En kollegapræst Frederik Hjerrild, som døde fornylig, er citeret for at have inddelt kristne i ”hundekristne” og ”kattekristne”.
Jeg synes, det er så bemærkelsesværdigt, interessant og lidt sjov en inddeling, at jeg blev inspireret til at bruge beskrivelsen i min søndagsklumme.
Hvad mente Frederik Hjerrild med den spøjse inddeling?
Jo, vi kender hunden som menneskets bedste ven, og hunde er trofaste. De følger deres herre. Nu og da får de lov til at stikke af og nyde friheden, men kalder hundens herre, så kommer den lydige og trofaste hund straks tilbage og sætter sig ved sin herre og ejers side. Det synes godt at være netop der. Hunden ved, der er ros, godbidder og kærlighed at få.
”Lille kat, lille kat på vejen der. Hvem er du? Hvem er du? Jeg er sgu min egen.” Piet Heins Gruk.
Det passer netop på katten.
En kat er ikke nem at spærre inde. Nok er der indekatte, men de slipper gerne ud, hvis det er muligt.
Er de udekatte, så kan de blive væk flere dage, og de kan vandre milevis omkring – ofte i cirkler.
Hvis en kat bliver flyttet flere kilometer væk, så sker det, at man efter nogle dage finder den på den gamle bopæl.
Det skete for en af vores venner, som flyttede fra en præstebolig. Katten blev kørt i bil til det nye sted. Flere km væk. Katten forsvandt, var væk flere dage. Hvor blev den fundet? I dens gamle bolig. Utroligt den kunne finde vej så langt og gennem byens mange gader!!
En kat er en strejfer, men har tilsyneladende indbygget GPS! En vildfaren kat kan altså finde hjem – hvis den altså vil!! Enerådig som den er!
Hvor har jeg set mange katte efterlyst på Facebook. De har det med at blive væk, ikke komme hjem, før der er gået flere dage, eller de bliver fundet døde – kørt over af en bil, der kom forbi.
Vi ”adopterede” en gang en vildfaren kattekilling. Den kom til vores dør. Havde intet kattehalsbånd på sig, og den flyttede ind hos os. Vi var dens nye værtsfolk/ familie. Glemt var dens gamle hjem, og da den tilsyneladende ikke hørte hjemme noget sted rent officielt, så tog vi den til os, som var den vores. Vi elskede Elias, som vi kaldte katten.
Elias kunne ellers finde hjem, da han blev kørt over af en bil. Han kravlede fra gaden ind i haven med en brækket ryg og bankede med sin pote på verandadøren. Jo, katte kan finde hjem, hvis de vil.
En hund er trofast og dør dens ejer, så er det før sket, at den sørger så meget, at den ikke spiser. Den går rastløs og humørforladt omkring, for den savner sin ejer, som før var dens holdepunkt.
Jeg forstår, hvad der menes med forskellen på ”hundekristne” og ”kattekristne”.
Guds ønske og formål for os er, at vi følger vores skaber og Gud – vores Herre og holdepunkt.
Som nye kristne kan det tage tid, inden vi bliver trænet til at følge vores Herre – ja, det kan tage hele livet. Kan hænde, vi får lov til at løbe væk en tur, men Gud ved, at når han kalder, så kommer vi hjem igen.
Bibelen taler om at vokse i troen, og at vi skal lære vores frelser og Herres stemme og kalden at kende, og vi vil opleve, at det er godt at være i vor Guds nærvær. Vi oplever kærlighed og Guds godbidder!
Som kristen er der en læringsproces, og vi bliver ikke udlært fra dag ét. Som en hund lærer fra sin ejer, sådan skal vi netop lære at tage imod de godbidder, som falder af, som først og fremmest er Guds nåde og barmhjertighed. Vi skal lære at stole på Gud.
Jeg har faktisk lagt mærke til, at en hund får godbidder, bare den kommer – uanset om den har løst en opgave eller ej. Vi er elsket – ikke på grund af hvad vi yder. Gud er bare god mod os. Som hundeejer er man stolt af sin hund – uanset hvor uopdragen den er. Vi er også elsket ligegyldig hvad.
En kat er en strejfer! Den kan tilsyneladende nemt skifte ejer. Den prøver at tigge sig til mad i et hvert hus, som forbarmer sig over den og sætter lidt mad ud.
Det sker, at kristne fristes til at strejfe rundt som enhver anden kat. Spise sin åndelige føde her og der og det i stedet for at tænke, ”hvad mon Gud vil mig her? Hvad vil han lære mig på dette sted – i denne menighed? Hvad vil Gud bruge mig til her i denne kirke?”
I stedet sker det, at vi som kristne tænker: ”Her får jeg intet? Jeg må finde et bedre sted. Det giver mig ikke noget at være i denne kirke/ denne menighed!”
Og så strejfer vi afsted – ligesom den forvildede kat, som spiser lidt her og der?
At være lidt som en hund eller som en kat kan ske livet igennem!
Som mennesker skal vi heller ikke være strejfere, som flygter ved hver given lejlighed, hvor der er noget, der går os på.
Det sker på arbejdspladsen, hvor nogen forlader pladsen, så snart der opstår problemer, og hvor vi ikke har udholdenhed og mod til at søge at få problemerne løst.
Vi ser det i alt for tidligt opløste ægteskaber/ parforhold. Konfliktskyhed og mangel på samtale i tide skaber kriser. Måske har vi glemt at være trofaste, glemt løftet om ”at elske og ære i med- og modgang.”
Problemer i mange forhold – også imellem venner, slægtninge – kunne løses, tror jeg, hvis der var vilje og mod til samtale og vilje til evt. at inddrage en tredje person/ en mægler, så noget uforløst og usagt kunne hjælpes på vej til en mulig løsning.
Trofasthed eller strejfen rundt er modsætninger, men selvfølgelig ved jeg, at det ikke er så sort og hvidt, som jeg beskriver det her.
Der kan være gode grunde til at forlade en menighed, og der kan være en grund eller flere til at bryde op fra et parforhold eller et venskab. Det var bare ikke det, jeg ville sige noget om med denne klumme.
Tålmodighed og langmodighed er dyder, vi har brug for i en katteforvirret verden, hvor hundens trofasthed og disciplin kan være os et eksempel til efterfølgelse.
Hold ud! Måske er det ikke lige nu, du skal give op. Det er måske for tidligt. Gud er det umuliges Gud.
En bøn: Gud, giv os visdom og udholdenhed! Gud, hjælp os til at lytte til dig og til mennesker, som vi lige nu ikke helt forstår. Giv os mod til at gå, men først når det er absolut nødvendigt!
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
