Efter et års krig i Ukraine er Vladimir Putin og Rusland ikke helt så isolerede på verdensscenen, som USA og Europa havde håbet.
På dagen, da Rusland indledte sin invasion i Ukraine, var reaktionen fra Vesten ikke til at tage fejl af:
Den ville sørge for, at Rusland kom til at betale en høj pris, og at Vladimir Putin blev “en paria på den internationale scene”, garanterede USA’s præsident, Joe Biden, på et pressemøde.
– Enhver nation, som tolerer Ruslands aggression mod Ukraine, vil være tilsvarende plettet, fastslog han.
Vestens planer om at isolere Rusland har været en fiasko
Sergej Lavrov, udenrigsminister, Rusland
Men her et år senere er virkeligheden, at Putin og Rusland ikke er helt så isolerede, som USA og Europa kunne ønske.
For mens vestlige nationer har reageret i fællesskab med fordømmelse og sanktioner, har en lang række lande i Latinamerika, Asien og Afrika forholdt sig mere passive på sidelinjen.
Det gælder især lande, som er afhængige af russiske investeringer, energiforsyninger, soldater og våben.
– Siden Vestens første sanktioner i 2014 har Rusland re-orienteret sig og forsøgt at opdyrke nye allierede og nye markeder. Så selv om russerne i vores del af verden er sat uden for det gode selskab, er billedet mere nuanceret andre steder, forklarer Flemming Splidsboel, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Splittelsen i verdenssamfundet har kunnet ses ved de fire afstemninger, som FN’s generalforsamling har gennemført om fordømmelser af Rusland siden invasionens begyndelse 24. februar 2022.
Godt nok gik alle fire afstemninger igennem, men tæller man befolkningsstørrelsen hos de lande, som enten stemte imod eller undlod at stemme, udgør de mere end halvdelen af verdens befolkning.
Ifølge Flemming Splidsboel handler uenighederne ikke bare om Ukraine, men om den globale verdensorden.
– Putin kan godt lide at tale om os i Vesten som “den gyldne milliard” – den privilegerede del af verden, som dikterer vilkårene for resten. Så når russerne rejser rundt, er det med en fortælling om, at der er behov for en ny verdensorden, hvor USA ikke skal bestemme det hele, forklarer han.
Det grænseløse venskab
Den måske vigtigste partner for Rusland er Kina.
Blot 20 dage inden invasionen af Ukraine annoncerede den russiske præsident, Vladimir Putin, og Kinas Xi Jinping et “grænseløst venskab” mellem deres lande.
– Rusland og Kina har et kompliceret forhold og en kompliceret historie. Men i takt med at Joe Biden og USA har dyrket fortællingen om de demokratiske værdier over for de autoritære regimer, så er Rusland og Kina nærmest blevet skubbet i armene på hinanden, forklarer TV 2s Asien-korrespondent, Christina Boutrup.
USA har beskyldt Kina for at “forsvare” Putins krig, og amerikanerne har sammen med EU kritiseret Kina for at sprede russisk desinformation om invasionen i Ukraine.
Og selvom USA og EU har advaret Kina mod at yde nogen form for støtte til Rusland under krigen, har kineserne ikke bare fortsat, men ligefrem styrket sin samhandel.
Det seneste år steg den kinesiske import fra Rusland med 43 procent ifølge den amerikanske tænketank Stimson Center, mens Kinas eksport til russerne voksede med 13 procent. Russerne overhalede Saudi-Arabien som den største olieleverandør til Kina, og gaseksporten blev mere end fordoblet.
– Det er nogle milepæle, som betyder noget. Så uanset hvad Kina siger, så er faktum, at samhandlen med Rusland boomer, siger Christina Boutrup.
Kina har ikke offentligt fordømt Ruslands invasion af Ukraine, men efter et møde med Xi i september sagde Putin, at kineserne har “bekymringer” ved krigen. Det skal man dog ikke ligge for meget i, mener Christina Boutrup.
– Der er intet i de officielle kinesiske udmeldinger, der tyder på, at de har ændret holdning. Kina har flere gange sagt, at man godt forstår Ruslands “helt legitime” sikkerhedsbekymringer, og at det er NATO, som har presset Rusland til at handle, siger hun.
Kina har under krigen også afholdt flere fælles militærøvelser med Rusland, og ifølge det russiske udenrigsministerium vil præsident Xi inden længe besøge Moskva.
Våben for milliarder
For et andet stort land, Indien, har den neutrale position over for Rusland mere at gøre med egne nationale interesser.
Da Indiens repræsentant i FN, Ruchira Kamboj, i oktober skulle forklare, hvorfor landet igen undlod at stemme for en resolution mod Rusland, understregede hun, at Indien selvfølgelig bakker op om international lov og andre landes suverænitet og territoriale integritet.
– Men vores beslutning om at afstå er i overensstemmelse med vores velgennemtænkte nationale position, forklarede Kamboj.
Indien og Rusland har historiske forbindelser, og nok så vigtigt er Rusland i dag den klart største leverandør af våben til Indien.
Over de seneste fem år har russerne således eksporteret våben til Indien for en samlet værdi af omkring 90 milliarder kroner. Det fortalte Dmitrij Sjugajev, chef for Ruslands myndighed for militærteknisk samarbejde, under et besøg i Indien tidligere på måneden ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.
– På trods af det hidtil usete pres på Indien fra vestlige lande med USA i spidsen i forbindelse med Ruslands særlige operation i Ukraine, er det fortsat en af Ruslands vigtigste partnere inden for militærteknisk samarbejde, sagde Sjugajev.
Indien er langt fra ene om at købe våben fra Rusland, og ifølge Interfax eksporterer Rusland årligt våben til udlandet for omkring 100 milliarder kroner.
Den afrikanske forbindelse
Et af de steder, hvor Rusland over de senere år har spillet en stadig mere aktiv rolle er på det afrikanske kontinent.
Efter et stort Rusland-Afrika-topmøde i den russiske by Sotji i 2019 har russerne ført en mere offensiv Afrika-politik, og den russiske indflydelse har været stødt stigende, forklarer Oscar Rothstein, der er idehistoriker og journalist med fokus på Afrika.
– Siden invasionen af Ukraine er den udvikling, som allerede var begyndt, kun blevet yderligere intensiveret i takt med, at Rusland har haft endnu større behov for at opbygge alternative partnerskaber, siger han.
I løbet af det seneste år har den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, været på tre rundture i Afrika. Første gang i juli, igen i januar og senest her i februar, hvor han lagde vejen forbi blandt andet Mali og Sudan.
– Vi kan slå fast, at Vestens planer om at isolere Rusland har været en fiasko, konkluderede Lavrov ifølge Reuters efter hjemkomsten fra den seneste tur.
Forklaringerne på den russiske indflydelse i Afrika er mange. For eksempel har et land som Etiopien i forbindelse med den blodige borgerkrig i Tigray-regionen været afhængig af Ruslands vetoret i FN-regi.
Andre lande nyder godt af russiske investeringer, råstoffer og våbenleverancer, og så har soldater fra den frygtede russiske Wagner-lejehær været indsat i lande som Sudan, Mali og Den Centralafrikanske Republik.
– Vigtigst af alt, så kan Rusland indgå i fortællingen om, at der er en ny vej. Et brud med kolonialismen og de gamle afhængighedsforhold. Det er ikke tilfældigt, at Rusland vinder særligt frem i tidligere franske kolonier, hvor der er i forvejen er en meget stor utilfredshed, og hvor sympatien med Vesten ligger på et meget lille sted, forklarer Oscar Rothstein.
Når mange afrikanske lande har undladt at stemme imod Rusland i FN, skal vi derfor ikke tolke det som en direkte støtte til russerne, men nærmere som udtryk for en afrikansk holdning om retten til ikke at vælge side.
– Vesten er ikke lykkedes med at isolere Rusland. Tværtimod insisterer de afrikanske lande på, at Rusland stadig er en lige så legitim aktør at samarbejde med som EU og USA. Og det er jo i sig selv en gevinst for russerne, mener Oscar Rothstein.
Alliancefri position
Ligesom man skal passe på med at tolke manglende fordømmelse som en støtte til Rusland, skal man heller ikke tolke alle FN-stemmer mod Rusland som en ubetinget støtte til Ukraine. Det mener Richard Gowan, der er FN-ekspert ved den internationale tænketank Crisis Group.
– Det er ikke alle lande, som stemmer for resolutionen, der nødvendigvis gør det, fordi at de for alvor har tænkt sig at lægge pres på Rusland. Det er en billig stemme, siger han til Time.
Netop dette synes at være gældende for store dele af Latinamerika.
Hvis man ser bort fra de tre traditionelle russiske allierede, Cuba, Nicaragua og Venezuela, har landene i Mellem- og Sydamerika overvejende stemt for fordømmelse af Rusland. Men heller ikke mere end det.
Mange af Latinamerikas venstreorienterede ledere ser anderledes på konflikten end USA og Europa, og trods opfordringer om at støtte Ukraine med våben har de latinamerikanske lande sagt klart nej.
– Vi støtter ikke nogen af parterne. Vi støtter fred, som Colombias præsident, Gustavo Petro, siger det til Financial Times.
Fra Brasilien og Argentina er meldingen den samme, og Mexicos udenrigsminister kritiserer ligefrem de vestlige landes beslutning om at blive ved med at forsyne Ukraine med våben. I stedet bør fokus være på at indgå en omgående våbenhvile.
Maria Angela Holguín, der er tidligere colombiansk udenrigsminister, forklarer til Financial Times, at krigen i Ukraine for mange latinamerikanere har vækket ubehagelige minder om Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen.
– Regionen vender tilbage til sin alliancefri holdning. De her lande føler også, at Kina og Rusland kan tilbyde dem nyttig støtte i fremtiden, for eksempel ved en eventuel distancering fra USA, så de ønsker ikke at komme i en konfrontation med dem, forklarer hun.
Kun ét land – Costa Rica – har valgt at følge de vestlige sanktioner mod Rusland. Men derudover har de latinamerikanske lande under krigen opretholdt deres handelsforbindelser til russerne – især om import af gødning, brændstof og korn, som er vigtige produkter for regionen.
Ruslands venner
Selvom Vesten har haft svært ved at få resten af verden til at lave fælles front mod Rusland, er det dog ganske få lande, der ligefrem støtter den russiske invasion i Ukraine.
Og dem, der gør, er andre pariastater med totalitære ledere:
Eritrea, der i årevis har været isoleret og udstødt af det internationale samfund.
Hviderusland, der under diktatoren Aleksandr Lukasjenko har underlagt sig Rusland og Putin.
Syrien, hvor diktatoren Bashar al-Assad formentlig kun holder fast i magten takket være Ruslands militære tilstedeværelse.
Og så er der Nordkorea, verdens mest isolerede land. Herfra lød det så sent som i januar, at Nordkorea altid vil “stå i samme skyttegrav” som russerne.
Derudover er der Iran, som ifølge USA er Ruslands vigtigste våbenleverandør til krigen, og iranerne har selv erkendt at have solgt såkaldte kamikazedroner til russerne.
Rusland har også stadig tætte forbindelser til mange af de gamle allierede i Kaukasus og Centralasien, men forholdet til flere af disse synes at have taget skade som følge af invasionen i Ukraine.
Så har Sergej Lavrov ret, når han siger, at Vestens plan om at isolere Rusland har slået fejl?
Ifølge Flemming Splidsboel fra DIIS er det svært at give et entydigt svar på.
– Lavrov har jo lidt ret alene ud fra det faktum, at han stadig kan rejse rundt i verden og blive godt modtaget. Men udover den symbolske betydning er det lidt svært at se, hvor meget Rusland reelt kan bruge det til, mener han.
