand, Jakob Pedersen, fra Nakskov.

Cafeen er nedbrændt totalt, og Natascha er natten igennem blevet behandlet for røgforgiftning på Nykøbing Sygehus.

Annonce

Hun kom hjem onsdag eftermiddag og har fysisk lidt hovedpine.

– Det værste er dog det mentale, forklarer Natascha.

Lugt og røg

Branden opstod tirsdag eftermiddag, mens Natascha, Jakob og en tredje medarbejder var på arbejde i cafeen.

Her bemærkede Natascha, at det lugtede fra frituren i cafeen. Det undrede hende, fordi fritureolien var skiftet dagen før.

Derefter begyndte det at ryge fra frituren, og Natascha lagde mærke til, at friturens temperatur var på cirka 280 grader.

Normalt er den på cirka 180 grader.

Hun slukkede hurtigt for frituren, lagde låg på og et brandtæppe over. Dernæst stod hun i flere minutter foroverbøjet med kroppen ind over frituren for at lukke af så meget som muligt.

– Det hjælper ikke, og det var så varmt, at jeg ikke kunne holde det ud og måtte opgive, fortæller Natascha.

Annonce

Handlede korrekt

Hun reagerede resolut og fik sin mand, medarbejderen og de tre-fire kunder, som var inde i cafeen, ud fra bygningen.

Så ringede hun 112, som anviste hende i at lægge låg og brandtæppe på frituren, hvilket hun allerede havde gjort.

Natascha og Jakob har nemlig været på kursus i oktober, så de vidste, hvordan de skulle forholde sig til friturebrande.

Stemmen i røret foreslog Natascha at smide frosne pommes frites i frituren.

– Men det ryger så meget, at det kan jeg ikke, fortæller Natascha.

Jakob bemærkede dernæst, at der var sort røg og flammer fra frituren, da han ville hente sin telefon.

Café Udsigten nedbrændte totalt. Foto: Lars Dalsig

Annonce

Kunder i sikkerhed

Så gik det stærkt.

– Da vi kunne se, at vi ikke kunne ændre på noget, er fokus på at få folk væk, forklarer Natascha.

Kunderne inde i cafeen var allerede ude, men 15-20 kunder befandt sig stadig på cafeens træterrasse.

– Vi går ud ad bagindgangen, og jeg løber rundt om cafeen. De skal ud, fortæller Natascha.

Nogle af kunderne havde lidt for travlt med at tage billeder, forklarer hun.

– Jeg råber, at de skal væk.

– De når lige ned af terrassen, før første vindue springer.

De når lige ned af terrassen, før første vindue springer.

Natascha Frederiksen Pedersen, ansat hos Café Udsigten

Dernæst gik hun så langt væk som muligt og var opmærksom på, at der ikke var folk, der var for tæt på branden.

Herfra mistede Natascha tidsfornemmelsen, men hun ringede 112 igen for at høre, hvor langt brandvæsnet var nået.

– I situationen føles det som meget lang tid. Man kunne se, hvor hurtigt det gik med, at flammerne spredte sig, fortæller hun.

– Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at bevare overblikket. Der er ingen tvivl om, at indvendig var det kaos.

– Jeg havde fokus på, at ingen kom til skade.

Jeg havde fokus på, at ingen kom til skade.

Natascha Frederiksen Pedersen, ansat hos Café Udsigten

Ingen kom til skade under branden i Café Udsigten. Foto: Presse-fotos.dk

Annonce

Mentalt hårdt

Brandvæsnet ankom hurtigt derefter og fik slukket branden.

Ingen kom til skade, men Natascha, Jakob og den tredje medarbejder blev tjekket for røgskader i en ambulance.

Selv om brandvæsnet og cafeens ejer har forsikret Natascha, at hun handlede korrekt og har gjort, hvad hun kunne, har hun dårlig samvittighed.

– Jeg har stadig skyldfølelse over, hvorfor det skulle ske den dag, hvor jeg havde ansvaret, fortæller hun.

Natascha og Jakob skal nu til at finde nyt arbejde.

Hun håber, at det er muligt at starte en café op igen i Kragenæs.

– Ejerne har sagt, at de gerne vil have os tilbage. Det håber vi på.

Det har ikke været muligt at få fat på cafeens ejere.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here