Home Lolland Falster Nye brande får Grækenland til at evakuere igen

Nye brande får Grækenland til at evakuere igen

1
0
nye-brande-far-graekenland-til-at-evakuere-igen

Varme og vind kan få brande til at blusse op igen. Røgudviklingen er på det højeste niveau i 21 år.

Nye brande tvinger myndigheder i Grækenland til at evakuere indbyggere fra to byer – Volos og Lamia – på det græske fastland.

– Det er helvede her. Der er fire forskellige fronter, der strækker sig over ti kilometer i alt, siger viceguvernør Dorothea Kolindrini til græsk tv.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Annonce

Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor mange der skal evakueres.

De to byer ligger på det græske fastland nordvest for hovedstaden Athen.

Også på ferieøerne Rhodos og Korfu er flere naturbranden igen blusset op, meddeler græsk brandvæsen ifølge nyhedsbureauet dpa.

– Det bliver endnu en svær dag for Rhodos, siger en talsmand for Grækenlands brandvæsen til græsk radio.

På de to øer er der imidlertid ikke den store fare for turister. De er i forvejen blevet evakueret til mere sikre områder.

Ifølge græske meteorologer ligger temperaturen flere steder i det centrale og sydlige Grækenland på mellem 43 og 46 grader.

– I dag er den hidtil vanskeligste dag, hvad angår varmen. Det gør kampen mod de eksisterende brande vanskeligere og gør det mere sandsynligt, at nye brande bryder ud, siger en talsmand for det græske brandvæsen til radiostationen Skai.

Grækenland er vant til hedebølger om sommeren, men i år har den varet længere end normalt, siger eksperter.

Brandene kan også påvirke luftkvaliteten.

Onsdag måtte en motorvej, der går fra Athen i syd til havnebyen Thessaloniki i nord, midlertidigt lukkes i området omkring den centrale by Larisa.

Det skyldtes, at røg nedsatte sigtbarheden markant, siger guvernøren i området ifølge dpa.

EU’s klimatjeneste, Copernicus, meddeler onsdag, at røgudviklingen for de græske skovbrande er på det højeste niveau, der er målt i de seneste 21 år.

I de seneste 12 dage har græske brandfolk kæmpet for at slukke over 600 brande, siger Grækenlands regering onsdag.

Forskere fra organisationen World Weather Attribution sagde i et studie, der blev offentliggjort tirsdag, at de hedebølger, som dele af Europa og Nordamerika oplever denne sommer, med stor sandsynlighed ikke ville have fundet sted uden menneskeskabte klimaforandringer.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here