Home Ikast Peter Belli belønnes med stor musikpris posthumt | Ikast-BrandeNyt

Peter Belli belønnes med stor musikpris posthumt | Ikast-BrandeNyt

2
0
peter-belli-belonnes-med-stor-musikpris-posthumt-|-ikast-brandenyt

/ Ritzau /

KØBENHAVN Sangeren Peter Belli er blandt modtagerne af Det Danske Rockakademis hæderspriser 2023.

Det oplyser Det Danske Rockakademi i en pressemeddelelse.

Peter Belli gik bort 79 år gammel den 8. juni efter længere tids sygdom og får derfor æresprisen posthumt.

Peter Belli fik beskeden om nomineringen til prisen tilbage i februar og glædede sig ifølge Det Danske Rockakademi til at optræde til hæderspriskoncerten den 17. september i Amager Bio i København.

Det Danske Rockakademi har besluttet at gennemføre koncerten.

Peter Bellis søn, Michel, medvirker i hæderspriskoncerten og modtager hædersprisen på sin fars vegne, oplyser akademiet.

Peter Belli har i over fem årtier spillet tusindvis af koncerter og udgivet over 40 album. Han er stemmen bag sange som “Teddybjørn”, “Bliv væk fra vores kvarter” og “Ulven Peter”.

Også sangerinden Annisette Koppel hyldes med en ærespris. Savage Rose-stjernen går også på scenen til hæderspriskoncerten. Der vil blandt andre også være optrædener fra D-A-D-stjernen Jesper Binzer, entertaineren Tommy Kenter og sangerinden Fallulah.

Rockakademiets hæderspris er ikke afhængig af aktuelle salgstal, airplay og streaming, men er kollegernes anerkendelse af et ekstraordinært musikalsk livsværk, som har gjort Danmark rigere, og som har præget vores samtid, lyder det.

I forbindelse med annonceringen af årets hædersprismodtagere udnævner Det Danske Rockakademi også sine første æresmedlemmer. Det bliver Lotte Rømer, Hans Otto Bisgaard, Peder Bundgaard, Elisabeth og RockNalle.

Sammen med prismodtagere er det begyndelsen på Dansk Rockmusiks Hall of Fame, lyder det.

Det Danske Rockakademi blev stiftet i 2003 af Peter Ingemann, Hans Otto Bisgaard, Peder Bundgaard, Leif Skov, Flemming Madsen, Torben Bille, Marie Frank, Jørgen Olsen og Anne Linnet for at sikre den rockmusikalske kulturarv.

I 2020 blev akademiet gendannet med ny styrelse bestående af Hanne Boel, Karsten Vogel, Per Vers, Henriette Blix, Peter Ingemann, Leif Skov og Flemming Madsen.

/ritzau/

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here