Home Sport OL-guldvindere bruger farven lilla som symbol på utilfredshed: 'Det er ækelt'

OL-guldvindere bruger farven lilla som symbol på utilfredshed: 'Det er ækelt'

2
0
ol-guldvindere-bruger-farven-lilla-som-symbol-pa-utilfredshed:-'det-er-aekelt'

Gårsdagens landskamp mellem Canada og USA blev brugt til at belyse en konflikt om lige vilkår i det canadiske fodboldforbund.

“Nok er nok”, stod der på de canadiske landsholdsspilleres trøjer før torsdagens landskamp mod USA. (Foto: © JOE SKIPPER, Ritzau Scanpix)

Danmark og resten af verdens bedste kvindelandshold er med mindre end et halv år til sommerens fodbold-VM ved at finpudse taktik og indstille formkurven.

For de canadiske OL-guldvindere var der bare ikke meget fokus på fodbold, da de i aftes tabte 0-2 til ærkerivalerne USA ved træningsturneringen SheBelieves Cup.

Det canadiske landshold er i konflikt med fodboldforbundet, Canada Soccer, og storkampen blev brugt som ramme til at vise stærk utilfreshed.

Under opvarmning vendte spillerne deres trøjer på vrangen for at skjule det canadiske logo.

De blev senere byttet ud med lilla trøjer og teksten “Nok er nok”, og under kampen var både de og amerikanernes håndled viklet ind i farven lilla, der symboliserer kampen for lige vilkår.

På tribunerne var der opbakning fra både amerikanere og canadiere. (Foto: © JOE SKIPPER, Ritzau Scanpix)

Det er lige præcis kampen for lige vilkår, der har splittet landsholdet og fodboldforbundet, foræller DR Sportens fodboldekspert Arnela Muminovic.

– De canadiske spillere er fortørnede over, at der bliver skåret i budgettet i stedet for at putte flere penge i kvindesiden, der i Canada er mere succesfuldt end herrerne, siger hun.

– For det første er der ikke ligeløn, og kvinderne slår på, at herrerne får meget mere for at repræsentere deres land.

Som optakt til turneringen, der blev sparket i gang torsdag, udvandrede spillerne fra en træning, men måtte hurtigt vende om. For det ville ifølge fodboldforbundet være et kontraktbrud, præcis som det ville, hvis spillerne nægtede at gå på banen mod USA.

Derfor må det også være en ambivalent følelse at være samlet med landsholdet, siger Arnela Muminovic, for det er naturligvis altid en enorm ære at repræsentere sit land.

– De spiller mod deres vilje lige nu, fordi de risikerer retslige konsekvenser, siger Arnela Muminovic.

VM-optakt på discount

Når de canadiske kvinder efterlyser lige vilkår, er det ikke udelukkende løn for at spille på landsholdet.

Generelt er der skåret massivt i fodboldforbundets udgifter, og selvom det også var gældende for herrerne, der ikke gik videre fra gruppespillet ved VM i Qatar før årsskiftet, er det ifølge de kvindelige canadiske landsholdsspillere i langt højere grad tilfældet på kvindesiden.

– De hævder, at de får færre træningslejre, færre træningskampe og sågar slet ikke nogen kamp på hjemmebane i Canada inden sommerens slutrunde, siger Arnela Muminovic.

– Og så må de kun have 20 spillere med til samlingerne, så der er ikke folk nok til at spille 11 mod 11.

Herrelandsholdet har i en officiel udtalelse vist deres støtte til Canadas kvinder. Det samme gjorde de amerikanske kvinder i aftes. Det amerikanske kvindelandshold selv har opnået lige vilkår efter flere års konflikt med det nationale forbund. Det krævede retssager og medførte millionerstatninger.

Både de amerikanske og canadiske spillere bar lille tape om håndleddet. Janine Beckie (t.h.) fortalte efter kampen, at hun ikke længere er skuffet over den uretfærdige behandling. Hun er bare vred. (Foto: © Mike Ehrmann, Ritzau Scanpix)

– Det er ækelt, at vi er nødt til at spørge bare for at blive behandlet ens. Det er en kamp, som kvinder over hele verden skal deltage i hver eneste dag og for at være ærlig, bliver jeg dødtræt af det. Jeg bliver ikke engang skuffet længere. Jeg bliver bare vred, siger Janine Beckie til CBC.

– Vi vandt OL-guld, for pokker, og vi er ved at tage til VM med et hold, der kunne vinde. Så vi forventer at få den bedste forberedelse muligt.

Foråret er uvist

Gårsdagens kamp mod USA er en del af træningsturneringen SheBelieves Cup, og derfor er selve nederlaget på 0-2 ikke skæbnesvangert.

Men spillerne var trætte, fortalte de efter kampen, for konflikten med fodboldforbundet fylder alt for meget. Den fjerner fokus fra fodbold, og det kan den potentielt komme til at gøre i lang tid, siger DR Sportens fodboldekspert Arnela Muminovic.

– Det kan sagtens være, at den her sag kommer til at køre hele foråret og ind over VM, siger hun.

For Canada Soccer har ikke svaret på spillernes utilfredshed. Til gengæld kan det hurtigt blive nødvendigt.

– Med medier, støtte fra sportsverdenen og fokus fra politikere kan der hurtigt komme et meget større pres på det canadiske fodboldforbund, siger Arnela Muminovic.

Canada møder Nigeria i deres første gruppekamp ved VM den 21. juli.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here